1. Albummet er virkelig queer
Billie havde på forhånd fortalt, at nummeret ‘Lunch’ ville handle om at have sex med en kvinde. Med åbningslinjerne »I could eat that girl for lunch / Yeah, she dances on my tongue / Tastes like she might be the one«, kan det dårligt blive mere eksplicit queer.
Og albummet fortsætter med at handle om Eilishs forhold til kvinder – eller måske endda til den samme kvinde?
På ‘Wildflower’ udvikler hun følelser for én, der har blottet sig emotionelt for hende: »But I see her in the back of my mind all the time / Like a fever, like I’m burning alive, like a sign«.
På ‘The Diner’ synger hun: »Bet I could change your life / You could be my wife«. Men det skal dog nævnes, at mange fans har tolket ‘The Diner’ som værende fra en af Billies stalkeres perspektiv, og at kvinden, som fortælleren her vil giftes med, altså er Billie selv.
Ud over disse er tracklisten spækket med sange uden eksplicitte antydninger af kønnet på personen, hun synger til. Men med de omkringliggende sanges kontekst, er det oplagt også at læse dem som queer.
2. Billie udfordrer igen den klassiske popform
Titelnummeret fra forgængeren ‘Happier Than Ever’ blev et kæmpestort hit uden at lefle for den klassiske popform, og hun går endnu længere på flere af de nye sange.
Særligt på anden halvdel af albummet bliver kompositionerne vovede på ‘L’Amour De Ma Vie’, ‘Bittersuite’ og ‘Blue’.
‘L’Amour De Ma Vie’ starter som en Amy Winehouse-klingende dosis retrosoul, før den totalt skifter form og munder ud i et hyperpoppet eurodance-beat med en helt anden vokalmelodi.
‘Bittersuite’ starter stilfærdigt, men pludselig kicker et dub-groove ind, og et helt nyt sæt vers og omkvæd bliver introduceret. Slutteligt brager en instrumental drone ind.
‘Blue’ introducerer ligeledes ét sæt vers og omkvæd, for så to minutter inde at skifte til et helt nyt sæt, som vi så både får at høre i en intim soveværelsespop-udgave og i en mere dunkel, nærmest triphoppet version.
3. Masser af ballade-Billie
Inden albummet udkom, udtalte både Billie og hendes bror og samarbejdspartner Finneas sig om albummet i et interview med Rolling Stone.
Finneas kaldte åbningsnummeret ‘Skinny’ for »et falsk løfte«, der ikke lyder som resten af albummet. Nu hvor vi endelig kan høre det selv, kan vi konkludere, at det er en sandhed med modifikationer.
For nej, det meste af albummet har mere puls og energi end den forsigtige åbningsballade, der deler meget af sin lyd med ‘Barbie’-hittet ‘What Was I Made For’. Men der er altså andre bløde numre på albummet.
‘Wildflower’ er en rigtig øm guitarballade, omend den vokser en kende i lyden – men der kommer aldrig nogen decideret eksplosion. Det efterfølgende nummer ‘The Greatest’ munder ud i et kæmpestort brag, hvor Eilish synger sit hjerte ud, men det er en kontrasternes sang, og første halvdel albummets mest spinkelt lydende par minutter.
4. Du kan kontakte det telefonnummer, Billie hvisker
På det horror-klingende ‘The Diner’ (der altså muligvis er fortalt fra en af Billies stalkeres perspektiv) synger hun i sidste vers om at have lært en kvindes telefonnummer udenad – den samme kvinde som fortælleren fantaserer om at blive gift med – før fortælleren ser kvinden i en bil sammen med en mand.
De makabre afsluttende ord lyder: »If somethin’ happens to him, you can bet that it was me«.
Men meget stilfærdigt hvisker hun derefter et eller andet, da nummeret egentlig er slut. Det er et telefonnummer, men man skal skrue godt op for at kunne høre det. Og selvfølgelig har fans prøvet at ringe til nummeret.
Hvis man ringer op, kan man høre Billie sige »Hello? Hellooo … wait, I can’t hear you, hello? Hellloooo? Hold on let me call you back«, før en robotstemme siger: »You can text this phone number, if want to be texted first press any key now, messages will be sent to your number via community. Standard messaging and data rates apply. Consent is not a condition of purchase«. Det rapporterer fans på Reddit.
Man kan skrive til nummeret via sms eller WhatsApp, hvilket aktiverer automatiserede beskeder »fra Billie Eilish«.
Mon der er flere af den slags påskeæg gemt på albummet?
5. Det er et »album-ass album«
I førnævnte Rolling Stone-interview kaldte Billie og Finneas ‘Hit Me Hard and Soft’ for et »album-ass album« og understregede, at de derfor ikke syntes, at det gav mening at udsende singler forud for udgivelsen.
De er klare i mælet om, at det ikke er et konceptalbum, men man kan mærke antydninger af et løst narrativ. Tidligt på albummet er der begær (‘Lunch’), der udvikler sig til forelskelse (‘Birds of a Feather’), og det kulminerer i besættelse (‘L’Amour De Ma Vie’), før den står på refleksion og fortrydelse (‘Bittersuite’, ‘Blue’).
Sangene kommer også med mange eksplicitte referencer til hinanden, der dermed binder værket sammen. På ‘Birds of a Feather’ synger Eilish »if I’m turning blue«, hvilket føles som et setup til afslutteren ‘Blue’. På ‘Bittersuite’ synger hun om en »L’amour de ma vie«.
Afslutningsnummeret ‘Blue’ har et helt vers, der udelukkende er bygget op omkring referencer til linjer fra andre sange på albummet. Den slags kontekst får man ikke med, hvis man bare lytter til udvalgte numre isoleret.
Soundvenues anmeldelse af ‘Hit Me Hard and Soft’ lander på mandag.