Tidligere på ugen kom det frem, at Ariana Grande og ægtefællen Dalton Gomez ifølge kilder var gået fra hinanden, efter at Grande blev spottet til en Tenniskamp uden sin vielsesring.
Nu er der yderligere nyt om Grandes datingliv. TMZ og People rapporterer nemlig begge, at Grande dater musicalskuespilleren Ethan Slater. Slater er også netop gået fra sin ægtefælle, sangeren Lilly Jay, som han havde været gift med i over fire år.
Ethan Slater er her og nu bedst kendt for sin Tony-nominerede hovedrolle i forestillingen ‘SpongeBob SquarePants: The Broadway Musical’, men til næste år er han filmaktuel med filmatiseringen af musical-succesen ‘Wicked’, som Ariana Grande også medvirker i.
Slater spiler Boq, en munchkin, der senere bliver til ‘Oz’-universets ikoniske blikmand. Boq er i ‘Wicked’ forelsket i figuren Galinda, der senere bliver til Glinda the Good Witch – og ganske poetisk bliver Galinda spillet af netop Grande.
Liv imiterer nogle gange kunst – lad os håbe, at Slater dog ikke i virkelighedens verden bliver forhekset og placeret i en krop lavet af blik.