TRACK REVIEW. Da Beyoncé i sin tid udgav ‘Break My Soul’, førstesinglen til hendes storroste album ‘Renaissance’, var jeg en lille smule undervældet.
Ikke fordi ‘Break My Soul’ er en dårlig sang, eller fordi den ved første lyt ikke ligefrem osede af hitpotentiale (det er trods alt mange år siden, Beyoncé var nødt til at skrive hits for at forblive relevant).
Det var heller ikke den småironiske kapitalismekritik, der var problemet, om end det altid klinger lidt hult, når en stenrig popstjerne opfordrer dig til at opsige dit job.
Nej, for mit vedkommende bestod skuffelsen i, at jeg ikke var helt solgt på popstjernens kovending mod klubmusik. For at være ærlig var jeg ikke overbevist om, at dunkende 90’er-house klædte hende, og jeg kunne ikke slippe følelsen af, at det hele virkede en anelse … påtaget.
Jeg endte selvfølgelig med at tage grueligt fejl. Albummet var en kunstnerisk triumf, og i den rette kontekst var ‘Break My Soul’ da også en fantastisk sang. Jeg anmeldte selv albummet til fem store stjerner.
Men hvorfor bringer jeg alt det på bane nu?
Fordi Beyoncé har gjort det igen. Til søndagens Super Bowl annoncerede hun et nyt album ved navn ‘Act II’, og ud fra de to singler, hun sidenhen har sluppet, ser det ud til, at opfølgeren til ‘Renaissance’ byder på endnu et markant stilskift.
Twangy banjo og linedance
Ja, den er god nok: Beyoncé er gået country. ‘Texas Hold ‘Em’ og ’16 Carriages’, som de nye singler hedder, er i hvert fald rendyrket countrypop.
Især førstnævnte går til grænsen i sin omfavnelse af genren. Sangen åbner bogstaveligt talt med twangy banjospil. Teksten er pakket med referencer til livet i det vilde vesten – whiskyen, værtshuset, gamblingen – og selve titlen er baseret på en variant af poker.
I virkeligheden burde det ikke komme som den store overraskelse, at det er countrygenren, hun nu omfavner. Lige siden ‘Renaissance’ har hun trods alt dyrket et western-inspireret look med sølvglitrende cowboyhatte og disco-heste, og dette års Grammys var ingen undtagelse.
Desuden er det jo ikke første gang, Beyoncé flirter med country. På ‘Lemonade’-nummeret ‘Daddy Lessons’ skelede hun også til genren, og den sang fik hun endda lov at fremføre med trioen The Chicks (tidligere The Dixie Chicks) til Country Music Association Awards i 2016.
Men de færreste havde nok alligevel regnet med, at hun ville tage den så meget til ekstremer, som hun gør det ‘Texas Hold ‘Em’. Til sidst opfordrer hun endda til en omgang linedance!
Den dramatiske, steelguitar-drevne ballade ’16 Carriages’ følger samme form, om end Beyoncé ikke går helt lige så meget til grænsen her. Ligesom netop ‘Daddy Lessons’ dykker hun ned i faren Mathew Knowles’ utroskab med linjer som »I saw mama cryin’, I saw daddy lyin’«.
Men på ’16 Carriages’ står Beyoncés daddy issues side om side med en anden klassisk country-tematik: Nemlig de hårde kår for arbejderklassen.
»Goin’ so hard, gotta choose myself / Underpaid and overwhelmed / I might cook, clean, but still won’t fold / Still workin’ on my life, you know«, synger hun på et tidspunkt.
Det er jo ren Willie Nelson. Eller er det?
Ikke bare honkeytonk-stiløvelser
På overfladen lignede albummet ‘Renaissance’ en kåd livsfejring, men i realiteten var det et politisk statement. En hyldest til den oversete, sorte dansemusik og ikke mindst den frihedskamp, musikken historisk set har repræsenteret.
Det samme virker til at blive tilfældet med hendes kommende album. For selvom både ‘Texas Hold ‘Em’ og ’16 Carriages’ nemt kan afskrives som letkøbte honkeytonk-stiløvelser, er der selvfølgelig mere på spil end det.
Det er således næppe tilfældigt, at banjoen på ‘Texas Hold ‘Em’ spilles af selveste Rhiannon Giddens – en amerikansk multiinstrumentalist, der i årevis har advokeret for, at sorte musikere bør reclaime genrer som bluegrass, folk og – du gættede det! – country.
Måske er det en lignende mission, Beyoncé begiver sig ud på med ‘Act II’? En slags generobring af honkytonk? Husk på, at countrygenren har rødder i den sorte slavemusik – og at den musik blev spillet på netop banjo.
Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at især ‘Texas Hold ‘Em’ kammer en anelse over. Nummeret er måske ikke nogen stiløvelse, men til tider føles det en lille smule som en parodi.
Desuden har jeg stadig ufatteligt svært ved at købe ind på præmissen om Beyoncé som den legemlige 9-til-5-arbejder, hun iscenesætter sig selv som på ’16 Carriages’ – akkurat som det i sin tid var tilfældet på ‘Break My Soul’.
Men hvis jeg lærte én ting af førstesinglen til ‘Renaissance’, er det, at man skal lade tvivlen komme Beyoncé til gode. Uanset om hun så giver sig i kast med klubmusik, country eller noget helt tredje.