Fontaines D.C. har aldrig lydt så obskure eller inderlige som på ‘Dopamine Chamber’
ALBUM. Dublin City. Fontaines D.C. står for Fontaines Dublin City. Det er en evig påmindelse om det irske rockbands hjemby; en by, der også var totalt definerende for deres udtryk, da de kom frem i slutningen af 10’erne »with a face like sin and a heart like a James Joyce novel«, som det lød på ’Boys in the Better Land’, nummeret, der er præcis lige så irsk, som Blurs ’Parklife’ er engelsk.
Debutalbummet ’Dogrel’ (2019) var som en stakåndet svirretur rundt i en by, som Fontaines D.C. var uløseligt forbundet til. Den dystre opfølger ’A Hero’s Death’ (2020) behandlede berømmelsens skyggesider, mens ’Skinty Fia’ (2022) reflekterede over irskhed og fædrelandsfølelse(r).
På ’Romance’ fra 2024 rystede bandet godt og grundigt op i forventningerne med et mere melodisk, alt-rocket album, vores anmelder beskrev som »et tiltrængt skud musikalske pangfarver« til den dublinske regnvejrstristesse.
Nu er bandets femte studiealbum her. Det har fået titlen ’Dopamine Chamber’ (D.C.!). 11 sange, hvor regnfulde Dublin virker umuligt langt væk. Det nye albums univers er i stedet en vågen drøm, hvor hedonisme hurtigt kan afløses af afsavn og fortrydelse, mens flere af de synthtunge numre ikke ville være malplaceret på soundtracket til Nicolas Winding Refns nyklassiker ’Drive’.
’Mimesis’ kredser, som titlen antyder, om efterligning af virkeligheden. Med en melodiøs basgang og synth-hooks spøger arven fra New Order cirka 1983 i den guitarløse produktion. »The sun will leave the sky / And all the stars reveal«, lyder det kosmiske løfte fra forsanger Grian Chatten, men ligesom det stod klart på førstesinglen ’Marianne’, er der nok en grænse for, hvor langt man bør drømme sig ud i den perfekte evighed.
Chatten lover med en karakteristisk snerren på synthwave-åbningsnummeret ’Six Shot Morning’ sin elskede, at de skal leve i en million år, men det er ønsketænkning, for han bliver til sidst ved med at gentage, at de er »melancholy hearts in a motion film«.
Intet er så fleksibelt, at det ikke før eller siden vil krakelere. Det gælder også for albummet selv, for det er en fortættet lytteoplevelse, hvor første halvdel repræsenterer det synthdrevne semi-rockede overfor anden halvdels afdæmpede kærlighedssange.
Man kan for alvor betragte sprækkerne på albummets mest overdådige ballade, Rosalía-samarbejdet ’Where Is Gone?’, en svulstig regnvejrsbedrøvet romance (dér var regnvejret alligevel), hvor Chatten og den klassisk trænede pop-auteur synger om de glimt af lykke, som var engang.
Producer James Ford viser, at han har flair for symfonisk 60’er-pop fra sin tid i supergruppen The Last Shadow Puppets; sangen er på én gang totalt blæst ud af proportioner, mens det alligevel er som om, en del efterlades usagt. At Rosalía befinder sig fint i det teatralske stryger- og horn-arrangement er forståeligt, men at Grian Chatten pludselig crooner som en anden Scott Walker siger noget om, at ’Where Is Gone?’ er noget ud over det sædvanlige.
Hvor de første singler, ’Marianne’ og ’Tongue’, lagde op til isnende synths og en surrealistisk grundtone, er det, som Rosalía-duetten også beviser, ikke retvisende for ’Dopamine Chamber’, som stædigt insisterer på at udsætte lytteren for et sammensurium af sanseindtryk.
At gå fra det bittersøde farvel på ’Happy For You’, en dybfølt ’Tonight, Tonight’-agtig melodi, og så blive ramt af den repetitive ’Demolition’, som lyder mest af tuderockbands fra start 00’erne, viser måske nok som musikalsk overskud, men det kalder først og fremmest på selvrefleksion fra bandets side. Fokus går tabt, og helheden bliver en diffus omgang.
Af den grund vil det også være svært for fans, der fik øjnene op for Fontaines D.C. gennem ’Romance’ og sange som ’Starbuster’ og ’Favourite’ at føle sig helt trygge. Bandet tager ikke den direkte vej, og som en bivirkning er der mindre umiddelbarhed på ’Dopamine Chamber’ end på forgængeren. Et mere obskurt, men i øjeblikke klart berusende udspil fra et band, der nok vil blive ved med at zigzagge udenom det forventede.
Kort sagt:
Fontaines D.C. undgår at gentage sig selv på en plade, der ikke skelner klart mellem drøm, virkelighed og fantasi. Substansen forsvinder sommetider mellem synthesizere og lydtapeter, men ’Dopamine Chamber’ er stadig et spændende trip.