ANALYSE. Som popelsker kommer du ikke til at gå sulten gennem 2024, hvor forrådskammeret løbende fyldes op med udgivelser fra en perlerække af verdens største popkunstnere.
Særligt her i foråret har der nærmest ikke været en eneste fredag, hvor man ikke har kunnet mæske sig i udspil fra mastodonter som Ariana Grande, Beyoncé og senest Taylor Swift, mens også 00’er-legender som Justin Timberlake, Shakira og Jennifer Lopez har været på banen. I maj er det så Dua Lipa og Billie Eilishs tur.
Der er ikke som sådan noget mærkeligt i, at foråret er særligt udgivelsestungt. Det er som regel her, kunstnerne spekulerer i at placere deres nye materiale frem mod sommerens hits, festivaler og turnéer. Men udbuddet er alligevel ekstremt i år – og det stopper heller ikke med foråret.
For til juni og september venter Charli XCX og Lana Del Rey i kulissen, ligesom der går rygter om, at både Lady Gaga, Camila Cabello, Lil Nas X og Halsey også melder sig under albumfanerne senere på året.
Nu er jeg ikke markedsføringsekspert, men for mig giver det dårlig mening, at de mange album skal kæmpe til døden om vores sparsomme opmærksomhed i en form for Hunger Games.
På TikTok er jeg eksempelvis stødt på mange, der rangerer, hvor meget (eller lidt) de glæder sig til hvert album, hvilket på alle måder understreger, at man må rationere sin begejstring, hvis der skal være nok til alle. For slet ikke at nævne de mange nye artister, for hvem det er så godt som umuligt at få ørenlyd midt i giganternes kamp.
Men hvorfor har verdens største popstjerner pludselig besluttet sig for at udgive deres album oveni hinanden?
Alle vil være poppens Beethoven
Da Beyonce udgav sit selvbetitlede album ud af det blå i 2014, hed det sig, at det »ødelagde internettet«. Men den tid, hvor et album på den måde kan rydde fladen, er ovre for langt de fleste popkunstnere – måske lige med de nævneværdige undtagelser Taylor Swift og Beyoncé, der traditionen tro høster et hav af streamingrekorder for henholdsvis ’The Tortured Poets Department’ og ’Cowboy Carter’ as we speak.
I vor tid har albummet imidlertid fået et nyt formål.
Hvor det i 90’er og 00’ernes poplandskab essentielt var et nødvendigt fartøj for singler, fordi pladsen på en cd helt lavpraktisk skulle udfyldes, er det i dag et format, som giver mulighed for at realisere kunstneriske visioner, introducere nye æraer eller fortælle større sammenhængende historier.
Det er med andre ord et kunstværk, hvilket er helt nødvendigt for stjernerne i en tid, hvor popgenren efterhånden har opnået den kunstneriske legitimitet, der ikke var den forundt indtil langt op i 10’erne. Et album er med andre ord en popstjernes skæbnesymfoni – det er stedet, hvor man har chancen for at cementere sig som en legende med et magnum opus a la Beethovens 5.
Men sådan en legendestatus er hurtigt glemt og skal konstant vedligeholdes med nye album, der kan minde om den kunstneriske formåen, når kollegaer eller måske rettere konkurrenter konstant står på spring for at overtage den evigt skiftende dagsorden.
Samtidig kan der også være en vis spekulation i, at de mange album faktisk får et fælles boost af at blive sammenlignet med hinanden. Konkurrencen sikrer streams og opmærksomhed – også selvom man i sidste ende taber opgøret. Der findes som bekendt ingen dårlig omtale.
Kun to sejrherrer
Men der kan alligevel kun være én – eller måske snarere to – sejrherrer i poppens Hunger Games. Så hvem vinder i 2024?
Mens Beyoncé og Taylor Swifts album begge har slået streamingrekorder og har skabt omfattende debat i både de traditionelle medier og på de sociale af slagsen, er dødskanonen hurtigt blevet skudt af for de øvrige album i arenaen.
Så snart udgivelsesugen med en obligatorisk optræden hos SNL var overstået for Ariana Grande, var ’Eternal Sunshine’, som ganske vist stadig er at finde lige på kanten af top 10 på album- og singlecharten hos Billboard, på vej ud af den kollektive bevidsthed – godt hjulpet på vej af Universal Musics beslutning om at fjerne albummet fra TikTok.
Justin Timberlake fik dødsstødet af anmelderne for sit comeback med ’Everything I Thought It Was’, som nærmest røg lige så hurtigt ude af albumlisten, som det var kommet ind. Han har ganske vist udsolgt to koncerter i Royal Arena til august, men det er nok næppe det nye album, der har hevet folk til billetlugerne.
Jeg har ikke hørt nogen tale om Shakiras ganske vist spansksprogede ’Las Mujeres Ya No Lloran’ selv efter hendes enorme virale succes med disstracket ’Bzrp Music Sessions, Vol. 53’ sidste år, mens Jennifer Lopez’ comeback-album ’This Is Me … Now’ mest har trukket sporadiske overskrifter for sit meme-potentiale og sin cringe-faktor.
Selvfølgelig har det også noget at sige, at musikkens kvalitet absolut ikke har været høj hos især Timberlake og Lopez, ligesom de måske efterhånden er langt forbi deres velmagtsdage.
Men både Taylor Swift og Beyoncé har også lange karrierer bag sig, og jeg er næsten sikker på, at uanset hvad de besluttede sig for at udgive lige nu, så ville det efterlade vedvarende aftryk i vores ultrapluralistiske popkultur, hvor den ene trend ellers hurtigt overtager den anden. Det skal både BeyHiven og de mange Swifties nok sørge for.
Faktisk har Taylor Swift i skrivende stund intet mindre end 10 album på Billboards albumchart (og det er vel at mærke før, ’The Tortured Poets Department’ uundgåeligt stryger direkte ind på førstepladsen i denne uge), mens Beyoncé stadig topper country-listerne med ’Cowboy Carter’, som det hele tiden har været planen.
Ingen andre popstjerner kan mønstre i nærheden af samme kulturelle gennemslagskraft lige nu, og derfor tegner det heller ikke nødvendigvis lovende for Dua Lipa, der 3. maj udgiver sit tredje album, ’Radical Optimism’.
I løbet af de sidste år har briten sluppet de tre meget enslydende singler ’Houdini’, ’Training Season’ og ’Illusion’, som alle fortsætter, hvor ’Future Nostalgia’ slap med den bastunge, 80’er-klingende dansemusik. Man sidder dog mest af alt tilbage med fornemmelsen af, at man har set hele filmen i traileren så at sige.
Det er straks sværere at spå om Billie Eilishs ’Hit Me Hard and Soft’, der udkommer 17. maj. Eilish har kørt den mystiske stil, hvor vi ikke har hørt noget fra albummet på forhånd, ligesom hun har for vane at arbejde mere fortællende og værksorienteret på sine album end Dua Lipa. På den måde kan hun ende med at blive et wildcard i albumdysten, og måske kan hun endda give Swift og Beyoncé kamp til stregen.
Alt kan ske i det nådesløse popår 2024. Så knæk og bræk til både Dua Lipa, Billie Eilish og de næste tributes i rækken.
May the odds be ever in your favor.