’Loki’ sæson 2: Marvel-krisen er afblæst!

’Loki’ sæson 2: Marvel-krisen er afblæst!
'Loki' sæson 2. (Foto: Marvel)

»Hovedværket i Marvels første serieæra!«

Sådan beskrev jeg ’Loki’ sæson 1 tilbage i sommeren 2021.

Dengang i en svunden tv-æra, hvor vi endnu blot havde fået tre superhelteserier på Disney+, og morgengryet havde guld i mund.

For hvad kunne gå galt i det mægtige Marvel Cinematic Universe, der over et årtis biografdominans jo dårligt havde sat en fod forkert?

Mangt og brandærgerligt meget, skulle det vise sig, idet både serie- og filmkvaliteten i tiden efter ’Loki’ begyndte at knage under savnet af de hedengangne Avenger-MVP’s og – med få undtagelser – stadigt mere forglemmelige plots.

Kulminerende i dette års fade ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ og ’Secret Invasion’, der i skrivende stund bryster sig af nogle af de dårligste anmelder- og publikumsscores, MCU har høstet på tværs af film og tv.

Krisen kradser, hvorfor der har været rigelig grund til at bide negle over eksekveringen af ’Loki’s hypede sæson 2 og dens mistænkeligt lange vej til skærmen.

Men venner, jeg har nappet en Time Variance Authority-tidsrejsedingenot og bringer godt nyt fra fremtiden:

Your savior is here! Og han er burdened with glorious purpose for at genoprette vores tro på Marvel-magien.

‘Loki’ sæson 2. (Foto: Gareth Gatrell/Marvel)

Ikke alene er ’Loki’ således fortsat kronjuvelen i superseriekataloget, anden sæson kandiderer slet og ret til at overgå forgængeren med en mørkere tone, en farligere Loki og et brillant birollecast anført af multiverse-connaisseur og Oscar-vinder-selfie-darling Ke Huy Quan (’Everything Everywhere All At Once’).

Står første sæsons finaleafsnit en kende sløret i hukommelsen, vil det være en rigtig, rigtig god ide at varme op til premieren på sæson 2 med et hurtigt gensyn, for det nye kapitel sprinter ud af starthullerne ikke to sekunder efter sidste replik faldt i 2021:

I kølvandet på Loki-varianten Sylvies (Sophia Di Martino) likvidering af He Who Must Remain (Jonathan Majors) – dukkeføreren bag det Kafka’ske tidsbureaukrati TVA – er den Hellige Tidslinje splintret i en multiverse-myriade af nye grene, der i en kuriøs metaspejling af Marvels eget kalejdoskopiske franchise-mylder tangerer totalt kollaps i kontrolrummet.

TVA’s ’kernereaktor’, der førhen har stabiliseret tidens flow, er ved at brænde sammen, og Loki (Tom Hiddleston) og Mobius (Owen Wilson) må søge hjælp hos den elskeligt pragmatiske tekniker O.B. (Quan) for at få maskineriet i ro med svensknøgle og knofedt.

Hvis det da ikke allerede er for sent.

‘Loki’ sæson 2. (Foto: Gareth Gatrell/Marvel)

Under TVA’s styre af tidslinjen var fri vilje en illusion. Ingen skabninger måtte afvige fra deres præ-determinerede skæbnekurs, som Loki erfarede på den hårde måde i første sæson. Men var illusionen alligevel bedre end dommedagsalternativet?

Med He Who Must Remain aka. Kang the Conquerors krigslystne varianter lurende i horisonten (en af dem stjal som bekendt billedet i ’Ant-Man: Quantumania’) er kaosagenten Loki splittet. Og det er usigeligt velkomment, at Hiddleston oven på første sæsons emotionelle rutsjebanetur får mulighed for at lade jokerens dystre sider gøre glimtvise comeback.

Det er Lokis manege, og med fare for at træde visse fansegmenter over tæerne vil jeg ligefrem vove at påstå, at hans kvindelige alter ego Sylvie, en nøglekarakter i sæson 1, nu simpelthen er gået hen og blevet seriens svageste led, der oftere spænder ben for momentum, end hun driver historien frem.

Så er der straks mere smittende spræl over Hiddleston og Wilson, der pingponger, som var de født ind i rollerne (det er min overbevisning, at Wilson aldrig har været bedre), Quans gæve O.B., der er dømt til at blive en MCU-fanfavorit over night, Wunmi Mosakus reformerede Hunter B15 og ’Blindspotting’-talentet Rafael Casal som en TVA-soldat med tvetydig agenda.

Såvel som MCU’s big bad rising i nye klæder, atter spillet med enigmatisk mystik af Jonathan Majors, naturligvis (Bemærk: skuespillerens fremadrettede karriere i stalden er uvis som følge af voldsanklager i privaten. Retssagen starter den 25. oktober).  

Casting-overflødighedshorn er selvsagt en Marvel-specialitet, og dog har det i senere år ikke nødvendigvis været ensbetydende med, at spillerne også får mulighed for at flekse gaverne, som de og vi fortjener (jeg kigger på jer, ’Eternals’, ’Secret Invasion’, ’Hawkeye’ med flere …).

‘Loki’ sæson 2. (Foto: Marvel)

Men i ’Loki’ sæson 2?

Her flekses der med så stort overskud og på en baggrund af så spektakulær Wes Anderson-møder-David Lynch-scenografi, at jeg hellere så, at Marvel kastede knaster efter 20 time lange afsnit i TVA-land end tre ligegyldige seriekommaer og en filmfadæse, alene fordi den forkromende 20-årsplan dikterer turbo-turnover på samlebåndet.

Det er forbistret god, tempofyldt underholdning, omhyggeligt iscenesat (samt delvist instrueret) af de to nye showrunnere Aaron Moorhead og Justin Benson, der tidligere har arbejdet på Marvels ’Moon Knight’ og skabt en række ovenud creepy gyserfilm (mere om deres baggrund her).

Horror-arven fornægter sig ikke, og selvom det givetvis har været en udfordring at træde ind i et allerede etableret serieunivers (’Loki’ er den eneste Marvel-serie, der har fået en sæson 2), lykkes det Moorhead og Benson at sætte deres eget præg på serien uden at kompromittere grundformen.

Med sin ’Twilight Zone’-stemning, absurdkomik og grynede 1970er-sci-fi-æstetik føles ’Loki’ stadig ikke som noget andet, vi nogensinde har set fra MCU. Og side om side med Tom Hollands ’Spider-Man’-franchise repræsenterer serien lige nu det mest forunderligt originale af, hvad superheltestudiet kan og bør være, hvis det skal lykkes med at ryste krisestemningen af sig.

For all time, always.

(PS: Husk at se outroen til ende efter første afsnit …)


Kort sagt:
Det lå ikke just i kortene for et årti siden, at Thors uregerlige skurkebror skulle blive hovedrollefrelseren, der trak Marvel tilbage fra krisekantens rand. Men her står vi gudhjælpemig med en så forrygende anden sæson af jokerens soloserie ’Loki’, at man aner et nyt morgengry spire for superheltestudiet. Glorious purpose!

Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.

’Loki’ sæson 2. Serie. Showrunnere: Aaron Moorhead og Justin Benson. Medvirkende: Tom Hiddleston, Owen Wilson, Sophia Di Martino, Ken Huy Quan, Gugu Mbatha-Raw, Jonathan Majors, Rafael Casal m.fl. Spilletid: 6 afsnit af ca. 50 min. Premiere: 5. oktober på Disney+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af