Tate McRae bliver kørt i stilling som den næste store popstjerne – men ‘Think Later’ er en kæmpe skuffelse
De seneste år har en gruppe af helt unge stjerner gjort mainstream-popmusikken til et usædvanligt spændende sted.
Kunstnere som Billie Eilish, Olivia Rodrigo og PinkPantheress – for blot at nævne nogle af de mest oplagte – har med hvert deres unikke udtryk for alvor gjort det tydeligt, at nutidens unge popstjerner har kunstneriske visioner, agens og noget på hjerte.
Der er ingen tvivl om, at den 20-årige canadier Tate McRae (der i øvrigt fik blandt andre Billie Eilish til at skrive sin gennembrudssingle, ‘Tear Myself Apart’) stiler efter at blive nævnt i samme åndedrag som ovenstående kunstnere, og med den enorme succes, som hendes uimodståelige ørehænger ‘Greedy’ har opnået i år, er hun godt på vej.
McRae bringer på sin vis også noget unikt til det nuværende poplandskab. Musikvideoer og liveoptrædener afslører McRae som en magnetisk performer og en utrolig dygtig danser, der for alvor gør den atletisk udfordrende koreografi til en central del af sin kunstneriske identitet. Britney må være stolt over at se arven fra ikoniske, stramt koreograferede musikvideoer som ‘…Baby One More Time’ og ‘Toxic’ blive videreført.
Flotte musikvideoer og imponerende dansetrin ændrer dog ikke på, at ’Think Later’, McRaes anden fuldlængde, ikke er et godt album.
For det første er der McRaes måde at synge på, der i løbet af et helt album slider på nervesystemet. Det ene øjeblik synger hun med en mut, klynkende mumlen, der minder om en surmulende teenager, der trodsigt svarer sine forældre igen, så snart de har vendt ryggen til og ikke kan høre hende. Når McRae synger, kan jeg næsten se de himmelvendte øjne for mig.
Andre gange synger hun med en så voldsom luftighed, at det lyder, som om selve det at synge er så udmattende for hende, at hun ikke kan gøre det uden samtidig at stønne af anstrengelse. Og endnu andre gange er hendes nasalitet så massiv, at jeg får lyst til at forære hende en god Otrivin – den helt kradsbørstige med mentol.
Et andet skuffende element på ‘Think Later’ er de produktioner, McRae synger over, der ikke ligefrem lyder, som om hun har været nødt til at shoppe i Harrods for at få fat i dem, men mere, som om hun har fundet dem til et ophørsudsalg, hvor hun desværre stod allerbagerst i køen.
Besvares, vi får serveret lidt af hvert i løbet af albummets fjorten sange – lidt TikTok-venlig dance-pop, lidt dyster pop-trap, lidt akustisk lejrbålsguitar til kaffebaren, lidt poppunk, nogle storladne, melankolske ballader – men uanset hvilken stilart, McRae giver sig i kast med, er der tale om den allermest stereotype, fantasiforladte udgave, man kan forestille sig.
Det bliver heller ikke bedre af, at sangenes melodier er så forudsigelige, at man får indtryk af, at det bærende element i sangskrivningsprocessen ikke har været oprigtig inspiration, men sandsynlighedsregning.
Og så er der teksterne. Der er som sådan ikke noget unikt eller nævneværdigt ved dem – hverken godt eller dårligt – men en bestemt gennemgående trope formår alligevel at fascinere mig.
Jeg tænker på McRaes tendens til konsekvent at skildre romantiske relationer som en slags slåskamp i skolegården, hvor folk enten er venner eller fjender. Hvor alting er overlagt, og hvor man lægger skumle, nederdrægtige hævnplaner. Det er en trope, vi kender fra Taylor Swift, når hun er allermindst charmerende. »I hold my grudges like I held you«, synger McRae, og man er ikke i tvivl om, at det passer.
Nøglesangen her er ‘We’re Not Alike’, hvis omkvæd lyder som en række replikker fra ’Gossip Girl’ (om end jeg har set alle seks sæsoner flere gange og kan bekræfte, at det ikke er tilfældet): »She calls herself a girl’s girl, that’s a lie / Said she had my back, but she had the knife / I could never do it once, and she did it twice«.
Alligevel er ‘We’re Not Alike’ – med undtagelse af ‘Greedy’, som vitterligt er en banger – den bedste sang på albummet. Måske fordi bitter forurettelse er en af de få følelser, Tate McRae formår at formidle på en troværdig måde.
Kort sagt:
Anstrengende vokalpræstationer, fantasiforladte produktioner og tekster, hvor Tate McRae mildest talt ikke fremstår særligt charmerende, gør ’Think Later’ til en kæmpe skuffelse. En skuffelse, der kun bliver kun større af, at McRae har så mange indiskutable kvaliteter som performer.