Ugidelige Justin Bieber gav en ynkelig koncert på Smukfest
Der var to steder – og kun to! – under Justin Biebers Smukfest-optræden, hvor det virkelig fungerede.
Første gang under det 11. nummer, ‘Confident’: Her lød bandet dejligt groovy, Bieber udnyttede den nasale ende af sin vokal til at lyde lidt som en fræk funkmaestro, og de tilhørende dansere var udstyret med en koreografi, der passede fornemt til nummerets attitude.
Herefter springer vi hele vejen til den lange intro til 23. og næstsidste nummer, storhittet ‘Peaches’.
Her sad Bieber selv ved et flygel, og ellers jammede hele bandet i adskillige minutter omkring ham til et groove, der i starten lød som en følsom klaverudgave af netop ‘Peaches’, men som med tiden udviklede sig til et stort, bragende jam.
Alle instrumentalister gav den hele armen og spillede som en drøm – med undtagelse af Bieber på klaveret, hvis ekspressivitet på tangenterne lød mere af aspirerende klaverelev end af verdensstjerne.
Derudover var der ikke ét nummer, som ikke snublede på målstregen (hvis ikke et godt stykke før), da verdensstjernen sent onsdag aften gav koncert på Bøgescenen.
Bieber mumlede så meget, når han sang. Ofte sprang han bare halve linjer over – til tider med publikum som redningskrans, men lige så ofte bare med tavshed som erstatning for vokalen.
Det hørte mere til reglen end undtagelsen, at omkvædet blev spillet på backingtrack, og at Bieber så dansede lidt kejtet med mikrofonen langt fra munden.
På ‘Baby’ og ‘Intentions’ forsøgte Bieber at rappe med på backingtrack-gæsteversene fra henholdsvis Ludacris og Quavo, men hans vokal var så forsigtig og mild, at han blev overdøvet af dem. Det var ynkeligt.
Og så virkede han bare ugidelig. Han så aldrig ud til rent faktisk at nyde at være der. Kedede han sig?
Under de tre lidt mere lavmælte sange ‘Swap It Out’, ‘Love Yourself’ og ‘Off My Face’ placerede Bieber sig på en stol og lod sin guitarist og bassist spille ganske stilfærdigt. Intentionen var nok, at det skulle være intimt, men så kræver det jo indlevelse. Det var der intet af. ‘Love Yourself’ er i det mindste en stærk nok komposition til, at det aldrig blev decideret kedeligt – det kan de to andre sange ikke prale af.
På balladen ‘2 Much’ lyder omkvædet: »Don’t wanna close my eyes, I’m scared I’ll miss too much / don’t wanna fall asleep, I’d rather fall in love«. Ironisk nok sang Bieber konsekvent dette med lukkede øjne. Han lignede en, der var på vej til at falde i søvn.
Den canadiske popstjerne havde i det mindste et virkeligt velspillende band at læne sig op ad.
Men vi var jo kommet for at se Justin Bieber, ikke de andre. Bieber skal være substansen, instrumentalisternes eventuelle ekvilibrisme er krymmel. På Smukfest føltes koncerten som at spise en lagkage, hvor krymlet var lækkert, men hvor selve lagene havde mug på sig.
Og så var bandet måske lige lidt overgearede til tider. Devon Taylor er en gudsbenådet trommeslager, men havde ‘Intentions’ virkelig brug for så mange fills, og behøvede ‘Honest’ virkelig et bombastisk Phil Collins-moment?
Vi må også lige få vendt danserne. De var med på talrige numre, og de var malplacerede størstedelen af tiden.
Har den rolige gospel-kærlighedssang ‘Holy’ virkelig brug for hastig koreografi? Er den desperate ‘Deserve You’ virkelig bedst tjent med dansere, der ligner noget fra et pep rally? Breakdancing under ‘Where Are Ü Now’ var noget mere stilfuldt – men sangens drop faldt totalt til jorden, så selv når danserne fungerede, var der noget andet, der kiksede.
Men det værste af det hele var uden tvivl hovedpersonen.
Justin Bieber er netop kommet tilbage på turné efter at have været ramt af Ramsay Hunts-syndrom, som blandt andet medførte ansigtslammelse.
Men på Smukfest kunne jeg ikke mærke den mindste lyst eller glæde over at være i stand til at give koncerter igen.
Kort sagt:
Justin Bieber var fraværende og ugidelig på Smukfest, og selv bevæbnet med et virkelig velspillende band og dygtige (omend malplacerede) dansere var der kun to steder på tværs af den 24 sange lange sætliste, hvor koncerten reelt fungerede.