KOMMENTAR. Da min fodboldgale bror og jeg voksede op, havde vi ikke den store Viasat-pakke derhjemme. Den kostede dengang omkring 300 kroner om måneden – og så skulle man ovenikøbet have en parabol.
Men vores morfar havde den store parabol på siden af murstenshuset i Harlev og besad, hvad der virkede som en million kanaler.
Når det var tid til de helt store Champions League-opgør, optog han dem på vhs-bånd og kørte over til os med dem dagen efter. Vi skulle holde os for ørerne, når vores klassekammerater snakkede om resultaterne i skolegården, inden vi skyndte os hjem foran fjernsynet. Så kom han med sit bånd og min mormors æblegrød under armen og genså kampen sammen med os. Ak, de gode gamle dage.
Det får mig til at lyde som verdens ældste mand.
Jeg er 27. Men altså. Det hele virkede simplere dengang. Man betalte for én stor pakke, satte sig foran flimmerkassen og flikkede igennem kanalerne, indtil man hørte Per Frimann og Carsten Werges stemmer.
Klip til i dag. Jeg er stadig fodboldfan ind til benet. Og skal nu have et excel-ark for at holde styr på, hvor jeg kan følge mine hold – og en rådgiver fra Luksusfælden for at sikre, at de fodboldrelaterede abonnementer ikke sluger mit SU-budget med hud og hår.
Et meget belejligt prishop
De store streamingtjenester og tv-kanaler kæmper hårdt om rettighederne, og live-sport er et af de stærkeste våben i kampen om at fastholde vores loyalitet i en tid, hvor vi som abonnenter er mere løse på tråden end nogensinde.
309.000 danskere så dette års Champions League-finale. VM-finalen blev set af knap 1.5 millioner danskere på tværs af DR og TV2.
Utallige fans har et ustoppeligt behov for at konsumere samtlige kampe, både i den hjemlige liga, pokalturneringen, den anden pokalturnering og Europa, hvis man er så heldig. Dertil kommer landsholdet.
Tjenesterne køber rettighederne i dyre domme, og priserne eksploderer tilsvarende for forbrugerne.
Lige efter den aktuelle Superliga- og Premier League-sæson var gået i gang, hævede kriseramte Viaplay sportsabonnementet med 30 kroner. Strålende timing. Det samme skete kort efter på TV2 Play, og der går sandsynligvis ikke længe, før Disney+ følger trop, efter de har overtaget La Liga-rettighederne fra netop TV 2.
Fodbold koster ikke længere blot tårer og timer. Det koster en helvedes masse penge.
Men for nu at blive konkret:
Fire abonnementer påkrævet
Som halvdelen af den københavnske befolkning er jeg også emigreret til hovedstaden fra det jyske fastland. Og selvom jeg elsker livet i hovedstaden, tilhører mit hjerte de hviie.
Derfor skal jeg købe TV 2 Play Favorit + Sport, hvor jeg kan se halvdelen af kampene til en pris på 219 kr./md, med reklamer.
Her kan jeg også se de danske drenge kæmpe med om EM-pladserne, da landsholdets kampe ikke længere indgår i et normalt TV 2 Play Basis-abonnement.
Men som inkarneret fan, der bare håber på tre point i en hård sæsonstart, skal jeg selvfølgelig også se den anden halvdel af Superliga-kampene. Derfor skal jeg tilkøbe et Viaplay Premium-abonnement til 429 kr./md (med reklamer).
Det dækker mig så også nogenlunde ind som diehard Chelsea-fan. På Viaplay kan jeg tilmed også se Chelsea-ejernes såkaldte feeder club, RC Strasbourg kæmpe med om europæiske pladser i Ligue 1, og jeg kan desuden opleve Harry Kane bombe mål ind i Bundesligaen foruden selvfølgelig det Champions League, som desværre er forjættet land for mine to egne klubber.
Men nu skrev jeg nogenlunde. For Amazons Prime Video har snuppet 38 eksklusive Premier League-kampe per sæson, primært den tidlige lørdagskamp. Det koster mig 69 kr./md (med reklamer).
Men hvis jeg vil se AGF spille europæisk fodbold i år, nærmere betegnet UEFA Conference League, skal jeg så også købe Disney+ til en pris på 59 kr./md (med reklamer).
På Disney+ kan jeg heldigvis også se José Mourinhos tilbagevenden til kongeklubben Real Madrid og nyde Barcelonas høje bagkæde, da La Liga indgår i abonnementet. Jeg kan også se Europa League, hvis jeg virkelig keder mig.
Det giver dette regnestykke:
TV 2 Play + Sport: 219 kr. (med reklamer).
Viaplay Premium Sport: 429 kr. (med reklamer).
Prime Video: 69 kr. (med reklamer).
Disney+: 59 kr. (med reklamer).
En bitter søskendekamp
Hver måned koster det mig således 766 kroner at se fodbold, den største post på mit SU- og studiejobsbudget, kun overgået af min (stigende) husleje og mit (stigende) madbudget. Det koster mere end mit medlemskab i PureGym, en Netflix-konto og Spotify tilsammen.
Om året giver det et beløb på 9312 kroner.
Hvis jeg bliver træt af tonedøve betting-reklamer og Coca-Colas forsøg på at identificere sig med danskerne, er det månedlige beløb 1.035 kroner, det årlige 12.420.
Jeg er med på, at jeg bare kunne skære fra og gå en tur i skoven i stedet for at se 22 mand kæmpe om en rund kugle på en græsplane tre-fire gange om ugen. Men som alle ligesindede – og vi er mange – vil kunne nikke genkendende til, er det bare ikke en mulighed.
Som mange andre har jeg bygget et streamingtjeneste-korthus op og bytter lidt på tværs af venner og familie, hvilket tjenesterne dog er i fuld gang med at dæmme op for. Når min bror, som jeg delte æblegrød og altså også deler AGF og Chelsea med, og jeg begge sidder klar foran hver vores fjernsyn på kampdag, har vi en tiltagende bitter strid om at logge på først. Jeg skal bare have tre-fire timers ’The Big Bang Theory’ kørende, så er live-signalet mit! Indtil det alligevel af uransagelige årsager lykkes ham at kaste mig af, og så er helvede først løs.
Den aktuelle streamingsituation splitter simpelthen familier!
Men først og fremmest er det bare ærgerligt, at man sidder og håber på, at en amerikansk gigant køber hele svineriet og udbyder det til en pris, der er bare nogenlunde rimelig.
Fodboldens charme har til alle tider været, at den er allemandseje. Og ét er, at lægterne på stadions rundt om i verden bliver mere og mere forbeholdt de velstillede.
Men at kunne se bold i sofaen uden at blive ruineret bør altså være en menneskeret.