‘Cowboy Carter’: Beyoncés nye album har pisset en hel genre af – og thank god for det
Det vakte stor furore, da Beyoncé i starten af året annoncerede, at hun havde intet mindre end et country-album på vej som en direkte opfølger til den pumpende house fra forgængeren ’Renaissance’.
Der er nemlig mange i Guds eget land, der synes, Beyoncé bør holde nallerne fra lige netop den genre – et faktum, der allerede blev tydeligt tilbage i 2016, da hun modtog komplet uberettiget kritik for sin optræden med The Chicks ved Country Music Awards.
Men nobody puts Beyoncé in a corner, og som et andet barn, der har fået besked på at holde fingrene fra kagedåsen, har hun nu brugt fem år på sin hævn i form af albummet ’Cowboy Carter’, der dykker ned i og udfordrer den genre, som ellers krampagtigt har forsøgt at holde døren lukket for hende.
Beyoncé har selv udtalt, at ‘Cowboy Carter’ er »født ud af« oplevelsen af at blive afvist til Country Music Awards. På den måde er albummet i sin essens et politisk værk, der med sin blotte eksistens har sat tiltrængt spotlys på den forstokkede selvtilstrækkelighed, gatekeeping og straight up racisme, der præger dele af countrygenren – og thank God for det.
Med førstesinglen ’Texas Hold ’Em’ bød Beyoncé alle, der vil være med, op til dans. »Don’t be a bitch, come take it to the floor now« synger hun over banjo–picking krydret med et hav af referencer til hasardspil, hoedowns og whisky galore på en sang, der nærmest ikke kan blive mere demonstrativt country. Og nu kan hun så fnyse af sine kritikere fra placeringen som den første sorte kvinde på toppen af Billboards country-chart nogensinde.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg i mit stille sind frygtede, at ’Cowboy Carter’ kun ville bestå af ’Texas Hold ’Ems’.
Et nummer, der bestemt har sin berettigelse som en enlig protestsvale, men hvor musikalsk interessant ville det egentlig være at høre Beyoncé cosplaye så stereotyp country i længden?
Heldigvis graver hun meget dybere i den musikalske skattekiste og kulturarv, der ligger gemt i genren, som alt for ofte reduceres til MAGA-mentalitet og cowboys.
Med en samlet spilletid på en time og 18 minutter er ’Cowboy Carter’ et vildt musikalsk ridt, som med imponerende nærmest akademisk præcision undersøger og sammenblander alle afkroge af countrygenrens mangfoldige ophav fra blues og gospel over riverdance, folk og sågar flamenco.
»If that ain’t country, tell me what is,« spørger Beyoncé retorisk på intronummeret ’American Requiem’, hvor hun på højtidelig vis begraver de gamle idealer over et virtuost korarrangement med de uendelige vocal stacks, som også den smukt opbyggede single ’16 Carriages’ gav en forsmag på.
Derefter kommer vi blandt andet forbi solbeskinnet road trip-stemning på ’Bodyguard’, overjordisk italiensk westernopera a la Morricone på ’Daughter’, skarpskydende trap-bars på ’Spaghettii’, liderlig product placement af ’Levii’s Jeans’ med Post Malone på en ganske vellykket feature, Elvis-vokal på den hæsblæsende ’Ya Ya’ og ikke mindst den yderst vellykkede ’Tyrant’ med violin, der klinger af Sudan Archives.
Fremhæves skal også duetten ’II Most Wanted’, hvor Miley Cyrus’ umiskendelige dybe, raspende røst giver perfekt modspil til Beyoncés vokalakrobatik.
Det er ikke bare country. Det er meget mere end det. Det er Beyoncé, som hun selv skrev det på Instagram inden udgivelsen.
Undervejs krydres ’Cowboy Carter’ ligeledes med samples og covers af vaskeægte country-klenodier som den hjerteskærende Patsy Cline-ballade ’I Fall To Pieces’ eller Beatles-klassikeren ’Blackbiird’ – og så selvfølgelig verdens måske mest kendte countrysang: Dolly Partons ’Jolene’.
Her bindes den ikoniske ’anden kvinde’ med »flaming locks of auburn hair« sammen med Beyoncés egen »Becky with the good hair« fra ’Lemonade’-sangen ’Sorry’.
»I’m warning you, don’t come for my man«, vrænger Beyonce på sit cover, der på trods af sit monumentale forlæg udgør et sjældent lavpunkt på ’Cowboy Carter’ – ikke fordi sangen på nogen måde er hellig eller urørlig, men for mig savner Beyoncés version den sårbarhed, som gør originalen uimodståelig.
Det laver dog ikke om på, at ’Cowboy Carter’ er en magtdemonstration, der rummer så mange musikalske, tekstlige og kontekstuelle lag, at denne anmeldelse i sagens natur kun kan kradse i overfladen af det hele.
Jeg forventer, at Beyoncé i et ægte full circle moment kommer til at gå hjem med favnen fuld af statuetter ved dette års Country Music Awards – det ville være den perfekte hævn mod dem, der ikke synes, hun fortjener en plads i countrygenren.
Kort sagt:
’Cowboy Carter’ går i flæsket på den amerikanske country med et vildt musikalsk ridt gennem genren, der spænder over hele 27 sange og næsten halvanden time. Der er ikke andet for end at saddle up og lytte. Yeehaw.