Simon Kvamm inviterede Smukfest – og en perlerække af gæster – med i øvelokalet
KONCERT. »Tidligere i år var jeg på kirketour med alle sangene«, fortalte Simon Kvamm efter at have spillet åbningsnummeret ‘Revner’ helt alene på sit klaver.
Han forklarede, at Smukfest havde ringet og spurgt, om han ville have lyst til at tage denne ‘Alle sangene’-turné forbi Bøgeskoven, hvortil han svarede, at han kun havde lyst, hvis de byggede en ny scene midt ude foran Bøgescenerne. Det syntes han nemlig var »en sjov måde at sige nej på«.
Men Smukfest tog ham på ordet, og de havde konstrueret en lille in the round-scene midt foran de to scener.
Og her serverede han sange fra alle sine projekter (eller næsten da, ‘Drengene fra Angora’ måtte nøjes med en monolog om, hvordan Baune tilbragte sin festival) i udgaver, som Kvamm selv beskrev som »sangene i deres rå skitseform« og »en kigger med ind i øvelokalet«.
Udtrykket var ganske rigtigt nedbarberet. Adskillige sange var helt uden trommer, og sceneshowet var aldrig mere bombastisk, end hvad der var plads til på den lille cirkelformede platform, der fra tid til anden drejede stille og roligt rundt, så publikum kunne se med fra alle retninger.
Men samtidig var det en tour de force, hvor der hele tiden var nye overraskelser lige om hjørnet, som regel i form af gæster.
Jeg nævner i flæng: Hugorm-kumpanerne Morten Gorm og Árni Bergman. Prisma. De Eneste To-makkeren Peter Sommer. Søren Huss. Kristian Riis og René Thalund fra Nephew. Lis Sørensen som frembrusende Marie Key-erstatning på ‘Gå med dig’. Saveus som velvalgt Polarkreis 18-stand-in på den første festivaloptræden af ‘Allein, Alene’ nogensinde.
Men de gæster, der gjorde størst indtryk, var Kvamms familiemedlemmer. Dels broren Stefan, der da også i sin tid spillede elektronik for De Eneste To, men især faren Janus, der spillede akustisk guitar på Hugorms ‘De voksne sprækker’, der er skrevet til Simons datters konfirmation, og hvor han tager udgangspunkt i, hvordan han under sin egen konfirmationstid opdagede, at hans far »er et menneske, der også kan slå sig«.
Sangen er god til Hugorms egne koncerter, men den var faktisk stærkere her i denne mere nedbarberede udgave, hvor Kvamms sårbarhed smukt fik lov til at skinne igennem over tre guitarer og intet andet.
Tilsvarende har ‘Superliga’ historisk fungeret bedre som stadionbasker end som den kærlighedssang, den ret beset er, men da den her blev opført mere skrabet i et medley med en sårbar udgave af ‘First Blood Harddisc’, kunne man mere end nogensinde mærke de store følelser for hustruen Stine Ellerbæk, som er sangens drivkraft – uden at sangens muskel gik tabt.
Kvamm brugte god tid på at introducere numrene, men udover Baune-monologen var det altid med henblik på at give publikum den der ekstra forståelse for musikkens grundlag, som man jo også havde fået, hvis man vitterligt havde været i øvelokalet, da sangene blev til.
Jeg nænnede knap nok at synge med under ‘Worst/Best Case Scenario’, simpelthen fordi Kvamms vokal lød så sårbar over et ensomt klaver, der må have været sat på sin »Enya«-indstilling, hvilket klædte den overraskende godt.
Koncerten var én lang øvelse ud i både kontekstualisering og rekontekstualisering af Kvamms lange musikkariere. Og hele vejen igennem lød det fortræffeligt.
Kort sagt:
Simon Kvamm spillede intime, vellydende udgaver af sange fra alle sine projekter under en koncert, hvor Smukfest på hovedpersonens opfordring havde bygget en lille in the round-scene. Som publikum kom man helt tæt på sangene og fik en indgående forståelse for musikkens grundlag.