Albumtitlen kommer fra en misforståelse omkring en synth
Albumtitlen ‘Hit Me Hard and Soft’ blev annonceret den 8. april sammen med udgivelsesdatoen og albummets artwork, og Eilish har delt nogle af tankerne bag titlen i et interview med Angie Martoccio fra Rolling Stone – det i skrivende stund eneste interview med Eilish om det kommende album.
Her lyder det, at titlen stammer fra en samtale, Eilish havde med sin storebror og musikalske samarbejdspartner Finneas, »hvor hun fejlagtigt troede, at der var en synth i Logic Pro, der hed ‘Hit Me Hard and Soft’«
I interviewet udtaler Billie følgende om misforståelsen: »Jeg syntes, det var sådan en perfekt indkapsling af, hvad det her album går ud på. Det er en opfordring til at gøre noget umuligt: Du kan ikke blive ramt både hårdt og blødt. Du kan ikke gøre noget som helst hårdt og blødt på samme tid. Jeg er en ret ekstremistisk person, og jeg kan rigtig godt lide, når ting er meget fysisk intense, men jeg elsker også, når ting er rigtig ømme og søde«.
Sangtitlerne hinter om Miyazaki og fransksproget kærlighed
Nogle af sangene har Eilish enten delt smagsprøver på eller fortalt lidt om, men med andre er selve titlerne vores bedste bud på, hvordan de lyder.
‘Chihiro’ må umiddelbart være opkaldt efter hovedpersonen i Hayao Miyazakis animationsklassiker ‘Chihiro og heksene’ – en coming-of-age-film, der handler om at blive kastet ud i en uvant situation, hvor man pludselig skal lære at gå fra barn til voksen. Den tematik må være ganske genkendelig for en kunstner som Eilish, der blev superstjerne som teenager.
En anden spændende titel er ‘L’Amour De Ma Vie’, der betyder »mit livs kærlighed« på fransk – og afslutteren ‘Blue’ er jo opkaldt efter farven, der også dominerer albummets undersøiske artwork.
Billie har ikke lyst til, at du lytter til sangene uden kontekst
Allerede da Eilish annoncerede albummet, var hun klar i mælet om, at hun ikke havde i sinde at udgive nogen singler. Det valg forklarer både Finneas og Billie i Rolling Stone-interviewet, hvor de kalder det for »an album-ass album« – altså ikke et decideret konceptalbum, men stadig et auteur-værk, hvor alle sangene er tænkt som en del af en helhed.
Finneas fortæller: »Jeg elsker at blive smidt ind i et univers på et album – når man finder et helt værk, som man elsker fra top til tå. Jeg bliver så meget lykkeligere, end når jeg hører en stærk sang, når man er sådan ‘åh, wow, jeg kan lave hele min aftensmad, mens jeg lytter til det her album«.
Eilish forklarer i interviewet om fraværet af singler: »Jeg kan ikke lide singler fra album. Hver gang en kunstner, jeg elsker, udgiver en single uden albummets kontekst, er jeg tilbøjelig til at hade det. Jeg kan virkelig ikke lide, når ting mangler deres kontekst. Det her album er som en familie: Jeg har ikke lyst til at se et lille barn i midten af lokalet for sig selv«.
Der er sange om både kropsidealer og Billies seksualitet
Billie og Finneas spillede albummet i sin helhed for Martoccio, som i interviewet dog holder sig til at fortælle om det lyriske indhold på albummets to første sange. Åbneren ‘Skinny’ handler ifølge Martoccio om »den udbredte misforståelse om, at vægttab er lig med lykke«.
Andet nummer, ‘Lunch’, handler om, at Eilish er så lun på en pige, at hun sammenligner det at have sex med hende med at fortære et måltid. Finneas fortæller om dengang, de spillede den bid af nummeret for Interscope og bevidnede teamet ændre, hvordan de sad på deres stole.
Eilish fortæller i interviewet, at den sang faktisk er »en del af det, der hjalp mig med at blive til den, jeg er. Jeg skrev noget af den, før jeg nogensinde havde lavet noget med en pige, og så skrev jeg resten bagefter. Jeg har elsket piger hele mit liv, men jeg har bare ikke fattet det – før sidste år, hvor det gik op for mig, at jeg havde lyst til at have mit ansigt i en vagina«.
Overordnet kommer albummet til at være ærligt og personligt, fortæller Billie i interviewet: »Jeg føler, at det her album er mig. Det er ikke en rolle. Det føles som ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’-udgaven af mig. Det føles som min ungdom og den, jeg var som barn«.
Albummet lyder af ‘What Was I Made For’, indtil tæppet bliver revet væk under dig
Åbningsnummeret ‘Skinny’ har ifølge både Martoccio og Finneas en lyd, der klinger meget af sidste års Oscar-vindende hit ‘What Was I Made For?’. De to sange var faktisk skrevet tæt op ad hinanden – søskendeparret havde en skriveblokade, som ‘Skinny’ fik dem ud af, før ‘What Was I Made For?’ derefter blev klar.
Finneas siger dog i interviewet, at resten af albummet ikke lyder sådan: »Det sjove ved at starte albummet med [‘Skinny’] er, at det er et falsk løfte. Hvis du husker ‘What Was I Made For?’ og så hører [‘Skinny’], så tænker du ‘ah, ok, jeg forstår den her verden’. Men så kommer trommerne [på andet nummer, ‘Lunch’], og det er virkelig et dræb-hovedpersonen-type beat«.
‘Lunch’ beskriver Martoccio som »en sexet, bastung banger«, og vi er faktisk så heldige, at Eilish har spillet en lille forsmag under et dj-sæt på Coachella, hvis du vil høre den spicy basgang.
Samme sted har Billie spillet ‘L’Amour De Ma Vie’, der er en Charli XCX-kanaliserende klubbanger sovset ind i kraftig autotune:
‘Chihiro’ blev også spillet samme sted, og lydbidden starter med at klinge lidt af Billies ‘Therefore I Am’, før den går fuld EDM ikke ulig den lyd, The Weeknd har flirtet med de seneste år:
Lyden peger tilbage mod Eilishs debutalbum
Det er jo mange forskellige lyde, der så er på spil. Og når det er et dj-sæt, kan det jo sagtens være, at der er pillet lidt ved mixet, så tag alle disse previews med et gran salt. Men hvordan lyder pladen overordnet?
Finneas fortæller, at albummet ikke blot tematisk, men også sonisk peger tilbage til Eilishs debutalbum: »Der er idéer på dette album, der er fem år gamle, og det besidder en fortid, som jeg rigtig godt kan lide. Når Billie taler om ‘When We All Fall Asleep’-æraen, er det den her teatralskhed og det her mørke. Hvad er det, som ingen er nær så god til, som Billie er? Det her album udforsker det, vi er bedst til«.
Martoccio fortæller, at Eilish også bringer en mere bragende vokal frem flere steder på albummet, ikke ulig titelnummeret fra ‘Happier Than Ever’: »Hun giver den fuld gas på adskillige sange, hvilket bør lukke munden på alle der påstår, at ‘hun bare hvisker’«.
Kun fem musikere medvirker på albummet ud over Billie og Finneas: Trommeslageren Andrew Marshall, der også er Billies faste livetrommeslager, og strygerkvartetten Attaca Quartet, hvis lyd ifølge Martoccio er »den røde tråd på ‘Hit Me Hard and Soft’, et intenst omend forsigtigt – eller, hard and soft – element, der binder de ti tracks sammen med et strygermotiv, der dukker op i starten, slutningen og midten af albummet«.
Det er alt, vi ved forud for udgivelse – og så er det ellers bare om at vente tålmodigt til på fredag.