Kristian Karl: Okay, Malthe, jeg tillader mig lige at kridte banen op her.
2024 er i gang, det er et nyt år, og verdens popstjerner stimler sammen i arenaen ‘Hunger Games’-style for at dyste om, hvem der er den sidste popstjerne left standing.
I dag melder to modige tributes sig på banen med nye singler i form af Ariana Grande og Lil Nas X, og for begge er der meget på spil.
Ariana Grande har ikke udgivet en solosingle siden 2020, og hun har haft et hårdt 2023 med både utroskabsrygter og en masse uønsket opmærksomhed omkring hendes tilsyneladende vægttab.
Lil Nas X skal derimod, endnu engang, bevise, at han er lige så interessant som musiker, som han er som meme, kulturpersonlighed og troll.
Lad os starte med… *flipper en mønt*… Ariana!
Malthe Hjort: Det første, der slår mig, når jeg lytter til ’Yes, and?’, er, hvor gammeldags det hele lige pludselig føles. Vi snakker en svinedyr Max Martin-produktion. Et budskab om være tro mod sig selv. Nå ja, og så et house-beat, der lyder mistænkeligt meget som Madonnas ’Vogue’…
Kristian Karl: Jeg er mere overrasket end dig! Jeg tænkte, at det klart var en post-’Renaissance’-sang det her, og det album trak jo også tråde til ‘Vogue’-æra Madonna. ‘Vogue’ er brønden, de begge drikker af.
Det havde jeg ikke regnet med fra Ariana Grande, som jeg (især i nyere tid) mere forbinder med r’n’b, afdæmpet pop, sikre valg. Hun er full-blown diva her, og hun sabler både kritikere og giver selvhjælpscitater, der er lige til at klistre på køleskabet.
Tag din læbestift på! Sig det »with your chest«! Fuck alle, der havde noget at sige om, at hun angiveligt havde en affære med en gift mand i 2023! Selv titlen, ’Yes, and?’, giver mig flabede ’Thank U, Next’-vibes. Jeg ved ikke, om det hele virker, men jeg kan lide energien.
Hvordan synes du, ‘Yes, and?’ fungerer som clap back? Og, endnu vigtigere, fungerer den overhovedet som sang?
Malthe Hjort: Som clap back fungerer den glimrende. »Why do you care so much whose dick I ride?« kan meget vel være årets bedste linje indtil videre. Men hvad angår selvhjælps-citaterne er det en anden snak. De kommer i hvert fald ikke til at hænge på mit køleskab. Jeg får Taylor Swifts ’You Need to Calm Down’-vibes på den ufede måde.
Som sang er jeg splittet. Selvfølgelig er det en post-’Renaissance’-sang, men uden Beyoncés frådende energi. Jeg er ikke sikker på, at Arianas notorisk kølige stil passer lige så godt til klubgenren. Men jeg elsker flabetheden, akkurat som jeg gjorde det på ’Thank U, Next’.
Og så til millionspørgsmålet: Tror du, ’Yes, and?’ bliver et hit?
Kristian Karl: Oof. Når man går efter ’Break My Soul’ og ender med at lave ’You Need to Calm Down’? Hårdt! Jeg vil dog mene, at intet her er helt så slemt som »why are you mad, when you could be GLAAAD?«.
Men jeg er enig i, at Ariana ikke formår at stjæle scenen som Beyoncé. Hun er knap så kommanderende, hvilket spænder lidt ben for ballroom-ambitionerne.
Jeg tror ikke, det bliver det helt store hit, også fordi der er ukarakteristisk lidt i forhold til store omkvædslinjer, hvilket undrer mig, nu det er Max Martin – den menneskelige hit-algoritme – bag producerknapperne. Medmindre vi får et remix med Madonna, Lady Gaga og Beyoncé. Hvad siger din hit-radar?
Malthe Hjort: Ja, spot on. Styrken ved ’Renaissance’ er, at Beyoncé tvinger dig ud på dansegulvet, uanset om du vil det eller ej. Det samme kan sådan set siges om Madonnas ’Vogue’ for nu at gå full circle. Med ’Yes, and?’ spørger Ariana Grande høfligt, om du vil med hende ud at danse. Og hvis du ikke vil, er hun egentlig også ret ligeglad.
Jeg spår dog et lille hit. Omkvædet klæber måske ikke som superlim, men det er stadig mere fængende end det meste af ’Positions’ fra 2020. Og så er der jo gået mere end tre år siden sidste single. Verden savner hende!
Kristian Karl: Okay, dermed videre til anden sang på menuen. Lil Nas X’ ‘J Christ’. Er du varmere på den?
Malthe Hjort: Som meme eller som single?
Kristian Karl: Det er, som altid, spørgsmålet med Lil Nas X! Lad os være seriøse og sige: Som single.
Malthe Hjort: Som single har jeg rigtig svært ved at abstrahere fra, hvor meget beatet lyder som Kendrick Lamars ‘Humble’… men hey, »Bitch, I’m back like J Christ« er en bar. Hvad synes du?
Kristian Karl: Er det en bar, tho? Det er en okay linje, men grundlæggende er Lil Nas X ikke en specielt god eller original rapper. Teksten er så generisk, at det lyder som AI. »We only settle when it’s settlements« er i hvert fald ikke en bar. Det er ikke engang et ordspil.
Så er der denne: »Which way that we going / hm… / this way«. Har Lil Nas X skrevet den her sang, mens han var faret vild i en fremmed by og forgæves forsøgte at afkode sin GPS?
Det lyder, som har han fået ghostwriter-hjælp af den tidligere samarbejdspartner Jack Harlow, og det er ikke en kompliment.
Okay, jeg trækker lige vejret.
Malthe Hjort: Ja, tag lige en slapper! Men det er ikke forkert. Lil Nas X har altid været en bedre popstjerne, end han har været en rapper. Og en endnu bedre troll.
Måske er det også derfor, at ‘J Christ’ fungerer bedst som, ja, et meme. Især videoen, der virker som ‘Montero 2.0’, men som samtidig tvister formlen en smule. Ikke længere bare satanisk, nu også gudsbespottelig. Det skal nok få det konservative USA op i det røde felt, hvilket helt sikkert også er målet.
Alligevel kan jeg ikke slippe følelsen af, at Lil Nas X allerede har gjort det her før. Både musikalsk og tematisk. Jeg havde forventet mere af en så karismatisk karakter.
Kristian Karl: Jeg sidder med samme følelse. Han har jo allerede trollet det kristne USA med ‘Montero’, hvor han gav Satan en lapdance. Så er det ikke helt lige så banebrydende, at han nu spiller basket med djævelen.
‘J Christ’ fejler som meme, fordi det forbryder sig mod formatets vigtigste regel: Der er ikke noget nyt her. Det er som at få fortalt en joke, man godt kender. Så ja: Den her sang gør intet for mig. Har du stadig håb for Lil Nas X’ nye musikalske æra efter den her?
Malthe Hjort: Han kunne helt sikkert være kommet bedre fra start. Men Lil Nas X har det jo med at overraske. Hvem havde ikke spået ham til at blive et one-hit wonder efter ‘Old Town Road’? Debutalbummet tog også fusen på mig. Vi må vente og se.
Kristian Karl: Hvilken af sangene er bedst? Og synes du, de siger noget om, hvor popmusikken er på vej hen i 2024?
Malthe Hjort: De siger i hvert fald noget om, hvor forskelligt det at være popstjerne kan se ud i 2024. Ariana Grande er den klassiske model, der aldrig går af mode, mens Lil Nas X er den edgelord-agtige internetudgave, der virker lige nu. De repræsenterer hver sin ende af spektret.
I forhold til at kåre en vinder vil jeg sige, at det er en snæver sejr til Ariana Grande. Men ingen af dem rammer ligefrem bullseye. Det bliver næppe de her singler, der vælter dronning Swift af tronen. Har du en favorit?
Kristian Karl: Klar sejr til Ariana Grande for mig. Også fordi jeg elsker, at tidens popstjerner går så elektronisk til værks. Men ja, ingen af de her to sange er nok til at vinde popmusikkens ‘Hunger Games’ i år. Taylor Swifts trone er sikker.
I hvert fald indtil Dua Lipa kommer med sit Kevin Parker-producerede album…