KOMMENTAR. Musikkens svar på filmens Oscar har traditionelt set været en af musikårets vigtigste begivenheder, men det er som, Grammy-prisen ikke længere kan stå mod strømmen af kritik over de mangelfulde nomineringer og forkerte vindere. Ja, hele konceptet føles mere uddateret end nogensinde.
Intet gør sådan en påstand mere tydelig, end når verdens største artister sender nådesløse svinere mod showet, der blandt andet er blevet beskyldt for at underkende sorte kunstnere.
The Weeknd var ude med riven i 2020, da hans ‘After Hours’ blev forbigået. Han kaldte Grammys for korrupt, mens både Zayn og Halsey har beskyldt prisuddelingen for at tage imod bestikkelse.
Drake, erklæret Grammy-skeptiker, har før skrevet, at det måske er tid til at afskaffe Grammys helt og holdent og finde på noget nyt i stedet.
Og i 2019, efter at have vundet en ’urban’-Grammy for ‘Igor’, sagde Tyler, the Creator, at ’urban’-kategorien var »den politisk korrekte måde at sige n-ordet på«.
Der har længe været en mangel på sorte nominerede, og selv når de har været der, er de blevet forbigået: Se bare Macklemore, der i 2014 vandt Bedste Rapalbum over Kendrick Lamar, Beck der i 2015 vandt Bedste Album foran Beyoncé, og Adele der i 2017 vandt Bedste Album foran … Beyoncé.
Desuden har kvinder generelt været en mangelvare i Grammy-henseende. En problemstilling der eksploderede, efter Neil Portnow (formand for The Recording Academy, organisationen bag Grammys) i 2018 udtalte, at kvinderne skulle »step up« – en kommentar, der sjovt nok ikke blev taget godt imod og som ultimativt kostede ham jobbet.
Nomineret til værste nomineringssystem
De forskellige kritikpunkter afslører et større problem – nemlig den måde, hvorpå nominerede og vindere bliver afgjort af et panel, der har vist sig at være uproportionelt hvidt, mandligt og gammelt.
På den måde er Grammys altså ikke helt i trit med nutidens globale, forskelligartede musikbranche, hvor sorte kvindelige rappere, latinamerikanske reggaeton-kunstnere og unge DIY-kunstnere overtager verden én TikTok ad gangen.
Et andet problem er, at nomineringerne uden for hovedkategorierne er noget nær meningsløse – især fordi der er så mange, og fordi Grammys insisterer på at holde fast i genrespecifikke priser.
Den udskældte urban-kategori er blevet afskaffet, men der er stadig kringlede kategoriseringer i hobetal; hvad dækker ’Traditional Pop Vocal Album’ og ’Pop Vocal Album’ over? Hvorfor er der både ’R&B’, ’Traditional R&B’ og ’Progressive R&B’? Og hvorfor insisterer Grammys på en ’Global’-afdeling, som erstatter den gamle ’World’-kategori i et meget halvhjertet forsøg på at gøre op med musikalsk kolonialisme?
Selve nomineringerne er dog blevet mere mangfoldige, og der er kommet initiativer til, der skal løse problemstillingerne. Men skaden er sket, og det virker som om, de fleste enten er sure på eller decideret ligeglade med Grammys – hvad end der så er værst for verdens største musikpris.
Som Drake formulerede det sidste år, føles Grammys som »et familiemedlem, man bliver ved med at forvente kommer på ret køl, men som bare ikke kan ændre sig«. Hver gang showet gør noget for at rette op på tidligere fejl, kommer der nye fadæser, skandaler og kritikpunkter frem.
Er musikbranchen løbet fra Grammys?
Kunstnere vil ikke længere støtte op om Grammys. Det i sig selv er et kæmpe problem, for selv om Grammy-uddelingen er en historisk institution, så kan man regne med, at den gennemsnitlige musikfan går cirka 1000 gange mere op i, hvad deres yndlingskunstnere siger, end hvad nogle ukendte mænd i jakkesæt siger. Og når kunstnerne ikke længere vil være en del af legen, falder fans (og dermed tv-seere!) også fra.
Noget andet er, at branchen som sådan måske er løbet fra Grammy-institutionen.
Nu til dags finder vi selv vores musik gennem streaming og sociale medier og opbygger intime relationer til kunstnere, som betyder mere end hvem der vinder hvilken pris. Vi går ikke længere op i, hvem der har skrevet ’den bedste sang’ med det bedste strygerarrangement eller produceret den mest hi-fi vokal (spørgsmålet er selvfølgelig, om folk nogensinde har gjort det).
Der er ikke længere nogen, der har brug for Grammys – hverken fans eller kunstnere. Og så fremstår det hurtigt som en gang selvsmagende skulderklapperi for de indviede få. Dagens musiklandskab er både hyperpersonligt og går hurtigere end nogensinde. Når man tænker sådan over det, virker det næsten komisk, at et eller andet kanoniserende award show skulle kunne indkapsle det, der er sket i musik det forgangne år.
Musikkens Oscars? Ikke rigtig
På den måde er musikverdenen anderledes fra filmverdenen, og Grammys anderledes fra Oscars. For folk samler sig om store film og prisuddelinger. Her bliver der spekuleret i nominerede og mulige vindere året rundt, og Oscar-showet kan rent faktisk rykke noget og gøre en forskel.
Se bare på hypen omkring ’Parasite’, der vandt Bedste Film sidste år – den sydkoreanske film eksploderede efterfølgende kloden rundt og gjorde instruktør Bong Joon-ho til en verdensstjerne. Hans karriere vil aldrig være den samme efter den sejr.
Den tilsvarende Grammy for Årets Album gik til Billie Eilish, og jeg tvivler på, at hun vandt mange nye fans efter det – udover måske nogle forældre, der endelig tog sig sammen til at lytte til det, deres teenagebørn gik og havde det så vildt over.
Eilish havde selvfølgelig en stor fangruppe i forvejen, men så lad os tage Kacey Musgraves, der i 2019 vandt Årets Album for det fantastiske ‘Golden Hour’ (havde du glemt det?). Hun solgte måske lidt bedre, men blev ikke superstjerne efter det. Og hvem kan huske tidligere vindere?
De eneste gange, jeg har bekymret mig om Grammys, var i forbindelse med kontroverser, hvorimod jeg ofte har indløst billetter til Oscar-vindere og nominerede. Der er ikke samme prestige og altoverskyggende medieopmærksomhed i den gyldne Grammy-pladespiller, som der er i den gyldne Oscar-statuette.
Selv jeg, som musikskribent, har altså svært ved at gå op i, hvem der har vundet og kommer til at vinde til Grammys. Og jeg kan ikke se mig selv begynde at gå op i det igen. Tiden er simpelthen ved at løbe fra Grammys – og det virker ikke som om, prisuddelingen selv har interesse i at følge med.