Før den 19. april var jeg klar til at få den fulde historie om Taylor Swifts brud med Joe Alwyn, som hun var kærester med i seks år. Med sangtitler som ‘So Long, London’, ‘But Daddy I Love Him’, og ‘The Smallest Man Who Ever Lived’ var der lagt i kakkelovnen til en ubarmhjertig og tårevædet udlægning af enden på et langt og seriøst forhold.
Men da albummet landede, lød det, som om en stor del af sangene handlede om … Matty Healy? Jep, den kaotiske, halvkontroversielle frontperson i The 1975. Healy og Swift datede i noget, der føltes som to uger sidste forår, og derfor rejste det også en del spørgsmål blandt Swifties: Hvilke sange handler om hvem? Og hvor stor en kærlighedstragedie kunne Swift og Healys forhold lige nå at blive på så kort tid?
Well, efter en weekends intens lytning og TikTok-research har jeg noget, der ligner skitsen af en teori om, hvilken slags kærlighedsfortælling ’The Tortured Poets Department’ egentlig bærer på.
En tatoveret golden retriever
Okay, så selvom det kom bag på de fleste, da Matty Healy og Taylor Swift blev spottet sammen sidste forår, har parret faktisk et årtis historie med i bagagen. De datede også kortvarigt i starten af 2010’erne, og ifølge fanteorier har de ageret hinandens musikalske muser siden da.
‘The Tortured Poets Department’ fortæller ikke direkte om, hvad der skete mellem de to, men flere tekster indikerer, at Swift har et ordentligt horn i siden på den britiske musiker efter deres kortlivede romance.
Både ‘Fortnight’ og den tilhørende musikvideo har adskillige referencer til The 1975’s visuelle univers på albummet ‘Being Funny in a Foreign Language’. På titelsangen ‘The Tortured Poets Department’ refererer Swift til en person, der er som »en tatoveret golden retriever«, ejer en gammeldags skrivemaskine (Matty har tidligere fortalt, at han holder meget af skrivemaskiner), ryger og er i »self-sabotage mode«.
På ‘But Daddy I Love Him’ synger Swift om at date en, som omverdenen ikke bryder sig om, og på hele albummet er der utallige referencer til et turbulent forhold, der minder meget om det, Swift og Healy gik igennem i 2023, hvor fans direkte bad hende om at slå op med Healy: ‘Fresh Out the Slammer, ‘Guilty as Sin?’, ‘I Can Fix Him (No Really I Can)’ og ikke mindst den nådesløse ‘The Smallest Man Who Ever Lived’, som fans troede ville blive et takedown af Joe Alwyn.
Teksten på ’The Smallest Man Who Ever Lived’ går dog ud til en mand i et »Jehova’s Witness suit«, og det kunne meget vel være en reference til Healy i hans jakkesæt på The 1975’s ‘At Their Very Best’-turné. Man kunne måske også have regnet det ud – Joe Alwyn er hele 189 centimeter høj, mens Matty Healy knap nok når ham til skuldrene med sine 175 centimeter.
De mere sårbare og knap så vrede tracks som ‘So Long, London’ og ‘loml’ handler om et mere sejlivet og langt forhold, og der fornemmer man en forbindelse til Joe Alwyn. »But you shit-talked me under the table / Talkin’ rings and talkin’ cradles / I wish I could un-recall / How we almost had it all«, lyder det på sidstnævnte.
Stadig et Joe Alwyn-album
Fortjener Swift og Healys fortnight fling virkelig så mange sange, har mange fans spurgt på sociale medier? Er der noget, vi misforstår?
Men helt ærligt, hvis Swift var i ægte hjertesorg over bruddet med Joe Alwyn, ville hun så have lyst til at udlevere hele deres seksårige historie? Højst sandsynligt ikke. Derfor læser jeg fraværet af Alwyn-sange på ’The Tortured Poets Department’ som en slags meta-kærlighedserklæring og en måde at vise respekt for den britiske skuespiller og deres forhold.
Det var for vigtigt til at blive tabloid-materiale. Men Healy-romancen derimod? Whatever, giv dem noget at gruble over!
På den måde kan ’The Tortured Poets Department’ stadig læses som et album, der primært handler om bruddet mellem Swift og Alwyn, men fortalt igennem hendes rebound-eskapader med kaosrytteren Healy.
Det bliver også antydet i bookletten til de fysiske versioner af albummet. Her har Swift skrevet et digt, der forklarer, hvordan ‘The Tortured Poets Department’ skal ses som et slags vidnesbyrd om en særligt turbulent tid i hendes liv. Hun forklarer blandt andet, at hun blev ramt af en midlertidig sindssyge og lader næsten til at undskylde for sit forhold til Healy.
Hun skriver blandt andet: »Then a crash from the skylight / Bursting through / Something old, someone hallowed / who told me he could be brand new / Out of the oven, into the microwave / Fresh out the slammer, into a tidal wave«.
Joe var en ovn, Matty Healy en sølle mikrobølge-ovn. Ouch. Hvilket leder os videre til Swifts nuværende flamme, Travis Kelce, der i samme analogi måske bedst kan beskrives som en airfryer? Samme funktionalitet som en ovn, men lettere at håndtere, folkelig og meget amerikansk.
Taylor og Travis’ forhold (please, internet, kan vi få ‘Traylor’ til at blive en ting?!) har fået to sange dedikeret til sig på ’The Tortured Poets Department’, nemlig ‘So High School’ – som kun optræder på ’The Anthology’-versionen – og ‘The Alchemy’, der begge er opløftende og blåøjede sange om nyforelskelse og sitrende kemi.
Men ellers er det de britiske love interests, der fylder på albummet. Brugte ovne er måske også lidt bedre grundlag for tortureret poesi end en skinnende ny airfryer.
Poesi eller rygtebørs?
Men altså, er det overhovedet så vigtigt, hvem de her sange handler om? Kan vi ikke bare lade gode sange være gode sange?
I det store Times Magazine portræt fra sidste år, fortalte en fan, at når hun lytter til Swfits sange, så tænker hun på, hvad hun selv har været igennem – ikke hvad Swift har været igennem.
Det indkapsler styrken ved Swifts musik. Hun fortæller smukt og poetisk om sit eget liv, men sangene bliver soundtracket til andre menneskers liv, fordi teksterne er præcis så detaljemættede, at de skaber indre billeder, men også kun så meget, at man stadig kan se sig selv i fortællingerne.
Men på ’The Tortured Poets Department’ er det altså en smule sværere, end det plejer at være.
Swifts liv er blevet offentligt på et helt nyt niveau de sidste par år. I 2023 så vi hende slå op med Joe Alwyn, kaos-date Matty Healy og nærmest blive tvunget til at droppe forholdet af sure fans. Senere fulgte vi med, mens hun stod på tribunerne under årets NFL, kyssede Travis Kelce backstage under Eras-turnéen og senest på Coachella takket være TikTok og Instagram.
Det er næsten umuligt ikke at se de tre mænds ansigter for sig, når man lytter til ’The Tortured Poets Department’. Og frem for at være et album, der kan blive lydtapet for andres kærlighedsliv, føles det mest som et album om Taylor Swift.
Det er der intet galt i, og det er jo også enormt spændende at gå på opdagelse i teksterne og føle, man kommer tættere på sin parasociale veninde Tay-Tay med hver lille reference, man fanger. Men hvis den fine kærlighedspoesi for alvor skal blomstre på Swifts sange i fremtiden, skal der måske være mindre stof til rygtebørsen?
‘The Tortured Poets Department’ er ude nu.