De seneste år er kritikken af Grammy Awards blevet større og større. Men hvor der stadig er mange kritiske røster, der pakker tingene pænt ind, er tonen mere direkte hos Zayn, der senest har luftet sin glasklare holdning til prisuddelingen.
»Fuck the Grammys og alle, der har noget med dem at gøre«, lyder det således kontant fra det tidligere One Direction-medlem på Twitter. »Med mindre man giver håndtryk og sender gaver, får man ingen nominering. Næste år sender jeg en kurv med slik«.
Zayn Malik er langt fra den eneste, der har en høne at plukke med Grammy Awards. Dette års prisceremoni har således slet ikke nomineret The Weeknds ekstremt stærke og succesfulde ‘After Hours’-album, og historien er fyldt med højlydt kritik på baggrund af nomineringer og vindere.
I dette tilfælde kunne det dog virke lidt som om, Zayn har glemt én ting: Hans seneste album, ‘Nobody Is Listening’, udkom først i januar i år – hvilket er flere måneder for sent til at komme i betragtning til Grammys. Men nej, lyder det fra sangeren: Det vidste han udemærket godt.
Ifølge endnu et tweet handler kritikken således ikke om Zayn selv, »men om, at der er brug for inklusion, og at der er en manglende transparens i nomineringsprocessen. Hvilket fører til favoritisme, racisme og netværkspolitik i forhold til stemmeprocessen«.