Beyoncés countryalbum, ’Cowboy Carter, der lander på fredag, kommer på et tidspunkt, hvor der foregår en form for borgerkrig i countrygenren.
På den ene side finder du den konservative MAGA-country – på den anden de progressive country-artister.
Førstnævnte gruppe har stor medvind med sange, der til dels er blevet anklaget for at have slet skjulte racistiske undertoner såsom Jason Aldeans ’Try That in a Small Town’. Sidstnævnte forsøger at skaffe kvinder og sorte lige vilkår i den mestendels hvide, mandsdominerede genre.
Begge parter gør disse dage krav på at definere genren, og det har ført til spændinger, som Beyoncé allerede har fået at føle på sine egne sange.
Da hun i februar udgav singlerne ’Texas Hold ‘Em’ og ’16 Carriages’ nægtede countryradiokanalen KKYC i Oklahoma for eksempel i første omgang at spille dem med den begrundelse, at Beyoncé ikke var country.
Stationen fik hurtigt Beyoncés fans’ vrede at mærke, da lyttere overrumplede dem med klager, hvad der til sidst fik dem til at sætte Beyoncé i rotation.
Men situationen viste alligevel, hvordan visse artister bliver sorteret fra, hvis de ikke passer ind i specifikke kategorier. Der foregår nemlig lige nu en kamp om retten til at definere countrymusikkens fremtid.
Country-kulturkrig
Country-kulturkrigen startede for alvor i 2021.
Midt under Black Lives Matter-protesternes højdepunkt florerede der et klip af countrysuperstjernen Morgan Wallen, der brugte n-ordet. Godt nok blev Wallen siden persona non grata i countryverdenens finere kredse, og har siden fået færre prisnomineringer og radioafspilninger.
Men rent kommercielt spændte klippet ikke ben for Wallens karriere. I stedet steg Wallens salgstal faktisk – en tydelig markering fra hans følgere af, at i country bliver man ikke bare lige sådan ’cancelled’.
Siden da har mainstreamcountry taget en konservativ drejning. I 2023 peakede countrygenrens foreløbige MAGA-ficering, da Jason Aldean hittede stort med nummeret ’Try That In a Small Town’.
I musikvideoen står Aldean foran et domhus i Tennessee hvor lynchinger (hængninger af sorte) har fundet sted. Trump skrev på platformen Truth Social at han så Jason Aldean som »en fantastisk fyr der er udkommet med en god sang. MAGA!!!«
Få uger efter røg countrystjernen Oliver Anthony til toppen af countryhitlisterne – og den amerikanske Billboard-chart –med sit nummer ’Rich Men North of Richmond’.
I teksten beklager Anthony sig over »the obese« der er »milkin’ welfare«, hvilket visse steder blev tydet som en tekst med kodede racistiske undertoner.
Anthony har efterfølgende distanceret sig fra MAGA-bevægelsen, men det ændrer ikke ved, at hans hit var båret frem af et stort konservativt publikum, der spejlede sig i sangen.
Progressive kræfter svarer igen
Til at udfordre mainstream-countrymusikkens højredrejning, er der progressive kræfter, der forsøger at gøre countrygenren mere divers.
I netop countryhovedstaden Nashville forsøger man eksempelvis ihærdigt at ændre på billedet af country som et udelukkende hvidt og mandligt foretagende.
For eksempel blev der i 2023 i Nashville arrangeret store countrykoncerter til støtte for LGBTQ+-personer, og i 2021 begyndte Black Opry, der er et kollektiv bestående udelukkende af sorte countrymusikere, at turnere hele syden.
De seneste år er et stigende antal minoriserede countrystjerner kommet frem. Og mange artister er begyndt at stemple ind i den politiske debat.
Som singer-songwriteren Kacey Musgraves, der råbte »fuck our government« fra Roskilde Festivals Orange Scene i 2022.
Herudover dannedes der i 2019 The Highwomen, en supercountrygruppe bestående af Brandi Carlile, Maren Morris, Amanda Shires og Nathalie Hembres.
The Highwomen synger i klassiske countryvendinger om behovet for mere diversitet i countrygenren: »I want a house with a crowded table«, lyder det på sangen ‘Crowded Table’.
Der er også en artist som Amythyst Kiah, der på blues-baskeren ’Black Myself’ synger: »I pick the banjo up and they sneer at me, ‘cause I’m black myself«.
Netop banjoen, som også optræder på Beyoncés ’Texas Hold ‘Em’, har en stor rolle for især sorte countryartister. For banjoen blev bragt til USA af slavegjorte og er et billede på, at country rent faktisk har rødder i den sorte slavemusik.
Beyoncé som bannerfører
Det har indtil videre været svært for disse mere progressive countryartister at slå igennem for alvor.
Hvide mandlige artister bliver stadig konsekvent favoriseret af de store country-radiostationer, der er magtfulde aktører inden for genren.
I 2020 afslørede en lang række country-radioværter, at det på deres stationer var en uskreven regel ikke at spille to kvindelige artister i træk. Lige nu udgør kvinder blot 11% af afspilninger på country-radio, og sorte kvinder blot 0.3%. Countrymusikkens konservative islæt er unægteligt.
Men nu har Beyoncé placeret sig på de progressive countrykræfters side. Det gjorde hun faktisk allerede, da hun i 2016 samarbejdede med gruppen The Chicks – tidligere Dixie Chicks – på nummeret ’Daddy Lessons’.
The Chicks blev tilbage i 2003 udskældt i countryverdenen, da de dengang kritiserede Irak-krigen. Da Beyoncé og The Chicks optrådte til Country Music Awards i 2016 blev de mødt af kritik fra konservative country-lyttere.
Den oplevelse omtalte Beyoncé for nylig, da hun offentliggjorde coveret til ‘Cowboy Carter’.
»Dette album har været over fem år undervejs. Det blev født ud af en oplevelse, jeg havde år tilbage, hvor jeg ikke følte mig velkommen … og det var meget tydeligt, at jeg ikke var det«, lød det her.
»Men på grund af den oplevelse dykkede jeg dybere ned i countrymusikkens historie og studerede vores rige musikalske arkiv«.
Beyoncé har nu allieret sig med selveste Rhiannon Giddens, der spiller banjo på nummeret ‘Texas Hold ‘Em’. Giddens er en amerikansk multiinstrumentalist, der i årevis har advokeret for, at sorte musikere bør reclaime genrer som bluegrass, folk og country.
Beyoncé har altså slået sig sammen med en af de mest prominente stemmer i den progressive lejr.
Der er et håb om, at superstjernen kan gøre en forskel. Beyoncé kan med sit album komme til at agere som en slags bannerfører for den bevægelse, der udfordrer country-maskinens konservative tilgang, og hun kan give en blåstempling af alt, hvad de i flere år har kæmpet for.
Som musikkritikeren Jon Pareles har skrevet i The New York Times: »På et tidspunkt hvor countrymusik bliver skubbet til at anerkende sine sorte rødder, bruger Beyoncé sin magt til at tvinge døre op«.