Joss Whedons falske feminisme er som en pæl gennem hjertet på ’Buffy’-fans

Hvordan er det at være superfan af den feministisk nybrydende ’Buffy’, efter kultseriens selverklæret woke bagmand Joss Whedon er blevet anklaget for chikane og ondskabsfuld opførsel? Freja Dam skriver om sin reaktion.
Joss Whedons falske feminisme er som en pæl gennem hjertet på ’Buffy’-fans
'Buffy the Vampire Slayer'. (Foto: PR)
STREAMING TOGETHER

KOMMENTAR. Det har været en hård uge for fans af 90’er-kultserien ‘Buffy the Vampire Slayer’. Seriens skaber Joss Whedon får i disse dage kraftigt udhulet sit image som mandlig feministisk allieret, efter en række af seriens særligt kvindelige skuespillere og filmarbejdere har anklaget ham for chikane og ondskabsfuld opførsel.

Whedons status som selvudnævnt »woke bae« blev allerede udfordret i 2017, hvor hans ekskone Kai Cole i et essay hos The Wrap beskrev ham som »en hykler, der prædiker feministiske idealer«, mens han bag hendes ryg havde utallige affærer med skuespillere, kolleger og fans. Nu er det jo ikke forbudt at være utro, men hvis det er sket på produktioner, hvor han har været showrunner eller instruktør, er det pludselig ret problematisk.

I de næste år så flere problematiske sager dagens lys. Der blev lækket et kasseret manuskript til ’Wonder Woman’, som beskrev superhelten i liderlige vendinger. ’Buffy’-hovedrolleindehaver Sarah Michelle Gellars stuntkvinde Sophia Crawford fortalte, at Whedon havde givet hende et ultimatum mellem at blive fyret eller forlade sin kæreste, fordi han havde sagt op som stuntkoordinator på serien. Og i sommer beskyldte skuespiller Ray Fischer på Twitter Whedon for »klam, grov, uprofessionel og komplet uacceptabel« opførsel på optagelserne til filmen ‘Justice League’ fra 2017.

Tweetet gik viralt, men sagen blev hurtigt glemt. Indtil nu. I sidste uge delte skuespiller Charisma Carpenter, der spillede en bærende rolle som Cordelia Chase i ‘Buffy’ og spinoff-serien ‘Angel’, en længere udtalelse på Twitter, som hun siger, hun fandt mod til efter Fischers udtalelser.

I tweetet fortæller hun, at Whedon skabte en giftig stemning på settet og beskriver, hvordan han blandt andet chikanerede hende under hendes graviditet: kaldte hende »fed«, spurgte om hun havde tænkt sig at beholde barnet, sendte hende på arbejde klokken 1 om natten, selvom hendes læge havde beordret hende til kortere arbejdsdage, og fyrede hende, efter hun havde født.    

Måtte ikke være alene i rum med 14-årig

I dagene efter har en række andre ’Buffy’-skuespillere samt manuskriptforfatter og showrunner Marti Noxon bakket op om Chases udsagn. Sarah Michelle Gellar skrev på Facebook, at hun er stolt af rollen som Buffy, men ikke ønsker at blive associeret med navnet Joss Whedon for altid. Amber Benson, der spillede Tara i serien, tweetede, at serien havde et »giftigt miljø, der starter i toppen«, og at mange af skuespillerne 20 år senere stadig bearbejder den skade, der skete.

Mest foruroligende er dog en kommentar fra Michelle Trachtenberg, der som 14-årig indtog rollen som Buffys lillesøster Dawn, hvor hun beskriver Whedons opførsel som »meget upassende«. »Der var en regel. Der sagde. Han må ikke være i et rum alene med Michelle igen«.

Ufff.

Joss Whedon. (Foto: Michael Tullberg/Getty Images)

Som vi har erfaret med #MeToo har Hollywood været tæt befolket af krænkende typer, så det burde ikke være overraskende at høre om endnu et grænseoverskridende røvhul. Og i virkeligheden er det værste ved Trachtenbergs udsagn illustrationen af det enabler-system, der betyder, at Whedons opførsel har været velkendt uden at have haft konsekvenser.

 Men når det alligevel slår hårdt med Whedon, er det netop, fordi han har iscenesat sig selv som »en af de gode« som ophavsmand til en empowering feministisk serie, der var forud for sin tid og har været formativ for mange tv-elskere – inklusive mig.

En nyskabende serie

Jeg har elsket ‘Buffy the Vampire Slayer’ fra første øjeblik, serien gled over skærmen i TV 2’s seriesøndag i 1997. Som teenager så jeg den lidt som en gulity pleasure med en sej feministisk heltinde og en underholdende blanding af gys, humor, kærlighed og highschool-drama.

Som film- og medievidenskabsstuderende opdagede jeg nye dybder, da jeg skrev opgave om serien og blev overrasket over den enorme mængde af akademiske analyser, den har været genstand for.

Og som anmelder har det varmet mit hjerte at læse om den betydning, den blandt andet har haft for mit største kritikerforbillede Emily Nussbaum fra The New Yorker, som har fortalt, at ‘Buffy’ var grunden til, at hun overhovedet begyndte at interessere sig for tv-serier i en tid, hvor tv blev betragtet som et underlødigt medie.

Alyson Hannigan som Willow og Amber Benson som Tara i ‘Buffy the Vampire Slayer’. (Foto: PR)

‘Buffy’ var nyskabende i sin originale, postmoderne genreblanding af campet soap, uhyggeligt gys, hæsblæsende action, dybtfølt teenagedrama og humoristisk screwball-dialog fuld af sprogligt overskud og popkulturelle referencer.

Som empatisk fortælling til outsider-ramte teenagere rammer den plet med en sjovt tænkt og udført metafor for gymnasietidens prøvelser, hvor skolen bogstaveligt talt er et helvede: Sunnydale High ligger oven på en helvedesportal, hvor alverdens onde skabninger pibler op, og derfor hidkaldes den 16-årige vampyrdræber Buffy som beskytter.

Især i seriens første sæsoner er de monstre, hun bekæmper, håndgribelige manifestationer af teenageproblemer: En flok ukontrollable drenge viser sig at være besat at hyæner. Buffys kæreste, vampyren Angel, mister sin sjæl, efter de har haft sex. Og hendes irriterende Cher-lyttende roommate på universitetet viser sig rent faktisk at være en dæmon. I de senere sæsoner behandler serien mere modne emner som sorg over at miste en forælder, eksistentiel ensomhed og PTSD med lige så stor indlevelse.

Ved nærmere eftertanke…

‘Buffy’ er med rette blevet hyldet som et feministisk nybrud, fordi den bytter om på gysergenrens traditionelle kønsroller: Blondinen er ikke offer, men banker vampyrerne med velplacerede sidespark og lammende bemærkninger.

Og i modsætning til tidligere gyserheltindetyper som 1980’ernes androgyne og aseksuelle såkaldte final girl er Buffy både feminin af udseende og af karakter. Hendes feminine kvaliteter som omsorg og fællesskabsorientering er en styrke, da hendes venner ofte bidrager til at redde verden fra alskens monstre.

Samtidig er Buffy ikke bange for at tage ansvaret og magten på sig og gør oprør mod patriarkat og autoriteter, blandt andet i form af det mandlige ’vogterråd’, som hun på et tidspunkt nægter at tage imod ordrer fra. Fysisk gør hendes overdrevne femininitet effekten ved rollebytningen endnu stærkere og giver serien et ironisk, campet islæt, der peger på samfundets konstruerede kønsroller.

Charisma Carpenter som Cordelia Chase i ‘Buffy’. (Foto: PR)

Buffy flankeres af en række stærke kvinder, ikke mindst sin nørdede bedsteveninde Willow, der udvikler sig til en magtfuld heks og springer ud som en af tv-historiens første queerkarakterer.

Men hvad så nu – kan vi stadig sætte pris på ‘Buffy’ efter at have hørt om de lidelser, de medvirkende har været igennem?

Jeg beholder mine ‘Buffy’-dvd’er, men har umiddelbart ikke lyst til at sætte dem på lige nu. Jeg er også lidt nervøs for, om jeg ved et gensyn ville blive opmærksom på flere skurende aspekter – ved nærmere eftertanke var skildringen af forholdet mellem Buffy og Spike, der startede med en voldtægt, for eksempel rimelig problematisk.

Feminist og dumt svin

Personligt føler jeg mig faktisk så hærdet af de sidste års #MeToo-sager om kunstnere, jeg sætter pris på, at Whedon ikke får mit verdensbillede til at krakelere. Jeg har haft det svært med pædofilianklagerne mod Woody Allen, fordi jeg foretrækker at forblive i troen om, at min yndlingsinstruktør, der har skabt vanvittigt mange gode kvinderoller, ikke har begået overgreb på sin syvårige datter – en overbevisning jeg netop er blevet yderligere udfordret i ved at se dokumentarserien ‘Allen V. Farrow’.

Det var også et slag, da Louis CK, som blandt andet har været med til at give en platform til fantastiske Pamela Adlon som medskaber af ‘Better Things’, viste sig som en klam krænker. Og der er en mørk ironi i, at Roman Polanski med ‘Rosemary’s Baby’ har instrueret en mesterlig film om voldtægtskultur.

Men måske er mennesker og kunstnere ikke så én til én. Måske kan man godt have feministiske holdninger, men samtidig have en personlig brist, der gør, at man ikke følger dem i praksis. Måske er Joss Whedon feminist og et dumt svin. Måske er han bare et dumt svin, der poserer som feminist for at score billige points.

Tanken om, at ‘Buffy’ er skabt under falske forudsætninger af en misogyn mand, der bag facaden har gjort livet til et helvede for en række kvinder, er lidt som at få en træpæl gennem hjertet. Men serien er også større end Whedon – den er et produkt af kvindelige manuskriptforfattere og producere som Marti Noxon og Jane Espenson og skuespillere som Sarah Michelle Gellar, Alyson Hannigan og Charisma Carpenter.

Jeg vil til enhver tid hævde, at ‘Buffy’ er en fremragende serie, der har haft kolossal betydning for både tv-historien og en masse seere. Og den vil altid have en særlig plads i mit, nu lidt mere forkullede, hjerte.

Joss Whedon er jeg dog færdig med.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af