Beyoncés ottende soloalbum er lige rundt om hjørnet.
Natten til mandag kunne popstjernen via sin hjemmeside afsløre, at ‘Act II’, som det kommende album hedder, udkommer den 29. marts.
Annonceringen kom i forlængelse af en Super Bowl-reklame for internetudbyderen og teleselskabet Verizon, hvor Beyoncé desperat forsøger at breake internettet ved blandt andet at optræde i rummet.
Til sidst i reklamen proklamerer sangeren »okay, drop the new music«, og det er netop, hvad hun har gjort. Beyoncé har nemlig også udgivet de to første singler til det kommende album, ‘Texas Hold ‘Em’ og ’16 Carriages’.
Begge singler klinger umiskendeligt af country, og det kommer ifølge blandt andre Variety til at gælde hele ‘Act II’, der som bekendt følger i hælene på det mere house-inspirerede ‘Renaissance’.
Hør de nye singler og se traileren til det kommende album herunder.