KOMMENTAR. Svævende kæmpeøsters og dansende robotarme. Flyvende heste og en nyhedsudsendelse med bier som værter.
Nej, det er ikke et referat af min seneste feberdrøm eller plotbeskrivelsen af en Hayao Miyazaki-film. Bare en øjenvidneberetning fra sidste uges spektakulære Beyoncé-koncert i Stockholm, der foruden ovenstående gags også talte en 20 meter høj discohest og et væld af underfundige samples.
Det gakkede sceneshow kom som lidt af en overraskelse for mig. Også selvom Beyoncé selvfølgelig langtfra er ene om at skeje ud i en live-setting.
Matty Healy, forsanger i NorthSide-aktuelle The 1975, har eksempelvis for vane at snave sine fans under bandets koncerter – altså når han ikke har for travlt med at spise råt kød og gnubbe sig i skridtet. Så sent som i lørdags stod Harry Styles på scenen Horsens og fremførte en sang om bananer.
At en superstjerne opfører sig mærkeligt til en koncert burde altså ikke komme som en overraskelse. Men det er en overraskelse, at lige akkurat Beyoncé gør det. For er der én ting, Beyoncé aldrig har været, er det freaky.
I hvert fald ikke før nu.
Præsidentiel popstjerne
Beyoncé har været mange ting: Modedesigner, filminstruktør, (stemme)skuespiller. Og så har hun selvfølgelig været en popstjerne.
Hun har bevæget sig fra det mere festorienterede r’n’b-udtryk på Destiny’s Child-pladerne og solodebuten ‘Dangerously in Love’ til en nyfunden skrøbelighed på albumtoeren ‘B’Day’, blot for derefter at forene de to sider af sig selv på opfølgeren ‘I Am… Sasha Fierce’.
Andre gange, som på sit selvbetitlede femte album fra 2013, har hun været et feministisk powerhouse, hvis udtalte kønspolitik mere eller mindre katapulterede feminismen ind i 2010’ernes populærkultur.
Beyoncé har været lidt af hvert. Men aldrig freaky. Snarere tværtimod, faktisk.
I mange år har Beyoncé nemlig frem for alt været præsentabel. Ja, nærmest præsidentiel. Med undtagelse af et par enkelte svipsere som sidste års Dubai-koncert og en række sample-kontroverser i forbindelse med hendes seneste album har hun nærmest aldrig sat en fod forkert.
Beyoncé er noget af det tætteste, vi kommer på en universelt elsket popstjerne, og mon ikke en stor del af det netop skyldes, at hun er så præsentabel. Hun er en slags musikverdenens pendant til Michelle Obama – nem at holde af og umulig at hade.
Den tidligere førstedame er i øvrigt en gigantisk Beyoncé-fan. Og det var da også netop Beyoncé, som i 2013 blev hyret til at synge nationalsangen, da Barack Obama for anden gang skulle indsættes som USA’s præsident.
For nogen kan den slags formentlig virke en tand for stuerent. Måske endda lidt kedeligt. Og er du én af dem, der foretrækker dine popstjerner bare en anelse mere provokerende, har jeg godt nyt til dig.
Lige nu ser Beyoncé nemlig ud til at gennemgå en forvandling – eller skal vi kalde det en renæssance?
‘Renaissance’-effekten
Det er næppe nogen overdrivelse at kalde sidste års ‘Renaissance’ for Beyoncés mest tøjleløse album til dato, og netop derfor føles udgivelsen også som et vendepunkt, hvad angår hendes weirdness.
På overfladen er Beyoncés syvende soloalbum nemlig frem for alt et festalbum. Fuld af sex, sved og dans. Det er på mange måder den diametrale modsætning til det sønderrivende utroskabsnarrativ, der udgjorde fundamentet for forgængeren ‘Lemonade’.
Selvfølgelig er der en politisk agenda at spore i dyrkelsen af overset, sort klubmusik. Men mere end noget andet er ‘Renaissance’ en hyldest til dansegulvet. Til livet. Og selvfølgelig til seksualiteten.
Betyder det så, at Beyoncé forud for ‘Renaissance’ aldrig har sunget om sex?
På ingen måde. De seksuelle tematikker har vejet tungt i Beyoncés musik, lige siden Destiny’s Child i 2001 hittede med ‘Bootylicious’, og bramfriheden nåede nye højder på 2013-albummet ‘Beyoncé’ (»I can’t wait ’til I get home so you can tear that cherry out«, lyder det på sangen ‘Blow’).
Men for mig at se er der alligevel en forskel. For hvor ‘Bootylicious’ blev skrevet som et modsvar på kritikken af hendes vægtstigning, og hvor ‘Beyoncé’-albummet på mange måder er ét langt opgør med den historiske undertrykkelse af kvindelig seksualitet, virker de seksuelle referencer på ‘Renaissance’ langt hen ad vejen ikke til at være et politisk statement.
Det er bare, ja, liderlighed. Og udlægningen er om muligt endnu mere frimodig end tidligere. Tag bare sangen ‘Church Girl’, hvor Beyoncé synger om at give den som thottie og om at ryste sine »tig ol’ bitties«.
Alt dette for at sige, at Beyoncés syvende album er vidunderligt skamløst i sin kådhed på en måde, som hun aldrig har været før. Hun slipper så at sige sin indre freak løs. I de sveddryppende beats såvel som i lyrikken.
Beyoncés freak-fase
Og dermed er vi altså tilbage til hendes koncert i Stockholm. For hvordan omsætter man et album ‘Renaissance’ til et live-setting?
Det gør man åbenbart med et totalt mærkeligt show som det, Beyoncé lige nu turnerer verden rundt med. Et show, hvor vi i øvrigt også endelig fik en forsmag på det visuelle sidestykke til ‘Renaissance’-albummet.
De visuelle aspekter har spillet en afgørende rolle i Beyoncés musikalske virke lige siden 2013, hvor hvert eneste nummer på hendes selvbetitlede album fik sin egen musikvideo. Opfølgeren ‘Lemonade’ blev akkompagneret af en 65 minutter lang film af samme navn.
Men endnu engang virker tingene anderledes nu. For hvor den Emmy-nominerede ‘Lemonade’-film var et artistisk storværk om sort feminisme fuldendt med digte af britisk-somaliske Warsan Shire, viste ‘Renaissance’-klippene sig at være akkurat lige så syrede som resten af showet.
Mellem hver af de syv akter blev vi mødt af futuristiske filmscener, der kunne være løftet fra en ‘Tron’-film. Den slags, man forventer til en Grimes-koncert, men som jeg aldrig havde regnet med at se til et Beyoncé-show.
I sidste ende er det blot endnu et bevis på, at den præsidentielle popstjerne godt 20 år inde i solokarrieren endelig ser ud til at have sluppet tøjlerne. At det er en ny Beyoncé, vi lige nu oplever, og at hun efter det bundseriøse ‘Lemonade’-album lige nu befinder sig i det, vi vel næsten kun kan betegne som hendes freak-fase.
Beyoncés Stockholm-show var visionært og overrumplende. Storslået og effektivt. Men frem for alt var det freaky as fuck – og det klædte hende.