‘Vent på jeg revner’: Iomfro fortjener plads i playlister med Eee Gee og Andreas Odbjerg
Allerede på ’Familiesangen’ bliver vi kastet hovedkulds ind i et stykke kompliceret, lyslevende virkelighed. Iomfros debutalbum, ’Vent på jeg revner’, cementerer forsanger og lyriker Alma Kjær Agergaard som en frisk og original stemme fra det første nummer.
Sangens fortæller, der muligvis er 1:1 Agergaard selv, er del af en sprængt familie, og faren har fået ny kæreste. Moren er utrøstelig i telefonen, og samtidig skriver faren i familie-chatten, at han vil have sin datter med på ferie til Italien. Sammen med hans nye kæreste. Der er delikate balancer at navigere i på dette stykke tilbagelænede bossanova-pop, og det kunne næppe være fortalt mere præcist i en novelle udgivet på Gyldendal.
Iomfros debutalbum er, som man allerede kan fornemme, et ordrigt album. Hun stiller sig med stor selvfølgelighed i en dansk alternativ poptradition fra Love Shop og Ibens og frem til Bisse og Guldimund. Det er organisk indie-pop med duft af nordisk skovbund, men samtidig er der pastelfarvede 80’er-synths, der giver sangene en britisk klingende storbymelankoli.
Et andet sted – på den afdæmpede ’Forsinket’ – står en person med sin telefon, og vi får at vide som i en bisætning, at en bekendt fra gymnasiet er gået bort. Det er flygtigt, men rammer alligevel, og det er sådan, vi ofte får besked om triste, tunge og svære nyheder i dag: På de sociale medier blandt striktøj, memes og Aperol Spritz. ’Vent på jeg revner’ er et album om at være 27 år som Agergaard, men det er i den grad også et album om at blive ældre.
Albummet har et myldrende persongalleri: Her er kærester, som går i klimasorggruppe, og de fleste har angst eller går i det mindste til psykolog, da nyhederne om en stadig mere opvarmet verden kan give mentale forfrysninger. »Der er så meget at se til«, sukker hun henført og grundudmattet i ’Sne på en forårsdag (Aktivist)’.
Det betyder dog ikke, at Iomfro nødvendigvis vil være for alle. Der er noget sødmefuldt, koket og naivistisk over hendes måde at frasere på, som vil give hvinende tænder hos dem, der ikke er til alt for meget sukker på deres havregryn. Jeg er personligt også lige på nippet til at melde hus forbi, når Agergaard i sangen ’Forelsket’ »smiler foran spidskål på tilbud og til folk, jeg har mødt i Føtex før«.
Kynikere vil føle maven vende sig lidt. Dobbelttjekke, at albummet ikke er et stykke satire eller underfundig autofiktion a la Anna Juhls ’Min Kamp’. Her og der føler jeg mig også lidt stopfodret af de mange observationer, pointer og hverdags-snapshots. Jeg kunne godt bruge lidt mere musik og lidt mindre Agergaard, selvom jeg til fulde anerkender hendes talent.
’Holder vejret’ virker utilpas ude på dansegulvet og støder lidt rundt uden helt at vide, hvad den skal stille op med sig selv og sit ekko af britisk elektronisk pop fra efterhånden langt tilbage. »Det’ nok, fordi jeg’ lidt for presset lig’ for tiden«, lyder et refræn, der igen går på udmattelse, men som også gør, at nummeret næsten lyder som en undskyldning for sig selv på det musikalske plan.
’Sammenbidte tænder’ er et af albummets bedste numre: Den har et effektivt guitarriff, der straks fanger lytteren ind, og er også en påmindelse om, at Alma Kjær Agergaard kan bide fra sig: Det er ifølge artisten selv en sommersang om hverdagssexisme og konkurrencekultur og har altså en knivspids af arsenik i sin sukkermikstur.
»Han sagde, du er smuk, og du skal vide, at du kan det hele, hvis du virkelig vil, og der blev stuen ubehagelig at være i«, observerer hun intelligent og indigneret. Sangen fortjener plads i en masse playlister sammen med Eee Gee, Annika Aakjær og Andreas Odbjerg. Også ’Weekend’ fortjener al tænkelig rotation med sin vidunderligt bramfri saxofon, der får nummeret til at lyde, som om det er født til spotlyset og de største scener.
På ’Rød mandag’ sidder fortælleren i sin sommerkjole og strikker på en top, og omkvædet handler om at cykle til stranden. Det lyder som ren skandinavisk sommernostalgi, der kunne være hentet fra et af The Cardigans’ tidlige album – indtil man hører linjen »med blod på buksekanten og knuden i maven«, og det går op for én, at sangen handler om en medicinsk abort.
Agergaard kan være lige så brutal, som hun kan være sukkersød, og hun har en beundringsværdig vilje til at kigge tilværelsen lige i øjnene. Jeg håber dog, hendes næste album vil tillade musikken at blive mindre mandsopdækket og måske skære lidt ned på scener og referencer til udsendelser, hun har set på DK4. Til tider kan alt tekstindholdet næsten ikke være i sangene, der kommer til at virke overlæssede med indhold, så de, ja, revner lidt.
Kort sagt:
Iomfros debutalbum er en kompakt sukkerbombe fuld af intelligent lyrik og en del ørehængere. Teksterne tager dog her og der for meget plads fra musikken, og nu og da får man på samme måde som personerne i sangene en længsel efter et lille ånderum.