Det er ikke lang tid siden, de engelske postpunkere Idles spillede deres hidtil største danske headlinerkoncert i K.B. Hallen, og nu følger deres irske kolleger i Fontaines D.C. trop.
Den 9. november indtager Fontaines D.C. nemlig selvsamme venue som del af deres turné for det kommende album ‘Romance’. Albummet lander den 23. august og har allerede imponeret med den raprockede førstesingle ‘Starburster’.
Bandets seneste danske koncert var under Roskilde Festival 2022. Her leverede bandet en koncert til fire stjerner, hvor især frontmand Grian Chatten imponerede vores anmelder: »Chatten var ganske enkelt umulig at tage øjnene fra«, skrev han.
Bandets største danske headliner-koncert hidtil var i Store Vega, også i 2022. Her kvitterede Soundvenue med hele fem stjerner. Her lød dommen, at »Fontaines D.C. inviterede os til at udtrykke alle vores følelser igennem deres musik. Og de spillede så godt, at det var umuligt at lade være«.
K.B. Hallen bliver derfor et nævneværdigt skridt op for bandet, hvad angår publikumsstørelser i Danmark. Billetsalget starter 3. maj kl. 10.00.
Fontaines D.C. (IE)
9. november 2024
K.B. Hallen
Billetpris: 325-400 kr.