‘Hvis du tør at drømme’: Bare én gang vil jeg gerne høre Pil kalde sin ekskæreste en klaphat
Historien om Pil er blevet fortalt mange gange. Ikke mindst i hendes sange, hvor der tit reflektereres over hendes opvækst og hendes identitet.
Hun har aldrig været klassens populære, trendy type. Det var aldrig hende, der blev valgt først. Hun havde i sine teenageår lettere ved at spejle sig i artsy Radiohead end i hitlistepoppen, som masserne var fans af.
Men så hørte hun Medinas ‘Det smukkeste’, der inspirerede hende til at redefinere sin musik. Hun aspirerede ikke mod at være den overtjekkede, nærmest gudelige skikkelse, som Medina er, men en slags pendant, der laver Medina-kanaliserende popbaskere fortalt fra outsiderens perspektiv.
Når Pil er allerbedst, møder vi derfor soveværelsespoppens intimitet og sårbarhed i samspil med klubpoppens nerve og iørefaldenhed. Det sker et par gange på hendes albumtoer, ‘Hvis du tør at drømme’.
Særligt vellykket er radiohittet ‘Dronning af månen’, der fungerer som en slags peptalk til, når man ikke helt tror på sig selv. Versene er stilfærdigt betryggende og bygger flot op til et synthwave-klingende omkvæd, der gør, at man føler, man har en lige så cool udstråling som Ryan Gosling i ‘Drive’.
Pils ofte lidt forsigtige og luftige stemme klæder denne synthwave-agtige lyd eminent. Det er som Chromatics i hitliste-klæder, når lyden er lige i øjet. Når omkvædet til ‘Dér’ starter, og hun slår over til den lyseste del af sit register, mens beatet dunker derudaf, er det en fryd for ørerne.
Pils bedste kvaliteter er, at musikken er relaterbar og velpoleret. Men disse facetter er også de største svagheder ved ‘Hvis du tør at drømme’.
Sangene er alle sammen små vignet-portrætter af en person, man føler, man har mødt – eller måske endda selv har været. Desværre føler jeg ofte, at Pils lyrik bliver så ordinær, at den går fra vidunderligt relaterbar til at være en lille smule banal.
Hvis en af mine bekendte infodumpede om et on/off-forhold, der frustrerede dem, tror jeg ikke, jeg ville føle hverken mere eller mindre indsigt, end når jeg hører Pils ‘Indimellem’. Linjer som »Hvis det bli’r lidt for meget, og du må trække dig / obsesser jeg nok lidt over, om vi så er slut«, føles mere som en hurtig sms end som noget, der er et stort publikum værdigt.
Bevares, det kan også have stor effekt, når man får ufiltreret lyrik, der ikke føles, som om den har været igennem en stor sangskrivningsmaskine. Men der er ikke noget hæmningsløshed til stede.
Jeg vil høre Pil afreagere og kalde sin ekskæreste for en klaphat med et hjerte af is. Eller erklære den store kærlighed på et tidspunkt, hvor det ikke rigtig er hensigtsmæssigt. Men fortælleren i Pils sange er altid for forsigtig og sympatisk til, at hun selv kan være katalysator for dramaet.
Omkvædet til ‘Indimellem’ lyder: »Hvad nu hvis jeg sagde, at jeg var din?«. Men jeg ville ønske, vi kunne droppe det der »hvad nu hvis?«. Sig, du er det, og udforsk konsekvenserne af at gøre det i stedet for blot overvejelserne.
Det er meget sympatisk, at hun på ‘Hvad er der med dig’ oprigtigt prøver at spørge, hvad modpartens problem med relationen mon er – og hendes forvirring er til at tage og føle på. Men hun er en så passiv fortæller, at jeg efter 12 tracks trænger til, at nogen tager tyren ved hornene.
På ‘Please’ bliver subteksten til tekst, idet hun synger om at pakke sig selv ind og ikke vække for meget opsigt, så hun kan passe ind. Albummet har heller ikke de store armbevægelser inden for den lyd, Pil har etableret, og de velpolerede synthlandskaber ender derfor ofte med at føles som baggrundstapet.
Netop derfor er ‘Dronning af månen’ det bedste track på albummet. Den handler om at tage ejerskab over sine handlinger og ikke bekymre sig over, om man træder ved siden af. Det kunne resten af albummet altså godt tage ved lære af.
Kort sagt:
En oversympatisk, passiv fortæller møder nogle virkelig flotte, men ikke videre overraskende synthlandskaber på Pils andet album. I en håndfuld øjeblikke rammer hun en intimitet, der fungerer fornemt, men ikke altid.