’Min kamp’: Anna Juul og Veronika Katinkas DR3-serie har jokes, andre danske ungdomsserier kun kan drømme om
Ifølge Anna Juul er det Veronika Katinka Matzen, der har valgt titlen.
‘Min kamp’ refererer til Karl Ove Knausgårds seksbind lange kamp med at være forpint kunstner. En kamp, som narcissisten Veronika Katinka sagtens kan sætte sig ind i.
Veronika Katinka er Juuls alter ego, personificeringen af alle hendes værste sider, som du kender, hvis du har fulgt ’Den Korte Radioavis’ eller læst Politikens kultursektion. Anna Juul har nemlig haft en kometkarriere, siden hun blev en del af forfatterholdet bag Radio24syvs satiresensation, altid fulgt af Veronika Katinka, og de to har skiftevis fortalt om at leve med diagnoserne skizofreni og bipolar lidelse og om møderne med psykiatrien.
I den kaotisk neonfarvede og hurtigtklippende komediedramaserie ’Min kamp’ er Anna Juul manuskriptforfatter, Glen Bay Grant instruktør og Veronika Katinka hovedperson, og på den måde bygger serien videre på den persona, vi har lært at kende på Veronika Katinkas Instagram og digtsamlingen ’Jeg bruger min krop som et møbel’, som alter egoet udgav i 2019.
I serien har hun mødt dokumentaristen Erik (Dulfi Al-Jabouri), som synes, hun er så interessant, at han gerne vil lave en dokumentar om hende »på den vildeste måde, den kan laves på«.
Det går Veronika Katinka med til, så længe filmen utvetydigt handler om hende og hendes kamp for at gå fra at være kendt til at være kendt til af den brede offentlighed og hr og fru Danmark. Men den pitch køber folkene hos DR3 ikke. Der skal være noget på spil, siger de, og de har set hendes Instagram og hendes ærlige posts om psykisk sygdom, og det er den kamp, de gerne vil se.
Men Veronika Katinka er kunstner, det er hendes primære livsvilkår, og i seriens fire afsnit følger vi hendes halvhjertede forsøg på at få sit store gennembrud, mens Erik følger efter hende med sit kamera. En del af serien er de optagelser, Erik laver, hvor Veronika Katinka gør, hvad hun kan for at være det »100 procent ægte menneske«, hun mener, hun er.
Resten af tiden ser vi, hvordan hun lyver om blandt andet at være blevet antaget på Gyldendal og at have taget coke med Karl Williams producer. Hun tager også Erik med til Urban-planen, hvor hun i en efterligning af forfatter Morten Papes baggrund påstår, hun er vokset op.
Og i Arnold Busck får hun en kvinde til at spørge hende, om hun kan tage en bog ned fra øverste hylde, så Erik kan filme, hvordan hun »height-shames«, fordi andre mennesker kun ser hende som en trappestige.
Hun er en wannabe, der er elendig til at kopiere dem, hun gerne vil være, selvoptaget antager, at hun har relevans i alle sammenhænge, og som giver op, så snart hun møder modstand – som når folkene på DR3 ikke synes, at der er nok kamp over at være 180 centimeter høj.
Men modsat andre danske serier lykkes det Anna Juul at skrive en pisseirriterende hovedperson, som er umulig ikke at holde af. Det er nemlig tydeligt, at den, der kan lide Veronika Katinka allermindst, er hende selv, og at det meste af hendes adfærd ikke er egoisme, men selvudslettelse.
Hendes grænseløse søgen efter ny kendisstatus ender i en ekstremt ydmygende situation på et offentligt toilet, hvor hendes opportunistiske kameramand bliver hendes redning.
Juuls sans for komisk timing og velplaceret ironi gør, at serien har velskrevne scener og en mængde af jokes, som det meste andet danske ungdomsfiktion kun kan drømme om. Som da Erik og Veronika Katinka besøger hendes forældre (helt rigtigt omklamrende spillet af Petrine Agger og Ole Boisen) i Gentofte og de tilbagevendende møder hos DR3.
Men hvis folk ikke græder, kan man jo ikke se, de er kede af det, som Veronika Katinka formulerer det i et overraskende ømt øjeblik, lige inden hun står halvnøgen foran en fremmed mand med vigende hårgrænse. Det særlige ved ’Min kamp’ er først og fremmest den komplette ligegyldighed over for DR3-formlen, over for efterspørgslen efter at se folk græde ned i deres iPhones og over for at forklare os på nogen form for simpel måde, hvordan Veronika Katinka har det.
Men hvis vi kan interessere os for psykisk sygdom, når der er sammenbrud, ‘godt tv’ og udleverende selfies, så kan vi også interessere os for det, når det ikke er synligt og sensationelt.
Kort sagt:
’Min kamp’ er sjov, kaotisk og endnu en velskrevet tilføjelse til historien om Anna Juuls alter ego Veronika Katinka.