‘Eternal Sunshine’: Ariana Grande bortforklarer sine følelser med selvhjælpssprog fra TikTok
Hvis du som jeg har en forkærlighed for popkulturelle memes, vil du utvivlsomt i tidens løb have set op til flere jokes om Ariana Grandes manglende evne til at artikulere.
Bevares, der kan aldrig herske tvivl om, hvor fabelagtig en vokalist Grande er, men man fornærmer næppe nogen ved at påpege, at det sommetider har været vanskeligt at forstå, hvad hun sang.
Det er ikke længere tilfældet. Efter at have medvirket i en filmatisering af den berømte Broadway-musical ‘Wicked’ står hver eneste stavelse, der undslipper Grandes strube, fuldstændigt skarpt og tydeligt frem. På hendes nye album, ‘Eternal Sunshine’, er du aldrig i tvivl om, hvad hun synger.
Det er ellers ikke, fordi det tidligere har været uinteressant at høre, hvad Grande havde på hjerte.
På de tidligere udgivelser ‘Sweetener’ og ‘Thank U, Next’ brugte Grande popmusikken som et slags udsigtstårn, hvorfra hun i fugleperspektiv forsøgte at danne sig et overblik over sit liv, efter en række tragedier havde vendt det fuldstændigt på hovedet: et rædselsfuldt, dødeligt terrorangreb på en af hendes koncerter; en ekskærestes alt for tidlige og meget pludselige død; en ekstremt medieomtalt forlovelse, der endte i et lige så medieomtalt brud.
Resultatet var to utroligt gribende plader, der ikke blot var præget af en poetisk nerve og en følelsesmæssig dybde, men også en humor, som ellers har været fraværende på Grandes album – både før og siden.
Ariana Grande kunne have gjort noget lignende på ‘Eternal Sunshine’, der også ankommer efter et meget tumultarisk år i hendes liv. Efter et to år langt ægteskab blev hun i 2023 skilt og fandt sammen med sin ‘Wicked’-kollega Ethan Slater, der i den forbindelse forlod både kone og barn. Selv Grandes fans var ikke sene til at dømme hende som en homewrecker. Skilsmissen, det nye forhold og den offentlige fordømmelse kunne der være kommet et interessant album ud af.
Men ‘Eternal Sunshine’ er ikke det album. Derimod har vi her at gøre med det musikalske produkt af det pop-psykologiske terapisprog, der i løbet af de seneste år har gjort sit indtog på både sociale medier og i tv-serier.
Grande synger om at »self-soothe«, om at beskytte sin energi og om at være sit mest autentiske selv. Hun rimer »therapy« på »codependency«, sampler gammelkloge visdomsord fra sin bedstemor og overlader en interlude til YouTube-astrologen Diana Garlands, der forklarer, hvilken betydning det har, at Saturn efter 29 år har bevæget sig hele vejen rundt om solen og nu igen står, hvor den stod, da Grande blev født.
Det er sigende, at pladen har hentet sin titel fra Michel Gondrys sci-fi-romance ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’, der omhandler to ekskærester, der får mindet om hinanden slettet fra deres hukommelser, så de ikke skal leve med den smertefulde erindring om det traumatiske brud.
Ligesom filmens to hovedpersoner foretrækker Grande lyksalig apati fremfor at dvæle ved de vanskelige følelser. Sådan har jeg det egentlig også selv, men jeg er ikke sikker på, at det er vejen til interessante popsange.
Jeg fik allerede bange anelser, da førstesinglen ‘Yes, and?’ udkom tidligere i år. Sangen, der lyder som en stivbenet udgave af Madonnas ikoniske ‘Vogue’, var ikke meget mere end en tom beholder for en – ganske vist velfortjent – fuckfinger til alle internettets brokkerøve og sladderhanke. »Why do you care so much whose dick I ride?« lyder en allerede legendarisk linje.
Så slemt er resten af albummet ikke. Det er derimod behageligt på en måde, der bedst kan sammenlignes med at være bedøvet med æter. Så behageligt, at min hjerne har det med at filtrere det fra, når jeg lytter til det, ligesom den gør det med den bekymrende højlydte summen fra mit nye køleskab.
Det ændrer et par gode sange ikke ved, men de er der selvfølgelig, som de altid er på et Grande-album. ‘Bye’ er en discobanger med et unægteligt hitpotentiale, mens ‘True Story’ har en finurlig, snørklet melodi, der ikke er til at stå for. Balladen ‘I Wish I Hated You’ lyder med sine meditative, rislende synthflader som en Imogen Heap-sang, hvilket altid er en god ting.
»I rearrange my memories / I try to rewrite our life / But no matter how I try […] I wish I hated you / I wish that weren’t true«, synger hun på sidstnævnte. Små fine sætninger, der med få ord indkapsler den ambivalens og kompleksitet, som resten af albummet så desperat savner.
Hvis bare Grande oftere som her turde stå ved sine følelser fremfor at forsøge at bortforklare dem med selvhjælpssprog fra TikTok.
Kort sagt:
Ariana Grandes ‘Eternal Sunshine’ er behagelig baggrundsmusik, men det overfladiske terapisprog lever ikke op til den følelsesmæssige kompleksitet, hun har mønstret på tidligere album.