Ariana Grande fik snakket om mere end bare sit kommende album, da hun tidligere på ugen var med i ‘The Zach Sang Show’.
Her satte Grande nemlig ord på de rygter, der sidste år florerede om, at popstjernen havde en affære med kollegaen Ethan Slater under optagelserne til filmen ‘Wicked’.
Men ifølge Grande er der mange detaljer, offentligheden ikke kender til.
»Det her er, hvad tabloiderne gør ved mennesker – især kvinder – baseret på, om vi kan lide personen. Vi efterlader selektivt plads til menneskelighed, til nuancer«, siger Grande i interviewet.
»Vi har ikke nok tid. Vi har ikke brug for at gå i detaljer, men selvfølgelig er der en umættelig frustration, en helvedes følelse, når man ser folk misforstå de mennesker, du elsker, og dig selv«.
Om hendes kommende album kan Grande desuden fortælle, at det på én gang »siger alt og ingenting« om situationen.
»Jeg finkæmmede det for at sikre mig, at det var, hvad jeg havde til hensigt. Jeg havde nogle sessioner, hvor jeg helt bestemt skrev mere emotionelt og mere reaktivt«, forklarer hun.
‘Eternal Sunshine’, som det nye album hedder, udkommer den 8. marts.