Mange fans har nok ventet på, at Beyoncé skulle annoncere en turné i forbindelse med udgivelsen af ‘Renaissance‘ fra sidste år.
Det er ikke sket endnu. Men i weekenden spillede Beyoncé så alligevel sin første koncert i fire år – til den eksklusive åbning af luksushotellet Atlantis The Royal i Dubai for særligt indbudte rigmænd, journalister og influencere.
Ifølge TMZ fik Beyoncé op mod 24 millioner dollar for at spille i en time til eventet. Og at dømme ud fra en række fan-videoer fra arrangementet, lader det ikke til, at der blev sparet på hverken fyrværkeri eller scenografi.
Settet sluttede således med, at Beyoncé blev hejst mange meter op i luften på en platform, mens hun spillede ‘Drunk in Love’.
Beyoncé spillede en række sange fra ‘Lion King: The Gift‘ live for første gang, mens det også er værd at bemærke, at hun ifølge blandt andet Stereogum ikke spillede en eneste sang fra ‘Renaissance’.
Beyoncé har allerede mødt kritik for at spille i Dubai, hvor blandt andet homoseksualitet er strafbart, hvilket flere påpeger ikke går godt i spænd med udgivelsen af ‘Renaissance’, der slog sig op på at være et kærlighedsbrev til sort og queer kultur og historie i dance-miljøet.
Ifølge Stereogum var koncerten privat og hemmeligholdt, mens gæsterne skulle indlevere deres mobiltelefoner forud for Beyoncés optræden. Alligevel cirkulerer adskillige videoer fra koncerten lige nu online.