’Loki’: Tom Hiddlestons geniale joker er kongen af Marvels serieunivers

OBS: Anmeldelsen er spoilerfri, men hvis du absolut intet vil vide om serien før første afsnit, kan du gemme læsningen til senere.

Igennem 10 år og seks Marvel-film har Loki, halvguden af narrestreger og Thors tveæggede bror, aldrig helt formået at overbevise nogen andre end sig selv om, at han 100 procent er født til at herske – hvad end det er over hjemlandet Asgård og dets ni riger eller et hvilket som helst andet univers i akut behov for en magtliderlig, magisk egocentriker med bløde lokker og lange læderjakker.

Indtil nu.

For efter at have slugt de første to afsnit af antiheltens nye, decideret formidable soloserie på Disney+ er jeg ikke længere et sekund i tvivl:

Loki, du er født til at være konge. Om ikke af Midgård, så af hele Marvels serieunivers.

Oprindeligt var det planen, at Marvels fanfavorit extraordinaire – spillet med dødbringende charme af Tom Hiddleston – skulle være bannerføreren på den lille skærm post ’Avengers’-filmenes IMAX-dominans, men corona ville det anderledes, hvorfor det i stedet blev sitcom-pastichen ’WandaVision’, der åbnede ballet på Disney+, efterfulgt af actiondramaet ’The Falcon and the Winter Soldier’ i foråret.

Set i bakspejlet har dén rækkefølge dog kun været til fordel for ’Loki’s hype, idet ’WandaVision’s abrupte stilistiske brud med MCU’s filmkonventioner lagde fans og anmeldere ned i ekstase og sammen med ’Falcon’s samfundskritiske granskning af genrens egen racisme tegnede et fascinerende billede af et mere kunstnerisk alsidigt superheltemiljø drevet af intime karakterstudier.

Hvilken bedre måde at indvarsle nye tider end ved at tage en håndfuld af sine mest moralsk udfordrede bifigurer fra kampene om universets overlevelse, flå kapperne af dem og sætte dem i et par sweatpants på sofaen, i den varme stol hos psykologen eller bag en stak papirer over alle tilværelsens synder, hvor superkræfterne kommer til kort i mødet med spørgsmålet om, hvem filan de egentlig er på en kedelig onsdag aften, når alle verdens bad guys er besejrede?

’WandaVision’ og ’Falcon’ forvandlede perifere ’Avengers’-personager til afrundede og ikke så lidt traumatiserede hovedpersoner, man stik imod alle odds pludselig sad og flæbede over på sofaen, da de efter relativt få afsnit forlod os igen. Loki kender de fleste seere til gengæld allerede ganske godt, og gensynsglæden ved at se ham tilbage i topform føjer et ekstra euforisk underholdningslag til seriens slagkraft i navnlig første afsnit, der på det nærmeste fik mig til at hoppe i sofaen af fanfryd.

Ikke mindst fordi Loki jo sådan set omkom på tragisk heltemanér tilbage i ’Avengers: Infinity War’, hvor Thanos kvalte livet ud af ham for øjnene af Thor.

Men, men.

Ingen superhelt er selvsagt så død, at vedkommende ikke har en hel Disney+-serie i ærmet, som Vision ville sige det, og som du forhåbentlig ved, ændrede fortids-Loki sin fremtid radikalt, da han stjal en infinity-sten og stak af under ’Avengers: Endgame’s tidsrejsekaos (hvis alt det er sort snak, er det bare med komme i sving med at få set de tre ’Thor’-film og alle ’Avengers’ på Disney+. Intet mindre kan gøre det, hvis du vil have udbytte af ’Loki’, der absolut ikke giver ved dørene til MCU-newbies).

’Loki’ samler handlingstråden op i samme sekund, vor skurkehelt ’beamede’ sig selv til friheden, men Asgårds sorte får når ikke at ånde lettet op i mange minutter, før han pludselig arresteres af en gruppe knastørre ordenshåndhævere for organisationen TVA – Time Variance Authority. Loki har snydt på vægten og fucket med tiden, og den slags går ikke ustraffet hen, informeres han og vi om i en genial introduktion til det støvet-brune Kafka-bureaukratiske helvede, der er TVA’s hovedkontor et sted mellem stjernerne.

TVA’s mytiske og aldrig sete tre »time keepers«, overser, at alt og alle holder sig indenfor deres skæbners smalle sti, fortæller dommeren Ravonna (Gugu Mbatha-raw), og ligesom Loki kan man ikke undgå at få begyndende paranoia over setuppet, der har en mareridtssnert af privatiseret statsmagt over sig.

At afsløre for meget om ’Loki’s plot ville være en synd værre end at stjæle kuglepennen fra en af TVA’s tusinde skrivebordsslaver, men kort fortalt hverves den titulære gavtyv (meget) modvilligt til at assistere papirnusser-agenten Mobius (Owen Wilson) med at lokalisere en mystisk, storsvindlende usling, der til TVA’s bekymring spreder død og ødelæggelse på tværs af tid. It takes one to know one …

»Jeg kunne aldrig finde på at dolke dig i ryggen!«, bedyrer Loki og plirrer med hundehvalpeøjnene, da han ser en mulighed for at sweettalke Mobius til medgørlighed.

»Loki, du har bogstaveligt talt dolket omkring 50 personer i ryggen«, svarer bureaukraten træt.

» … Men jeg gør det aldrig mere«, lyder det med så lidt overbevisning, at jokeren selv dårligt kan holde masken.

Mobius vil gerne grave i, hvem Loki er under al arrogancen og verdensherredømme-visionerne: »Kan du lide at gøre andre ondt?«, spørger slipsemanden nøgternt og afspiller klip på klip fra halvgudens hærgen i New York i ’Avengers’.

Det er velkomment, at Loki – muligvis MCU’s mest komplekse skikkelse – bliver tvunget til at gøre sjælestatus, og det samme gør man som seer, for var det ikke os, der hele tiden hemmeligt heppede på ham igennem ild og … mere ild?

Sikkert nok går der ikke lang tid, før Lokis såvel som ens egen underlæbe begynder at dirre lidt, skønt vi jo alle dage udmærket har vidst, at der under det grønne outfit gemmer sig en lille blå dreng optændt af kaotisk energi, men uden nogen som helst ide om, hvad der egentlig bringer ham ro.

’Loki’ er efter superhelteklassisk forskrift en fortælling om at få fingeren ud af navlen og finde sit værd for the greater good, men at afskrive serien som »endnu en i rækken« ville være som at takke nej til ’Mare of Easttown’, fordi man på forhånd ikke tror på, at krimigenren kan genopfinde sine egne troper.

Forrygende, teatertrænede Tom Hiddleston har en nerve og rastløs intensitet, der får lumskebuksen til at sitre på skærmen, ikke ulig skuespillerens undercoveragent i miniserien ’The Night Manager’, og over for ham indtager Owen Wilson en af sine bedste, underspillede roller længe (særligt en scene, hvori Loki hijacker Mobius’ frokostsalat for at illustrere en særligt kompliceret tidsrejseteori, er ubetaleligt morsom).

På papiret er Wilsons karakteristisk mumlende, excentriske blidhed måske nok et overraskende valg i Marvel-regi, men eftersom serien vitterligt ligner en 1960’er-inspireret science fiction-film direkte fra Wes Andersons nostalgiske hjerne er det Loki, der på alle måder (bevidst) i starten fremstår som the odd man out i kontorlandskabet – hvor infinity-sten i øvrigt bliver brugt som brevvægte (dén ville have gjort nas på hedengangne Tony, Vision, Nat og Gamora … ).

Ligesom Loki taber man næsten næse og mund over detaljerigdommen i TVA, og den heftige dosis af Taika Waititi-beslægtet absurdkomik genopliver momentant håbet om, at Loki lægger vejen forbi næste års ’Thor: Love and Thunder’ (shout-out til TVA-medarbejderen, der får Loki til at svede tran over, om han monstro selv kunne være en robot).

Indtil dén spænding udløses, kan vi den næste halvanden måneds tid ugentligt glæde os over, at serieskaber Michael Waldron (‘Rick and Morty’) og instruktør Kate Herron ikke blot er lykkes med at fremavle en MCU-hybrid af ’Blade Runner 2049’ og ’Alle præsidentens mænd’, men selve hovedværket i studiets første serieæra.

Anmeldt på baggrund af de første to afsnit.