’Poker Face’: Endelig er Rian Johnsons perfekte hyggekrimiserie kommet til Danmark
Elskede du ’Knives Out’? Gættede du ivrigt med, da du så ’Glass Onion’?
Instruktøren af Cluedo-filmene Rian Johnson er tilbage med en hel serie af drab og mordere, der overgår hinanden i finurlighed i hvert afsnit af ’Poker Face’, der efter megen amerikansk hype nu endelig er nået vores breddegrader.
Men bedst af alt er måske seriens detektiv. Den hæse, pågående, tidligere pokerspiller Charlie Cale (Natasha Lyonne) er et godt bud på en moderne Sherlock Holmes. Hun går omvendt til værks. Deduktiv frem for induktiv. Allerførst ved hun, noget er galt, for hun kan se, når folk lyver.
Samtidig starter hvert af seriens afsnit med et drab, morderen og motivet. Herfra handler det om, hvordan Charlie kan regne dén ud!
Og det kan måske lyde lidt kedeligt, at vi kender løsningen helt fra start, men det hele ligger – helt som i en god mordgåde – i de velskrevne detaljer. Som i de åndelige forgængere med Daniel Craigs superdetektiv Benoit Blanc forelsker man sig i de mange mennesker (og en enkelt racistisk, misogyn MAGA-hund), som den utroligt rare og rummelige Charlie lærer at kende på sine rejser gennem USA.
Men inden vi når hertil, skal vi have etableret en baggrundshistorie. Sterling Frost Jr. (Adrian Brody, serien er fyldt med stjerner som en nattehimmel) har arvet sin fars casino, hvor Charlie allernådigst har fået arbejde som tjener. Faren har ødelagt hendes pokerkarriere. Ikke fordi hun snød – hendes løgnedetektorfærdigheder revsede casinoerne for penge.
Da veninden, rengøringsdamen Natasha, ved et tilfælde finder noget skrækkeligt på en prominent gæsts computer, får Sterling hende slået ihjel. Det regner Charlie selvfølgelig ud, og så er hun på flugt fra de mafiøse casino-mænd, der vil gøre hende tavs.
Som i Star Wars’ uendelige univers (Johnson instruerede som bekendt kontroversielt ’The Last Jedi’) bliver USA til et kæmpe mulighedsrum for verdener og væsner, der beboer dem. Vi er først på casino i Las Vegas, siden på en tankstation ved Route 66, til barbeque i Texas og metalkoncert i det vestlige, mere liberale USA – og det er kun i de første fire ud af ti afsnit.
Mysteriegenren er befængt med velkendte troper og typer, som Johnson drejer, twister og bruger til sin fordel. De fungerer som tusind benspænd for Johnsons kreativitet, helt i Lars von Trier og Jørgen Leths ånd, hvis man forestillede sig de to være i virkelig, virkelig godt humør på amerikansk.
Tag for eksempel barbeque-komponisten, der laver ribs så gode, at det synger for karaktererne som i ’Ratatouille’, men som efter mødet med Bong Joon-hos veganerfilm ’Okja’ grædende bryder sammen foran grillen og erklærer sig selv for angrende morder og frelst veganer.
I øvrigt efter anbefaling af Charlie, der har flugtbilens bagagerum fyldt med film, som har dyr i hovedrollen.
Eller det helfesne metalband, der nærmer sig 40 og færdig og kun har et enkelt hit i kataloget. Da den hyrede, underkuede trommeslager ærbødigt spiller et nyt hit for dem, overdøver en dronelyd sangen, og et spotlys lyser forkvinden Cloë Sevignys ansigt op, som havde hun fået en guddommelig åbenbaring.
Den ellers hygge-fjollede serie har altså også menneskelig dybde og filmisk poesi.
Serien udkommer med et nyt afsnit en gang om ugen, og min klare anbefaling vil være at hygge sig med det på den måde i stedet for at streame hele molevitten på én gang.
For selvom Johnson (og hans ti medforfattere) synes at have adgang til en utømmelig kreativitetskilde, er det begrænset, hvor overrasket man kan blive af at se den ene mordgåde efter den anden forløst inden for en times tid.
Kort sagt:
Der er egentlig noget mærkeligt ved, at mord forenes med ultimativ hygge, men det er tilfældet i Rian Johnsons veltilrettelagte og kreative bud på Barnaby for millennials.
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.