Blev du rundtosset af ’Loki’s første afsnit? Vi guider til ugens vildeste easter-eggs

Endnu en Marvel-serie på Disney+, endnu en overflod af små og store Marvel-eastereggs, der bare venter på at blive gransket af sultne fanøjne. Vi kaster os over de vildeste detaljer i første afsnit af ’Loki’.
Blev du rundtosset af ’Loki’s første afsnit? Vi guider til ugens vildeste easter-eggs
'Loki'. (Foto: PR)

Dette er en SPOILERARTIKEL for første afsnit af ’Loki’ på Disney+.

Har du ikke set afsnittet endnu, kan du læse vores spoilerfri anmeldelse HER.

Loki, guden af narrestreger, er endelig landet på Disney+ som herre i egen eponyme superhelteserie – hvor han allerede i første afsnit fluks blev stillet til regnskab for sit tidsfuskeri i ’Avengers: Endgame’.

Tom Hiddlestons joker udnyttede som bekendt Avengernes tidsrejsekaos i New York og brugte en infinity-sten til at stikke af og dermed snyde sin skæbne. Eller: Det mener det Kafka-lignende bureaukratiske maskineri Time Variance Authority i hvert fald, at han gjorde, til Lokis store forargelse. For hvorfor måtte Avengerne fucke lystigt med tidslinjerne, men ikke Loki?

Fordi TVA siger det. Punktum og hej statsmagtsparanoia.

Det giver sig selv, at du skal have set de tre ’Thor’-film plus ’Avengers’, ’Avengers: Infinity War’ og ’Endgame’ for at få det fulde udbytte af ’Loki’ der, akkurat som ’WandaVision’ og ’The Falcon and the Winter Soldier’, ingenlunde er skabt til at stå alene. Men det ved du, der har læst med hertil, selvfølgelig godt.

Lad os derfor uden videre smalltalk kaste os over et udvalg af ugens vigtigste easter-eggs (der var åh-så mange!) og største spørgsmål i serien, der varmer op til at blive et vidunderligt vanvittigt opgør mellem Loki og … en ondere version af Loki.

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Den der ørkenscene i starten virkede ret velkendt …

Vi ved, hvad du mener. For her sendte serien søreme en kærlig hilsen til MCU’s første filmikon, ‘Iron Man’. Loki selv ville uden tvivl have rynket på næsen af Tonys cologne, men vi elskede det:

‘Iron Man’. (Foto: Marvel)

Helt ærligt, hvorfor må Avengers rejse i tid, når Loki ikke må?

Det var skæbnebestemt, at Avengerne skulle bekæmpe Thanos ved at hoppe tilbage i tid og samle infinity-sten, ikke at Loki skulle tage styring over sin egen fremtid.

Ergo er det tilsyneladende ikke så meget fiksfakseriet med tidsrejser, der stryger Time Variance Authority mod hårene, men det faktum, at Loki gjorde noget, der snød TVA’s udstukne narrativ for ham.

‘Loki’. (Foto: PR)

Det er lettere foruroligende, at The Time Keepers både har gjort sig til herrer over tidens gang såvel som alle levende eksistensers skæbner fra vugge til grav. Den frie vilje er en illusion, og alting absurd, hvis ikke decideret meningsløst i det store hele.

Ikke noget under, at Lokis selvforståelse for et øjeblik fik sig lidt af en mavepuster, inden skurkehelten atter genfandt modet – for det skal dæleme være løgn, at Guden af Narrestreger ikke kan narre tre »rum-øgler« (som Loki kalder The Time Keepers). Ned med bureaukratiet!

‘Loki’. (Foto: Disney+)

’Blade Runner’-hyldest

Stakkels Loki blev hylet ud af den, da han på sin vej igennem TVA’s »indtjekningsprotokol« måtte passere igennem en scanner, der skulle tjekke, om han var en robot. »Er der mange, der ikke ved, om de er robotter?!«, spurgte Loki vantro scannervagten, der ikke havde tid til halvgudens eksistentielle freakout.

»Men hvad nu hvis jeg er en robot, og jeg ikke ved det?« gispede Loki ved udsigten til at blive smeltet i scanneren:

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Scenen var en skæg lille hyldest til Ridley Scotts ’Blade Runner’, hvori vor hovedperson er i tvivl om, hvorvidt han er androide eller mand, og ‘Loki’s kærlighed til 80’er-sci-fi-mesterværket går igen senere hen i billedeæstetik og filosofiske tematikker over livets ulidelige lethed meningsløshed.

Men man kan imidlertid ikke helt fortænke Loki i at panikke lidt: Frem til handlingen i ’Thor’ anede han ikke, at han i realiteten er af racen frostgiganter og ikke Odins ægte søn. Hvilke andre ting ved Loki ikke som sig selv … ?

‘Loki’. (Foto: Disney+)

TVA’s informationsvideo giver mig flashbacks til … noget

Tænkte du også på den lille tegneserie i ‘Jurassic Park’, der ligesom ‘Loki’s Miss Minutes skal forklare en omgang indviklet sci-fi-lingo på mest familievenlige vis? I så fald er du ikke alene.

Mr. DNA i ‘Jurassic Park’. (Foto: PR)

De to små tegneseriefigurer Miss Minutes og Mr. DNA er påfaldende ens i stil og tone, og fra ’Jurassic Park’ ved vi jo godt, hvilken form for død og ødelæggelse, der gerne følger lige i hælene på upbeat børnetime-introduktioner til »fail safe« gude-lignende strukturer …

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Mere »nexus«-mystik

Husker du nexus-referencerne fra ’WandaVision’s syrede reklameindslag? I dén series univers refererede ’nexus’ til, at Wanda i tegneserierne beskrives som et ’nexus-væsen’ – en almægtig skabning af universet, der kan bøje tid og rum.

I ’Loki’ forklarer Miss Minutes i informationsvideoen, at abnorme afvigelser fra tidslinjen kaldes ’nexus-events’. Og hvis der pludselig sker mange ’nexus-events’, stikker tidslinjen af i alle retninger og skaber utallige alternative universer – »multiverses«.

Den slags kaos kan føre til »madness« og »krig mellem multiverses«, ifølge Miss Minutes, i hvad der uden tvivl er en reference til den kommende ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’. Ergo kan du bide skeer på, at »madness« er lige præcis, hvad Loki styrer imod.

Nexus-reklamen i ‘WandaVision’. (Foto: Marvel Studios)

Om det samtidig betyder, at Loki har en rolle i ’Doctor Strange’-filmen, ligesom Wanda aka. Elizabeth Olsen har det, er uvist (og desværre nok ret usikkert) – men man har lov til at håbe.

Ikke mindst fordi manuskriptforfatteren på ’Multiverse of Madness’ slet og ret er selvsamme mand, der står bag ’Loki’: Michael Waldron.

Gugu Mbatha-raw i ‘Loki’. (Foto: Disney+)

Hvem er TVA-dommeren?

Den dommer, Loki stilles for i starten af første afsnit, og som Mobius helt åbenbart har et godt øje til, spilles af Gugu Mbatha-raw kendt fra ’Black Mirror: San Junipero’. Serien har endnu ikke afsløret karakterens navn, men fra tegneserierne ved vi, at hun hedder Raven Renslayer – og at hun (i printudgaven) ikke altid er helt fin i kanten.

The Timer Keepers i ‘Loki’. (Foto: Disney+)

Raven ses ofte i ledtog med en blå skurk ved navn Kang the Conqueror, og selvsamme Kang medvirker faktisk i den kommende ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’.

Han skal spilles af Jonathan Majors (‘The Last Black Man in San Francisco’, ’Lovecraft Country’), og ud fra Miss Minutes introvideo til TVA og The Time Keepers kunne det godt se ud, som at MCU simpelthen vil introducere Kang som en Time Keeper – i Miss Minutes video ser vi helt tydeligt, at mindst en af de tre vogtere er blå.

Gugu Mbatha-raw i ‘Loki’. (Foto: Disney+)

En af væggene i TVA’s retslokale prydes endvidere af en enorm skulptur af vogternes ansigter skåret i træ, og det midterste kunne med lidt god vilje godt ligne Joanathan Majors’. Tjek manden selv herunder:

Jonathan Majors i ‘Lovecraft Country’. (Foto: HBO)

Gugu Mbatha-Raw har i interviews teaset for, at der er mange muligheder for karakteren i MCU. Det kan sagtens være, at hendes personlige relation til den ene Time Keeper viser sig at blive særdeles vigtig for kommende Marvel-eventyr. Og måske også for Lokis.

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Loki løser historisk FBI-gåde!

I 1971 hijackede en velklædt herre et amerikansk passagerfly midt under flyvningen ved at fortælle en af stewardesserne, at han havde en bombe i tasken.

Manden ville have 200.000 dollars og fire faldskærme, som han fik udleveret under et pitstop i Seattles lufthavn. Da flyet kom på vingerne igen, tog manden faldskærme og penge på ryggen, og sprang ud et sted over staten Washington.

Hvem var han? Ingen ved det. Han havde booket sin billet under aliaset Dan Cooper, der i folkemunde blev til D.B. Cooper, men skønt FBI iværksatte en gigantisk eftersøgning, blev ’Cooper’ aldrig fundet. Og det er faktisk slet ikke så underligt, for ifølge ’Loki’ var tyven i virkeligheden … Loki, som havde tabt et væddemål til Thor og Heimdal!

Sekvensen er en af seriens mest opfindsomme og stilistisk labre, der slægtede ’Catch Me If You Can’ på – en film, serieskaber Michael Waldron selv har anført som en af sine inspirationskilder.

‘WandaVision’s end credit-scene. (Foto: Marvel Studios)

Skrull’erne er tilbage

Spottede du skrull’en i receptionen hos TVA? Den grønne alien-race spillede en central rolle i ’Captain Marvel’ og dukkede også op i både den ene end credit-scene i ’WandaVision’-finalen såvel som i end credit-scenen i ’Spider-Man: Far From Home’ – hvor det viste sig, at Nick Fury er gået på charter-pension om bord på skrull’ernes rumskib.

Ben Mendelsohn spillede skrull-lederen Talos i begge film og er en af hovedrollerne i den kommende Marvel-serie ’Secret Invasion’ på Disney+, der også har Samuel L. Jackson, Olivia Colman og Emilia Clarke på rollelisten.

Det er derfor ikke utænkeligt, at skrull’en hos TVA skal minde os om, at racen snart indtager en central plads på skærmen igen.

‘Loki’. (Foto: Disney+)

TVA-Casey vs. fisk

Et af første afsnits mest geniale easter-eggs havde slet ikke noget med Marvel at gøre, men derimod kultgyseren ’Scream’:

»Give me the tessaract or I’ll gut you like a fish, Casey!« hvæsede Loki, da han ville have TVA-kontormusen Casey til at fiske (tøhø) tesseracten op fra skrivebordsskuffen.

Replikken var et humoristisk callback til ’Scream’s famøse åbningsscene, hvor Drew Barrymoore terroriseres over telefonen. »Hang up and I’ll gut you like a fish!« truer Ghostface pigen, hvis navn er … Casey!

Drew Barrymore i ‘Scream’.

I ’Scream’ lægger morderen vægt bag ordene, mens Lokis skræmmemetoder til gengæld punkterede totalt, da det viste sig, at TVA-Casey ikke aner, hvad en fisk er. »Jeg har brugt hele mit liv bag et skrivebord«, forklarede han undskyldende.

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Hvorfor har Casey infinity-sten i skuffen?

Lokis forbløffelse over, at Casey aldrig har set en fisk, blev afløst af noget nær chok, da halvguden spottede en håndfuld infinty-sten ligge og rode rundt i Caseys skrivebordsskuffe.

»Ja, dem får vi en del af herinde. Nogle af de andre gutter bruger dem som papirvægte«, fortalte Casey, mens Loki stirrede på stenene, som Tony Stark, Black Widow og Gamora alle gav deres liv for i en anden verden.

Hos TVA er der ingen magi over hverken infinty-stenene eller tesseracten, og sådan er det også i Marvel-tegneserierne: I alle andre universer end deres eget er infinity-stenene blot farverige, well, sten.

Eftersom TVA har skuffevis af slagsen, må man gå ud fra, at utallige personer igennem årene har forsøgt at rejse frem og tilbage i tid for at tilrane sig stenene. Præcis som Avengers og Thanos gjorde det, bemærkes. Men de havde jo selvfølgelig også »fået lov« af The Time Keepers …

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Hvem er Onde-Loki, som »vores« Loki skal fange?

Loki sendes på en mission for at stoppe sig selv, men vi skal nok ikke regne med, at Onde-Loki ligner vores Loki. For nu hvor Marvel har åbnet døren på klem for multiverset, kan der dukke en myriade af alternative udgaver af en og samme karakter op.

Det kommer vi formentlig til at se i den kommende ’Spider-Man: No Way Home’, hvori Tom Hollands vægkravler efter sigende møder både Tobey Maguire og Andrew Garfields versioner. Tidligt i produktionen af ’Loki’ forlød det endog, at en kvindelig Loki var på tale, så forvent det uventede, når Onde-Loki tager hætten af.

‘Rick and Morty’

Det er næsten ’Rick and Morty’-syret, det her …

Sjovt du siger det: ’Loki’-skaber Michael Waldron er først og fremmest kendt for sit producerarbejde på, jep, ’Rick and Morty’, som han i 2019 vandt en Emmy for. Ikke noget under, at Waldron virker til at være helt på hjemmebane i ’Loki’s gakkede rumunivers.

‘Loki’-traileren. (Foto: Disney+)

Kan vi se frem til et par superhelte-cameos?

Efter Paul Bettanys episke trolling af fansenes cameo-teorier i ’WandaVision’ er vi forsigtige med at gætte på, hvem der måske lægger vejen forbi i ’Loki’.

Men: Seriens trailer bød på et meget flygtigt glimt af Loki og en kvinde, der bagfra lignede Black Widow/Nat. Kunne man være så heldig, at Loki tidshopper til planeten Vormir, hvor Nat gav sit liv for, at Hawkeye kunne få fat på sjælestenen, og at han her finder Nats ‘sjælespøgelse’? Det lyder rimelig langt ude, men den heart-to-heart er vi mere end klar på.

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Første afsnit luftede endnu en cameo-mulighed: I scenen, hvor Loki forsøger at stikke af fra TVA, ser vi et glimt af en kvinde, der føres ud af en elevator. En stadigt større andel af fans på Twitter har siden seriepremieren i onsdags spekuleret i, om kvinden er Peggy Carter aka. Steve Rogers sweetheart.

Måske TVA alligevel ikke var helt cool med, at hun og Steve levede lykkeligt sammen til deres dages ende takket være Steves tidsrejse?

Peggy, er det dig? (Foto: Disney+)

Zoomer man ind, kunne kvindens outfit godt ligne Peggys karakteristiske look i Marvel-serien ‘Agent Carter’ … men altså, vi vil ikke vædde en månedsløn på det.

Endnu.

Sidst, men ikke mindst: Mephisto!

Igennem samtlige afsnit af ’WandaVision’ samlede vi diverse mulige og umulige clues, der syntes at pege på, at den djævlelignende Marvel-skurk Mephisto helt sikkert var lige om hjørnet. Liiiige om hjørnet. Indtil han slet ikke var det (»Snydt igen«, burde have været ‘WandaVision’s tagline).

Derfor gibbede det da også uvægerligt i os, da ’Loki’ i første afsnit uden omsvøb smækkede et billede af en djævel på skærmen. Men denne gang bider vi altså ikke på, Marvel!

‘Loki’. (Foto: Disney+)

Figuren dukkede op, da Mobius afhørte et barn om Onde-Lokis hærgen, og barnet pegede på en mosaik, der forestillede djævlen. Hvorfor? Fordi Onde-Lokis hjelm med horn selvfølgelig giver associationer til mørkets fyrste.

Og så snakker vi ikke mere om den sag.

‘Loki’ kan ses på Disney+, hvor der kommer et nyt afsnit hver onsdag.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af