Shakira har udgivet et spansksproget diss-track, og læser man oversættelsen af de hidsige linjer, er der næppe nogen tvivl om, hvem der står for skud: Eksmanden Gerard Piqué – og dennes nye, 23-årige kæreste, Clara Chía Martí.
Efter 12 års ægteskab lod Shakira sig sidste år skille fra Piqué, efter hun opdagede, at den tidligere FC Barcelona-spiller angiveligt havde været hende utro.
Det betaler eksmanden nu prisen for i Shakiras nye samarbejde med den argentiske DJ Bizarrap, ‘BZRP Music Session #53’.
»Du efterlod mig med svigerfamilien som mine naboer / Medier ved min dør og i gæld / Du troede, du sårede mig, men du gjorde mig stærkere / Kvinder græder ikke længere, de indkasserer«, synger Shakira i andet vers.
I omkvædet refererer Shakira til sit storhit ‘She Wolf’ fra 2009:
»En she wolf som mig passer ikke til en fyr som dig / Jeg er vokset fra dig, og det er derfor, du er sammen med en pige, der er ligesom dig«.
Senere i sangen går Shakira desuden til angreb på Piqués nye kæreste.
»Jeg er dobbelt så meget værd som 22 / Du byttede en Ferrari til en Twingo / Du byttede et Rolex til et Casio«, lyder det blandt andet.
Historiens morale: Vær ikke Shakira utro.