Gendannede No Doubt må enormt gerne komme til Danmark
Det seneste årti har Gwen Stefani brugt på blandt andet julemusik og country-duetter med ægtefællen Blake Shelton. Men da No Doubt denne weekend spillede sammen for første gang i ni år, stod det klart, at bandets skapunk-klingende poprock er det, hun er allerbedst til.
Gwen Stefani både klatrede i stilladserne og sparkede ud i luften, alt imens hendes vokal var lige så stærk som i storhedstiden. Desuden fik de selskab af Olivia Rodrigo (som i øvrigt er erklæret fan), der sang med på ‘Bathwater’.
De må altså enormt gerne komme til Danmark.
Reneé Rapp og Kesha kastede en sviner efter Diddy
Popkometen Reneé Rapp fik et solidt cosign, da Kesha dukkede op til hendes koncert for i fællesskab at optræde med sidstnævntes 2009-hit ‘Tik Tok’.
Som om Keshas tilstædeværelse ikke vakte jubel nok i sig selv, var sangens åbningslinjer også et statement, der satte sig fast. Hvor sangen normalt lyder »Wake up in the morning feelin’ like P. Diddy«, var den på Coachella nemlig ændret til »Wake up in the morning like, fuck P. Diddy« – formentlig i lyset af Diddys mange voldtægtsanklager.
Tyler, The Creator satte ild til festivalen med sine venner
Roserne er væltet ned over Tyler, the Creators koncert, der vanen tro var spartansk opsat med hovedpersonen alene på scenen over for smukke kulisser, akkurat som da han headlinede Roskilde Festival. En stærk sætliste, charmerende levering og humor fik koncerten til at ramme plet.
Men der kom lige en ekstra prik over i’et i form af gæsterne. Childish Gambino sang duet med ham under ‘Running Out of Time’, ASAP Rocky var med på ‘Potato Salad’ og ‘Who Dat Boy’, en 71-årig Charlie Wilson satte sig bag klaveret til ‘Earfquake’, og Roskilde Festival-aktuelle Kali Uchis sang sit udødelige omkvæd til ‘See You Again’.
Så bliver det ikke større.
Vampire Weekend havde årets mest overraskende gæstebesøg
Coachellas status som verdens mest hypede musikfestival betyder, at der hvert år er statsgaranti for mærkværdige gæsteoptrædener. Det betyder til gengæld også, at det er svært at skille sig ud.
Måske er det netop derfor, Vampire Weekend – efter en solid, men temmelig ordinær sætliste – valgte at afslutte deres koncert med deres såkaldte ‘Cocaine Cowboys’-medley, der inkorporerer både egne sange og country-evergreens.
Til allersidst fik de arrangeret en omgang cornhole. Mens bandet stod og jammede, kom selveste Paris Hilton på scenen iklædt et cowboy-outfit for at spille en kort runde af det amerikanske havespil, før en Abraham Lincoln-impersonator kom på scenen for at gøre det samme. WTF.
Tems sang duet med en Justin Bieber i topform
Det er ikke altid, at Justin Bieber er lige energisk på scenen (*host*), men da Tems inviterede ham forbi til duetten ‘Essence’, udviste han uforfalsket spilleglæde.
Han gav dog stadig Tems godt med plads i rampelyset. Og her blev det tydeligt, at hun er et must-see på Roskilde Festival til sommer, hvor hun indtager Orange Scene.
Taylor Swift var i publikum for at støtte sine venner
Taylor Swift spillede ikke på årets Coachella – end ikke som gæstekunstner – men hun mødte op sammen med kæresten Travis Kelce til koncerter med sine faste samarbejdspartnere.
Hendes producer Jack Antonoff optrådte med sit band Bleachers, hvor parret blev spottet blandt publikum, og inden Ice Spice fremførte Swift-samarbejdet ‘Karma’, udbrød hun et »shout out Taylor Swift!« og udpegede popstjernen i en publikumsskare, der også talte Justin Bieber og Sabrina Carpenter.
Til Ice Spice-koncerten kunne man desuden opleve et helt nyt nummer, der sampler Sean Pauls 2005-hit ‘Gimme the Light’ over et hårdkogt drill-beat.
Blur satte fokus på Coachella Valleys oprindelige folk
Coachella Valley er ikke kun hjemsted for en ikonisk festival. Det er først og fremmest hjemsted for nogle af Californiens oprindelige folks stammer, såsom Torres Martinez Desert Cahuilla-stammen.
Da Blur spillede på årets festival, ville de sætte fokus på det oprindelige folk, og derfor inviterede de gruppen Torres Martinez Cahuilla Bird Singers og en gruppe stammedansere forbi – først til traditionel fuglesang, dernæst til Blurs egne ‘Death of a Party’ og ‘Tender’.
Peso Plumas store gæsteshow cementerede Mexicos musikalske dominans
Peso Pluma havde den store opgave at spille aftenens næstsidste Main Stage-koncert lige før headlineren Lana Del Rey.
Han havde besøg af både Becky G, Junior H, Santa Fe Klan og Arcángel, og koncerten blev derfor ikke blot en fejring af Peso Plumas egen musik – men også af hvordan Mexicos regionale musikstrømninger den seneste håndfuld år er blevet til et globalt fænomen, der har taget hele verden med storm.
Bizarrap lod Shakira stjæle showet – og annoncere turné
Da dj-stjernen Bizarrap spillede på årets festival, var der én gæstekunstner, alle håbede på at se: Nemlig Shakira, som har samarbejdet med dj’en på ‘La fuerte’ og sidste års diss-megahit ‘Bzrp Music Sessions #53’.
Ganske rigtigt dukkede hun op, og hun sang netop disse to numre. Og inden en magtdemonstration af en ‘Bzrp Music Sessions #53’-optræden fik Shakira endda annonceret sin kommende verdensturné direkte fra scenen. Når man ser, hvor meget Shakira giver den gas, bliver den turné da også ret lokkende, men ingen konkrete datoer eller lande er annonceret endnu.
Lana Del Rey hev Billie Eilish med på scenen
Lana Del Reys Coachella-optræden havde været opsigtsvækkende uanset hvad. Hun er en stjerne i sin storhedstid, der samtidig har et bagkatalog, de færreste kan hamle op med.
Men det bliver altså lige lidt ekstra rørende, når hun får en gæstekunstner af Billie Eilishs kaliber med på scenen. Sammen sang de Eilishs sang ‘Ocean Eyes’ – en sang, der da også føles ret så Lana Del Rey-inspireret.
Billie og Lana storroste hinanden fra scenen. Lana kaldte Billie for »vores generations stemme, jeres generations stemme«, og Billie sagde, at Lana var »årsagen til halvdelen af jer bitches‘ eksistens, inklusive min egen«.