Idles i K.B. Hallen: Det rørte mig helt ind i sjælen at høre så mange mennesker råbe »ceasefire now!«
Det er sjældent, at et punkband bliver stort nok til at fylde K.B. Hallen. Ikke desto mindre er det sket for Idles, der tirsdag aften havde udsolgt stedet. Og det gør altså noget særligt ved mig at mærke så store menneskemængder være med på den engelske kvintets særegne blanding af gøgleri og samfundsbevidst, antifascistisk alvor.
Jeg har den seneste håndfuld måneder set talrige koncerter, hvor musikere kaldte på våbenhvile fra Israel. Men da guitarist Mark Bowen under afslutningsnummeret ‘Rottweiler’ startede chantet »ceasefire now!«, spredte det sig så ubesværet gennem det opstemte publikum, at jeg blev rørt ind i sjælen.
Alt dette skete, mens bandet fræsede derudaf i en vidunderlig støjrockkakofoni, hvor især John Beavis’ trommer kaldte på bevægelse i kroppen.
Det var ikke den eneste gang, hvor bandets sympati med Palæstinas befolkning blev cementeret. Indvandrerhyldesten ‘Danny Nedelko’ fik ændret linjen »my best friend is an alien« til »my best friend’s Palestinian«, og i ‘The Wheel’ sang Joe Talbot »Viva Palaestina« i stedet for »can I get a hallelujah?«.
Det føltes stort at se Idles være så utvetydige omkring det. Dels fordi de tidligere har fået høvl for ikke at udtale sig om sagen, dels fordi budskabet var pakket ind i drøngod, velspillet punkrock, der gav linjerne noget tyngde, der ikke var til at løbe fra.
Samtidig var det en fest. Vi skulle ikke længere ind end andet nummer, ‘Colossus’, før Joe Talbot svingede med mikrofonen som en lasso, og senere beordrede han en gigantisk wall of death. Herfra begyndte guitarist Lee Kiernan at crowdsurfe (med sin guitar!), og fra det øjeblik tror jeg aldrig, publikum holdt pause med at crowdsurfe.
Lee Kiernan var en regulær tornado på scenen. Han snurrede svimlende rundt, som om han var en guitarspillende Beyblade. Hans hylende riff under ‘Car Crash’ satte sig i hele kroppen, og særligt når han spillede simultant med Mark Bowen, opstod der magi. Da de to guitarister på ‘Rottweiler’ smilende gik fra duellerende smadderstøj til kortvarigt at spille riffet fra Link Wrays ‘Rumble’, var spilleglæden tydelig.
Hvor Kiernan var intens, var Bowen klart det mere humoristiske indslag. Han vrikkede med numsen, han lavede Chuck Berry-esque duckwalk, og han sang c-stykket til ‘Danny Nedelko’, mens han blev båret af publikum.
Forsanger Joe Talbot bevægede sig ret elegant mellem disse to stemningsmæssige poler. Det ene øjeblik kunne han være en kommanderende moshpit-maestro, det næste kunne han finde på at lave en lang intro til et afsluttende, selverklæret antifascistisk nummer – for da blot at synge første vers af ‘All I Want For Christmas Is You’.
Han kunne vrikke kækt med numsen under ‘I’m Scum’ og ‘Divide and Conquer’, mens han kunne levere ‘Roy’ med et niveau af intensitet, hvor det føltes, som om han kiggede samtlige publikumsmedlemmer dybt i øjnene på én gang.
Han mestrer som få andre punkvokalister lige nu at kunne skrige, så man kan mærke hver eneste bid angst, uden at lyrikken bliver svær at dechifrere på ét eneste tidspunkt. Når han på ‘Samaritans’ sang »I kissed a boy and I liked it«, hvorefter bandet bevægede sig ud i et bragende klimaks, komplementeret af intense blinklys, var det således bevægende i en grad, som ikke havde været det samme uden den klart artikulerede lyrik.
Sådan et øjeblik kunne mærkes i hele den store hal. Jeg elsker de støvede kælderkoncerter med to dusin tilskuere lige så meget som enhver anden punkfan, men at være samlet så mange mennesker om et festligt oprør, er altså en transcenderende oplevelse.
Hvor er det fedt, at Idles har fået succes nok til at kunne samle så mange mennesker i antifascismens navn.
Kort sagt:
Idles fyldte hele K.B. Hallen med intensitet, vildskab, kærlighed og antifascisme. Det gik lige i hjertet.