I næste weekend løber det amerikanske Grammy-prisshow omsider af stablen efter at være blevet corona-udskudt tilbage i januar. Nu har The Recording Academy, som står bag den ofte udskældte prisuddelingen, annonceret en lang række artister, som skal optræde til søndagens show, der af indlysende grunde bliver noget anderledes, end det plejer.
»Artister vil samles, mens de stadig er hver for sig i sikkerhed, for at spille musik for hinanden som et fællesskab og fejre den musik, der forener os alle«, lød det i går fra arrangørerne af den nu virtuelle prisfest, der fortsat har Trevor Noah som vært.
Den lange liste af performere, som altså ikke kommer til at være i samme rum, byder på nogle af tidens største popartister så som Cardi B, Billie Eilish, Post Malone, Dua Lipa, Taylor Swift og Harry Styles.
Og listen fortsætter: Også Megan Thee Stallion, Bad Bunny, BTS, DaBaby, Doja Cat, Haim, Lil Baby, Chris Martin, John Mayer, Roddy Richh, Black Pumas, Brandi Carlile, Mickey Guyton, Miranda Lambert, Brittany Howard og Marren Morris spiller op til dans, som det kan ses i nedenstående video.
Grammys handler selvfølgelig også om priser, og blandt de hyldede musikere leder Beyoncé an med ni nomineringer, efterfulgt af Taylor Swift, Dua Lipa og Roddy Ricch med hver seks nomineringer.