Cynthia Erivo giver oprejsning til Glinda/Elphaba-shippere med ‘Wicked’-parodi

Cynthia Erivo giver oprejsning til Glinda/Elphaba-shippere med ‘Wicked’-parodi
'Wicked: For Good'. (Foto: PR)

Shipping. Ikke det, firmaer som Mærsk praktiserer, men den ældgamle fan-dyd at drømme om at se to figurer fra et fiktivt univers (eller fra tid til anden endda virkelige mennesker) ende i et romantisk forhold med hinanden – et relationship, deraf shipping.

Fans af musicalhittet ‘Wicked’ har i årevis dyrket den umiskendelige kemi mellem forestillingens to hovedroller, Glinda og Elphaba, og denne længsel efter at se de to hekse ende sammen, blev ikke mindre, da den todelte filmatisering bragte musicalen til biograflærreder verden over. Blandt andet fordi kemien mellem de to figurer var vækket godt til live af hovedrolleindehaverne Cynthia Erivo og Ariana Grande.

Hverken i filmen eller i teatermusicalen ender de to hekse sammen, men da Cynthia Erivo i går optrådte som gæst i ‘SNL UK’, var der en sketch, der endelig gav Glinda/Elphaba-shippere det, de har drømt om. Men dog i en noget anden indpakning.

Sketchen hedder ‘Nigerian Wicked’, og her spiller Cynthia Erivo ikke Elphaba, men derimod Glinda, mens Elphaba-rollen bliver indtaget af Ayoade Bambgboye. Og her bliver den romantiske kemi mellem figurerne i den grad spillet op med længselsfulde skud af de to hekse, der kigger på hinanden, mens erotiske saxofoner spiller løs.

Derudover tager sketchen kærligt pis på alle stereotyper associeret med nigerianske lavbudget-actionfilm – eller Nollywood, som denne filmverden kaldes.

Parret drager mod LagOz (opkaldt efter den nigerianske storby Lagos), hvor man i centrum finder ‘The Emerald, White and Emerald City’ (et nik til farverne på det nigerianske flag). De håber nemlig på, at den rige troldmand kan hjælpe dem med at få opfyldt deres største ønsker: en Birkin-taske og en »skinny BBL that defies gravity«.

Se hele sketchen nedenfor.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af