Beyoncés tårer var det bedste, der kunne ske for de skrantende Grammy Awards

De seneste år er kritikken haglet ned over Grammy-uddelingen. Men da rekordvinderen Beyoncé fældede en tåre under sin takketale, legitimerede hun det udskældte akademi – og viste, hvor meget magt de grammofonformede priser stadig har.
Beyoncés tårer var det bedste, der kunne ske for de skrantende Grammy Awards
Beyoncé til Grammy Awards. (Foto: Kevin Winter/Getty Images for The Recording Academy)

KOMMENTAR. Rygterne om Grammy-ceremoniens død har vist sig at være stærkt overdrevne.

Når man – som det var tilfældet til Grammy Awards 2023 – kan få tidens nok mest universelt elskede og sværest tilgængelige musiker til at blive rørt til tårer, er man ikke på vej ud. Tværtimod.

Der konstaterer jeg med en stor portion ærgerlighed.

For jeg må indrømme, at jeg heppede på det store opgør med det korrupte og forstokkede akademi, som så ud til at opstå, da folk som Drake og The Weeknd boykottede prisshowet, mens andre som Tyler, the Creator kritiserede organisationen bag.

The Recording Academy, der uddeler priserne, har nemlig været i konstant modvind i flere år på grund af dets manglende anerkendelse af kvinder, sorte musikere og andre minoriteter.

Samtidig har akademiets nomineringssytem været uigennemskueligt og – hævder visse – korrupt. Det har i perioder virket, som om Grammy Awards var et fortidslevn. En dino, der måtte uddø.

Men spådommene om akademiets snarlige apokalypse var forfejlede. Der er ingen komet på vej.

Gyldne tårer

Aftenens store vinder var Beyoncé, der med fire nye grammofonstatuetter har opnået status som den mest vindende musiker nogensinde.

Eller, det vil sige, på papiret var Beyoncé den store vinder, for den egentlige sejrherre var Grammy Awards selv, der lykkedes med at få vor tids nok vigtigste popstjerne til at troppe op til deres arrangement – og ikke bare troppe op, men rent faktisk give en bevæget tale, der tydeligt viste, hvor vigtig den her hæder var for hende.

»Jeg prøver ikke at være for følelsesladet. Jeg prøver bare at tage imod denne aften«, lød det grådkvalt fra Beyoncé. Bevægelsen var tydelig. »Tusind tak til The Grammys«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gik man og troede, at Beyoncé var hævet over enhver pris, tog man altså fejl. En Grammy betyder noget. Det markerede hendes tårer.

Der skete noget lignende sidste år, da nye stjerner som Doja Cat og Olivia Rodrigo ikke kunne skjule, hvor altafgørende de gyldne grammofoner var.

Selv den ellers så kyniske Doja Cat tillod sig et maskefald og tilstod, at hun var rørt. Akademimedlemmerne må have klappet deres fedtede håndflader frydefuldt sammen ved den indrømmelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sidste års takketaler antydede, at Grammys magt fortsat er intakt.

Men i år blev den kendsgerning slået fast hinsides enhver tvivl, da Beyoncé løb med sine statuetter nummer 29, 30, 31 og 32 og dermed indtog førstepladsen på listen over musikere med flest sejre nogensinde.

Hun blev godt nok endnu engang forbigået i de helt tunge kategorier. Harry Styles og Lizzo løb med priserne for henholdsvis Årets Album og Årets Sang. Men det var tydeligvis rekorden med de 32 priser, der talte.

Det var dén rekord, der betød noget. Og hvis Grammy-priser betyder så meget for selveste Beyoncé, så betyder de noget for alle.

Udødelig dino

Hvis Grammy Awards var musikbranchens sårede dinosaur, var Beyoncés tårer ligesom fønixtårerne i Harry Potter, der kan hele ethvert sår. Tårerne kunne ikke have været mere værd for akademiet, om de så havde været af flydende guld.

Årets prisceremoni fungerede altså som en delvis rehabilitering af Grammy-institutionens troværdighed. Primært fordi Beyoncé stillede op til den helt store platinmedalje, men også fordi akademiet sørgede for at råde bod på nogle af sine tidligere problemer.

Den historisk set ofte oversete hiphopkultur fik for eksempel en gigantisk hyldest i form af en optræden, der rummede intet mindre end 24 navne fra genrens 50 år lange historie. Derudover var der priser til den nonbinære Sam Smith og transkvinden Kim Petras. Der er sket noget på diversitetsfronten til Grammy Awards.

De store protestaktioner udeblev da også – selvom Grimes og Charli XCX sendte nogle stikpiller til akademiet via sociale medier.

Aftenen vil dog blive husket for Beyoncé. Hun var historien. Og hun var lige dén historie, Grammy Awards havde brug for.

For hvad kunne være mere legitimerende for et prisshow, end når verdens største nulevende popstjerne tilsyneladende ser akademiets priser som den ultimative validering?  Når hun græder glædestårer, selv når hun for fjerde album i træk bliver forbigået i kategorien Bedste Album?

Beyoncés tårer var det bedste, der kunne være sket for det skrantende akademi. Efter et par år, hvor det lignede, at Grammy Awards var på vej mod irrelevans, har institutionen slået sin magt fast igen.

Denne dino er hard to kill.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af