Ryan Gosling gik ikke hjem med en Oscar for sin præstation som Ken i ‘Barbie’, men der var intet ‘bare’ over det, da skuespilleren til gengæld leverede Oscar-aftenens ultimative højdepunkt, da han optrådte med ‘Barbie’-sangen ‘I’m Just Ken’.
Siddende lige bag medspiller Margot Robbie lagde skuespilleren ud syngende fra publikum med hat for ansigtet og iklædt et skrigpink jakkesæt.
Der var lagt i ovnen til fællessang i hele Dolby Theatre, hvor skærmene fremviste sangens tekst, og på vejen til scenen fik flere celebre tilskuere lov til at synge med – ikke mindst instruktør Greta Gerwig, og medspillerne America Ferrera, Margot Robbie og en svært begejstret Emma Stone.
Herefter gjorde flere af filmens Kens ham selskab på scenen – Simu Liu, Ncuti Gatwa og Kingsley Ben-Adir. Det samme gjorde Guns N’ Roses-guitaristen Slash, der leverede kenergy ved siden af ‘Barbie’-stjernen.
‘I’m Just Ken’, der er skrevet af Mark Ronson og Andrew Wyatt, var nomineret i kategorien for Bedste Sang, som dog blev vundet af det andet ‘Barbie’-hit ‘What Was I Made For?’ af Billie Eilish og Finneas O’Connell.