Jeg har aldrig set en så øm skildring af venskab mellem midaldrende mænd som i ’DTF. St. Louis’.
Sidste afsnit af Steve Conrads serie landede på HBO Max mandag, og jeg vil undlade at spoile de nærmere detaljer i plottet om vejrmanden Clark (Jason Bateman), tegnsprogstolken Floyd (David Harbour) og datingappen, der har givet serien dens titel. Dette har trods alt karakter af en anbefaling til alle, der ikke har taget Soundvenues indledende femstjernede anmeldelse på ordet endnu.
’DTF St. Louis’ er for så vidt et misledende navn, da det antyder en fræk og kæk zeitgeist-fortælling om to mænds fantasier og seksuelle eskapader.
Det kan man måske også godt på overfladen sige, at HBO-serien er, men det er svært at forberede sig på de dybe penselstrøg, Steve Conrad gennem syv uforudsigelige afsnit maler sit portræt af livskrise, længsel og fastlåst seksualitet med.
Og faktisk er netop det – de svære menneskelige nuancer, der gemmer sig bag vores forestillinger om andres liv – en stor del af pointen.
Serien starter nemlig som en hver anden krimi. Allerede i første afsnit erfarer vi, at Floyd Smernitch findes dræbt i en sauna. Omkring ham findes et gammelt pornoblad med nøgne mænd og en tom dåse Bloody Mary.
Det er et mordmysterium, som den erfarne efterforsker Donaghue Homer (Richard Jenkins) først mener at have regnet ud på stedet. En affære, en forsikringspræmie, hævn. Klassiske motiver, sagen så godt som lukket.
Men med hans yngre makker Jodie Plumbs skarpsindige næse som førerhund tegner der sig et langt mere mudret scenarie. Og et langt mere hjerteskærende scenarie, efterhånden som vi lærer virkelig at forstå, hvad der skete mellem Clark, Floyd og sidstnævntes hustru, Carol (Linda Cardellini).
Det, der skete, var nemlig ikke en sag. Det var liv, det var skæbner – besværligt, søgende, uafklaret. Og i centrum stod to mænd, der længtes.
En rulleskøjtefantasi
Clark og Floyd delte en uudgrundelig ensomhed af den slags, som ikke kun findes i forstaden, men måske er allermest slående netop der, midt i facadedyrkende tryghed, tilfredshed og normalitet.
Clark var kørt fast i tilværelsen og trængte til et eventyr, til at mærke blodet pumpe i venerne igen, men for Floyd stak det dybere. Han var så godt et menneske, at han tog skylden på sig, da en anden smadrede hans penis skæv for life, som tungekyssede en fremmed mand for ikke at såre ham. Han er for god til en verden, der kræver meget mere end godhed. Hans elendige økonomi havde kørt familien i sænk, forholdet til Carol stod ikke til at redde, og hans brændende drift efter at blive accepteret, anerkendt, set led nederlag igen og igen.
Det lyder trist, og det er det også, men som det platoniske forhold mellem Clark og Floyd voksede, var der også en varme og ømhed, der forplantede sig langt ud i stuen.
I idrætssale og biler, i svømmehaller, i skoven og i baghavens triste gyngestativ har de to mænd samtaler om alt fra usikkerhed til stive pikke. De bekender deres inderste tanker, erklærer hinanden deres kærlighed, og først og fremmest lytter de til hinanden, fordomsfrit, inderligt og uironisk. De sætter ord på, de lægger krop til.
Hvornår har du sidst selv haft sådan en samtale med en ven?
Du har ikke oplevet mandligt venskab, før du har set Jason Bateman og David Harbour hånd i hånd i hver deres liggecykel gennem skoven på vintur, som ’Sideways’ uden kynismen. Du har aldrig set utroskab skildret med den åbenhed, som opstår mellem Clark, Floyd og Carol. Og du har i hvert fald ikke set det formuleret på tegnsprog.
Undervejs i krimiplottet dukker to mænd op – den ene spillet af Peter Sarsgaard – som via DTF-appen krydser Floyds spor. I de fleste andre serier ville de være slibrige, mistænksomme personager, men her er de empatiske udkrystalliseringer af hovedpersonernes længsler. Peter Sarsgaards karakter, bare kendt som Modern Love, fantaserer om at køre hånd i hånd med et andet menneske på en rulleskøjtebane.
Gør vi ikke alle?
Beslægtet med ’Den danske kvinde’
Clark og Floyd finder den ærlighed og oprigtighed, der er så svær at nå frem til midt i den låste tilværelses forpligtelser og forsvarsskjold, men serien er ikke naiv. De to hovedpersoner er også ude at skide, fra brønden af eksistentiel fortabthed kravler de mod lyset via en tunnel, de ikke aner, hvordan de skal navigere i.
Deres nyfundne forbindelse kan ikke udviske den smerte og de sår, den er opstået på baggrund af, og deres venskab er en overlevelseskamp af den slags, hvor man lover ting, gør ting og siger ting, som man umuligt kan overskue konsekvenserne af. I sit forsøg på at hjælpe Floyd slår Clark også de sidste søm i hans kiste.
Med det vemodige sidste afsnit står ’DTF St. Louis’ tilbage som et vaskeægte mesterværk, én af de mest dybfølte serier i dette årti.
Den er på uventet vis beslægtet med tidens anden store serie om at række ind i andres liv, islandske ’Den danske kvinde’ med Trine Dyrholm. Her har danskerens nævenyttige ekssoldat travlt med at rette op på sine islandske naboers uperfekte liv, fra druk til skærmforbrug og klimaaftryk, mens hun ignorerer sine egne moralsk tvivlsomme midler til at nå sine mål.
I ’DTF St. Louis’ er forsøget på at blande sig i hinandens tilværelser mindre demonstrativt, mere empatisk. Ultimativt kulsort, men ikke uden lys. For Floyds aspiration efter at være noget for andre var ikke helt forgæves. Man skal lede efter solstrålerne blandt svigt, traumer og en usikker fremtid – men de er der.
I begge serier er vejen til forløsning komisk og overraskende. Begge blæser ny energi i fortærskede krimiskabeloner, og begge kæler for hver en lille scene, replikudveksling og bikarakter på en måde, som man ellers sjældent ser i streamingtjenesternes samlebåndsproduktion.
I hvilken anden serie ville en ligegyldig scene, hvor et vidne kaldes ind til afhøring, forvandles til et lille stykke komisk guld, som i sidste afsnit af ’DTF St. Louis’? I hvilken anden serie ville en entreprenant langhåret 15-årig, der er chef for det lokale baseballdommer-lau, blive en mindeværdig figur? I hvilken anden serie ville mandlig Indiana Jones-porno være et bærende motiv?
’DTF St. Louis’ gav os ikke blot to af de mest sublimt ømme dansescener, du nogensinde kommer til at se på din fjernsynsskærm.
Den mindede os alle om at vande vores relationer, inden de – og vi – visner. Deri ligger håbet. Floyds død må ikke være forgæves.
’DTF St. Louis’ kan ses på HBO Max.