Med et akavet kys gav ’Loki’-finalen os nøglerne til et nyt filmunivers

Marvel-serien ’Loki’ på Disney+ er slut, og vi gør spoiler-status over finalen, der åbnede døren på vid gab for en række nye superheltefilm og serier.
Med et akavet kys gav ’Loki’-finalen os nøglerne til et nyt filmunivers
Tom Hiddleston i 'Loki'-finalen. (Foto: Disney+)

Dette er en SPOILER-ARTIKEL for sjette og sidste afsnit af ’Loki’ på Disney+. Hvis du ikke har set serien endnu, kan du læse vores spoilerfri anmeldelse af de første to afsnit HER.

Vores spoiler-guides til de tidligere afsnit finder du her:

Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5

»Bold move, brother … even for me!«

Sådan lød det fra Loki i slutningen af ’Thor: Ragnarok’, da han og tordenguden brændte hele lortet ned i hjemlandet Asgård.

Men selv dén finales eksplosive konsekvenser for Loki var ingenting sammenlignet med det sidste, rundtossede afsnit af gudens egen serie, der på små tre kvarter lagde grundstenene til ikke færre end tre kommende biograffilm, en animationsserie og en sæson 2.

Selv Marvel tweetede det få timer efter finalepremieren: »Intet bliver nogensinde det samme i MCU«.

Imidlertid var det ikke alt, der var lige vellykket i ‘Loki’-finalen, og cliffhangeren i 11. time landede så abrupt, at man var fristet til at flå et hår eller 20 ud af hovedet.

Så hvad betyder det hele? Vi dykker ned i finalens største gåder og vildeste øjeblikke:

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Først: Hvordan kunne det slutte så brat?

Det var faktisk heller ikke meningen:

’Loki’ skulle oprindeligt have haft 12 afsnit, men en vis pandemi forstyrrede produktionen, hvorfor vi nu får to sæsoner. Afsnit syv og otte skulle allerede være i kassen, men hvor længe vi skal vente på resten, har Disney+ ikke afsløret endnu.

Dog tyder noget på, at sæson 2 kommer ud før ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’, der har premiere 23. marts 2022. Hvorfor? Det svarer vi på lidt længere nede i artiklen …

Chris Hemsworth i ‘Thor: Ragnarok’

Introen gav gåsehud

Som om vi ikke på forhånd var spændte på finalen, så slog vor hjerter noget nær et slag over, da et hav af velkendte stemmer pludselig væltede ud af højtalerne under Marvel-introen.

Til tonerne af den nostalgiske melodi, der spillede i slutningen af ’Avengers: Endgame’, hørte vi ikoniske replikker fra snart sagt samtlige superhelte, fra Thors »He’s a friend from work!« i ‘Thor: Ragnarok’ til Visions »What is grief if not love perservering?« i ‘WandaVision’.

Og, æh, Neil Armstrong, Greta Thunberg og Nelson Mandela.

Det var en fræk start, der slog fast, at ’Loki’ har taget hul på en Marvel-fase, hvor alt, hvad vi troede vi kendte til heltenes eventyr og indbyrdes relationer kan vendes på hovedet.

Loki i animationsserien ‘What If … ?’. (Foto: Disney+)

Tom Hiddleston har hintet, at ’Loki’-finalen kan kædes sammen med Marvels kommende animationsserie ’What If … ?’ der netop udforsker et væld af alternative historier om Captain America, Thor, Black Panther, Loki og alle de andre, sågar med stemmer fra hele det originale Marvel-cast (på nær Robert Downey Jr.).

Dén serie får premiere på Disney+ 11. august, og du kan se traileren HER.

Jonathan Majors i ‘Loki’. (Foto: Disney+)

Velkommen til Thanos 2.0.

Jep, vi sagde det jo: Igennem adskillige easter-eggs teasede serien i ugevis for introduktionen af Marvels nye superskurk aka. Kang the Conqueror, hvis medvirken i den kommende ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ (premiere 17. februar 2023) allerede blev bekræftet før ’Loki’.

Deraf vidste vi også på forhånd, at karakteren skal spilles af ’Lovecraft Country’s Jonathan Majors, så det kom ikke som det store chok, da den nyligt Emmy-nominerede skuespiller dukkede op i finalen.

Finten var dog, at Majors karakter her præsenterede sig som He Who Remains – en videnskabsmand fra jorden turned TVA-overherre. Igennem »millioner af livstider« havde han svunget taktstokken over ‘The Sacred Timeline’ for at holde ro og orden (sagde han i hvert fald), og nævnte så i forbifarten, at han er blevet kaldt mange ting – heriblandt ‘Conqueror’.

Statuen af Kang hos TVA. (Foto: Disney+)

Ifølge He Who Remains havde han bekæmpet sine mange, mere krigeriske varianter, men da Sylvie slog ham ihjel, delte tidslinjen sig i tusinde nye retninger, hvorfor alter-egoet Kang nu kan komme på banen.

Og det gjorde han omgående: Da Loki endte i et alternativt TVA, så man en kæmpe statue af Kang iført det outfit, skurken har på i tegneserierne. Heri er han også i ledtog med Ravonna Renslayer (Gugu Mbatha-raw), så de to skal tids nok lægge skumle planer i ’Loki’ sæson 2.

Fun fact: Loki har nu ene mand introduceret Marvel-filmenes to vigtigste bad guys. I ‘Avengers’ var det hans fejlslagne mission for Thanos, der fik skurken til at tage affære, og her har han ‘vækket’ Kang.

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Ugens mareridt

Man vidste bare, at creepy og lidt for seriemorder-muntre Miss Minutes var et djævelsk dommedagsur fra første afsnit …

Loki er vores guide til Marvels biograffilm

Med Kangs debut har vi fået en forklaring på, hvordan ’Loki’ leder over i den kommende ’Ant-Man’-film, men inden da er der to andre, alt andet lige noget mere interessante film i biografkalenderen, der påvirkes af The Sacred Timelines totale nedsmeltning:

’Spider-Man: No Way Home’ (premiere 17. december) og førnævnte ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ (23. marts 2022).

Benedict Cumberbatch i ‘Doctor Strange’. (Foto: Marvel)

‘Strange’s titel alene alluderer selvsagt til det kaos, universet nu er kastet ud i med de mange løsslupne tidslinjer, og selvom det ikke er bekræftet fra officiel side endnu, går der meget heftige rygter om, at Loki spiller en rolle i filmen.

I så fald vil det være et comeback på det store lærred som absolut ingen så komme efter hans død i ’Avengers: Infinity War’, og vi kaster hjertens gerne sparepengene efter at se Tom Hiddleston og Benedict Cumberbatch udveksle ærkebritiske spydigheder i IMAX-format.

Tom Holland som ‘Spider-Man’. (Foto: PR)

Til gengæld skal vi nok ikke regne med at se guden af narrestreger i ’Spider-Man: No Way Home’, men ’Loki’-finalen har ikke desto mindre givet os svaret på, hvordan det kan lade sig gøre, at Tom Hollands vægkravler får selskab af så mange gamle kendinge i ’Spider-Man’-universet:

Tobey Maguire, Kirsten Dunst og Andrew Garfield medvirker eftersigende alle i filmen, og det samme gør Alfred Molina som skurken Doc Ock – alt sammen takket være dekonstruktion af TVA. Sorry, Loki, men hurra for multiverset!

Og som om det ikke var nok …

‘WandaVision’. (Foto: Disney+)

Loki løser ’WandaVision’-finalens største gåde

Spoiler: Har du ikke set ’WandaVision’, så scroll videre til næste punkt!

I en af rulletekstscenerne i ’WandaVision’-finalen så vi Wanda (Elizabeth Olsen) sidde alene og øve sig i kaosmagi. Vision og tvillingerne Tommy og Billy gik bort, da Wandas illusion over Westview brast, men pludselig hører Wanda en af drengene kalde på sig.

Hvordan? Fordi The Sacred Timeline er eksploderet, og dermed har åbnet op for tidslinjer, hvor tvillingerne stadig lever.

Wanda er også med i ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’, og hvis hun øjner en chance for at få sin familie tilbage, vil det givetvis ikke falde i god jord, at Loki forsøger at ’fikse’ multiverset …

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Hvor blev den her trailer-scene af?

I sidste uge forudsagde vi, at vores Loki nok ville møde en mere magtfuld Loki i finalen at dømme ud fra netop dette billede i traileren. Men sådan gik det ikke. Enten har Marvel snydt os (den slags trailer-fusk hænder), eller også er billedet fra sæson 2.

Vi krydser fingre for, at det er det sidste – og i så fald ser det ud som om, vi skal et smut tilbage i tid til Asgård og til en version af Loki, der har tilranet sig tronen …

Opdatering 17. juli: Marvel bekræfter, at scenen blev skudt til finaleafsnittet, men ikke brugt. Frø-versionen af Thor, Throg (som vi så kort i afsnit 5), skulle også have optrådt.

Sophia Di Martino og Tom Hiddleston i ‘Loki’. (Foto: Disney+)

A little less conversation, a little more action

Som det fremgår af ovenstående punkter, kan finalens dramaturgiske vigtighed for Marvels fremtid dårligt overvurderes. Men som serieafsnit savnede de tre kvarter en smule mere action.

Bevares, Jonathan Majors gjorde en god figur som He Who Remains, men den laaaange snakkescene gav os visse vibes til afsløringen af arkitekten i ’The Matrix’, der på lignende facon stak en ekspositions-kæp i hjulet på fortællingens fysiske fremdrift.

Og når vi er ved de bitre opstød: Hvordan kan det gå til, at Loki er blevet så markant dårligere til at slås end i filmene?

‘Thor: Ragnarok’. (Foto: Marvel)

Loki var i nærkamp med selveste brormand Thor i ’Avengers’, og i ’Ragnarok’s klimaks på regnbuebroen blev der hakket zombiesoldater til den helt store guldmedalje. Men i serien har han ikke ligefrem været i topform.

Ville det på samme konto fx ikke også havde givet god mening, at guden fremtryllede en af sine signaturuniformer med kappe og hjelm, i stedet for et fesent lille tæppe til sig selv og Sylvie?

Rul ærmerne op i sæson 2, Loki.  

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Den blå kuglepen

Tilbage i afsnit 2 bed Mobius mærke i, at han ikke genkendte Ravonnas blå kuglepen med påskriften ’Franklin D. Roosewelt High School’.

Bemærkningen faldt, fordi Mobius ellers normalt har været den, der har taget ’souvenirs’ med hjem til chefen fra diverse missioner på tværs af tid. I finalen viste det sig, at kuglepennen har tilhørt en variant af Ravonna selv, en skolelærer i 1998, som TVA-bitchen formentlig personligt har nulstillet.

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Twitter-hadet mod Loki + Sylvie er malplaceret

Loki og Sylvies (Sophia Di Martino) bizarre romance er genstand for massiv furore på Twitter, hvor mange seere giver udtryk for deres irritation over, at Marvel det ene øjeblik lader Loki springe ud som biseksuel, for det næste at give ham et standard heteroseksuelt crush.

Da karaktererne kyssede i finalen, gik ’diskussionerne’ agurk i lettere rabiat fanfanatisme, og at nogle sågar kalder kysset for »selfcest« er lol-værdige grader af absurd.

For her hopper kæden altså af den ellers vigtige repræsentationsdebat:

Ja, man kan begræde Marvels generelle tradition for queer bating, men at trække diskursen ned over ’Loki’, er at misse seriens pointe totalt.

Som vi tidligere har skrevet, så giver få ting mere mening i en Loki-romance-kontekst, end at narcissisten selvfølgelig falder for sig selv. Loki har aldrig kunnet deale med intime relationer med hverken familie eller venner, men i Sylvie er der tryghed i sjælegenkendelsen.

‘Loki’ afsnit 4. (Foto: Disney+)

Det er seriøst twistet, og ja, kysset var dybt akavet.

Men det er heller ikke meningen, at de to skal leve lykkeligt til deres dages ende. Ideen er, at vores Loki bliver udfordret på sit svageste punkt:

Guden er på en dannelsesrejse, og Sylvie-crushet er et forvirrende benspænd for ham, fordi det indirekte repræsenterer den Loki, der ikke vil lukke andre ind eller stole på nogen anden end sig selv.

Det kan han ikke se på nuværende tidspunkt – og helt ærligt, han har jo ingen tidligere kæresteerfaringer at læne sig op ad – men mon ikke sæson 2 vil tvinge ham til at indse, at han bliver nødt til at hvile i sig selv, før han projicerer sit behov for romantisk kærlighed over på en anden.

En god ting ved ‘forholdet’: Loki er nået til et punkt, hvor andres lykke betyder noget for ham. Sylvies, Mobius og hele det ganske univers. Dét er heltemateriale, lige der!

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Hvorfor var Sylvie så røvirriterende i finalen?

Det lagde du også mærke til? Så er vi enige.

Det var ikke kun Loki, der gentagende gange råbte »Stoooop« under Sylvies forsøg på at slå He Who Remains ihjel uden tanke for, hvilke konsekvenser, det ville have for universets skæbne.

Sylvies handlinger viste med al tydelighed, at hun måske nok har levet længere end vores Loki, men også, at hun ikke har udviklet sig en dyt undervejs.

»Jeg har følt, hvad du føler! «, bad Loki med reference til sin egen opførsel i den første ’Thor’-film og ’Avengers’, hvor han agerede ud fra blindt raseri.

Han er kommet længere, mens Sylvie sidder fast. Og den form for ensporet tankegang er præcis, hvad der fører til en Lokis fald, som vi har set mange gange.

Vi ville ikke blive overraskede, hvis Sylvie som karmastraf for sin manglende evolution ikke overlever anden sæson.

‘Loki’ afsnit 6. (Foto: Disney+)

Marvel vs. livsglæde

Det kan godt være, at Marvel for en gangs skyld lod Loki slippe levende over målstregen, men ikke før alt blev taget fra ham igen, igen: Venskab, stolthed, selvværd, kærlighed, hele molevitten.

Som sådan har han og Wanda en hel del til fælles på nuværende tidspunkt, og atter må man konstatere, at Disney+-serierne har haft en kleenex-happy fest med at bore dolken dybt i hovedrollernes – og seernes – inderste.

»Kærlighed er en dolk«, siger de hos Marvel? Yeah, right. Lejemorder-Bucky fra ’The Falcon and the Winter Soldier’ slap nådigt. Men han fik jo også psykologtimer betalt af regeringen …

Apropos livsglæde:

Wunmi Mosaku og Owen Wilson i ‘Loki’. (Foto: Disney+)

Hvornår får Mobius sin jetski?

Det var et kuldegysende øjeblik, da det i finalens sidste sekunder gik op for Loki, at han er havnet i et TVA fra en anden tidslinje, hvor Mobius (Owen Wilson) og Hunter B-15 (Wunmi Mosaku) ikke aner, hvem han er.

Vi håber meget, at guden kan finde frem til den ’rigtige’ Mobius asap i sæson 2, for pingpongen mellem Hiddleston og Wilson har været et af de stærkeste aspekter af serien indtil videre.

Og hey, ingen happy end vil være fuldendt uden et skud af Mobius på jetski!

‘Loki’. (Foto: Disney+)

»Loki will return … «

Det er en kuriøs følelse: For første gang i Marvel Cinematic Universe ved vi med absolut sikkerhed, at Loki rent faktisk vender tilbage.

Ikke nogen fake-død eller tvetydige forsvindingsnumre. Næ nej, Loki bærer nu en franchise på egne skuldre, såvel som en stor del af ansvaret for MCU-filmenes sammenhængskraft.

Ikke så ringe for birollekarakteren, der brugte 10 år på at blive slået ihjel på diverse perfide måder af selvsamme studie, der nu klynger sig til hans bukseben som var han den nye Iron Man (fiktive Loki ville uden tvivl sætte stor pris på ironien).  

Tillykke til Loki og ikke mindst tillykke til manden bag myten, geniale Tom Hiddleston.

Som de siger i Asgård, hver gang de har binget en seriesæson:

»Another!«

Hele ’Loki’ sæson 1 kan ses på Disney+ sammen med samtlige af karakterens tidligere Marvel-film. Premieren på sæson 2 er endnu ikke offentliggjort.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af