‘This Is Me… Now’: Man føler sig som et akavet tredjehjul på Jennifer Lopez’ kærlighedsalbum til Ben Affleck
Bennifer forever.
Det kunne næsten have stået med store, rosenrøde blokbogstaver på albumcoveret til ’This Is Me… Now’, der er det første album i et årti fra Jennifer Lopez (ja, det tillader jeg mig at kalde hende, selvom efternavnet nu officielt er Affleck). Albummet er en fortsættelse af 2002-albummet ’This Is Me… Then’ og kredser – dengang som nu – om Lopez’ forhold til Ben Affleck, som hun efter 17 år har fundet sammen med igen.
Med undtagelse af en enkelt sangtitel har de to album ikke meget tilfælles. ’This Is Me… Then’ nikkede til jazz og funk med ikoniske fløjtehooks og storslåede stryger-ensembler, som smukt viste, at J.Lo gemte på et stort, blødende hjerte under Bronx-attituden. På ’This Is Me… Now’ vil Lopez fortælle, at hjertet blev lappet sammen og aldrig har banket lykkeligere.
Men slutresultatet er blevet en overproduceret kærlighedserklæring, der er lige så hvinende sød som en hel æske valentinschokolader.
Timingen virker ellers helt rigtig. Hitlisterne emmer lige nu af revivals fra millennium-ikoner, som da Kylie Minogue sidste år gjorde stort comeback med ’Padam Padam’, eller da Shakira brød streamingrekorder med sin roast af en studiesession, ’Bzrp Music Sessions, Vol. 53’.
Man kunne håbe, Lopez ville komme med i klubben. Og hun prøver da også at spille med de store millennium-muskler. Titelnummeret slutter af med et forvrænget stemme-sample, der lyder umiskendeligt som afslutningen på Justin Timberlakes ’Cry Me a River’, og ’Rebound’ er som snydt ud af næsen på Destiny’s Child anno 2001.
Men hendes nye udgivelse rummer hverken Minogues vildslupne klub-galskab eller Shakiras hævngerrighed. Numre som ’To Be Yours’, ’Rebound’ og ’Hearts & Flowers’ er proppet til randen i deres produktioner, og indspark med henholdsvis chipmunk-pitchede korsvar, harpespil og en overgjort frasering af 1977-balladen ’Wishing on a Star’ gør det ikke bedre.
Det er svært ikke at blive akavet tilpas på Lopez’ nye skæringer, hvor hun halvfrelst synger om at blive et bedre menneske eller leverer babysprogsrim: »Sitting here alone looking at my ring-ring / Feeling overwhelmed, it wanna make me sing-sing«, lyder det for eksempel i ’Dear Ben Pt. II’. Det havde nok befundet sig bedre i et kærestebrev end i et popnummer, der skal blæses ud til hele verden.
Det er ærgerligt, at Bennifer-fortællingen gribes an på den her ufarlige, pladderromantiske måde. Hvor er fortællingen om at finde sammen igen på trods af en overnysgerrig offentlighed, der (stadig) har snuden langt nede i deres forhold? Hvilke kompromisser skal man indgå efter 17 år fra hinanden? Og hvorfor i alverden får vi ikke mere af den sprøde disco-energi og dovne bas, som serveres smukt med Lopez’ legende vokal på ’Can’t Get Enough’?
Som lytter får man fornemmelsen af at have en venindeaftale, hvor veninden har taget sin fingerflettende kæreste med, som hun bruger hele aftenen på at lovprise og se dybt i øjnene i stedet. Hvor er det skønt, at Lopez har genfundet kærligheden, men hvor er det svært ikke at føle sig som et kæmpe tredjehjul, der egentlig bare skulle være blevet hjemme.
Kort sagt:
Albummet, der kunne have været Jennifer Lopez’ store comeback efter et årtis album-stilhed, lyder mere som en lidt for sød serenade til ægtemanden Ben Affleck. Fremfor dansegulvspop og kæk r’n’b giver hun os en omgang overproduceret pladderromantik og babysprogs-sangtekster.