Alt for få kender ’Loki’-duos forbandet uhyggelige debutgyser

Sidder man optændt af forventningens glæde og nærstuderer credit-listen på den kommende anden sæson af Marvels ’Loki’, møder man hurtigt to navne, der vil få øjnene til at spærre op hos nogle, men vil være ærgerligt fremmede for andre.

Aaron Moorhead og Justin Benson.

Instruktørduoen skal instruere størstedelen af den nye sæson. Og giver Marvel dem bare en smule frie tøjler, skal det nok blive en endnu mere syret omgang, end den vellykkede første sæson var i forvejen.

Parret er nemlig blandt de mest nyskabende filmskabere i Hollywood i disse år. Men også nogle af de mest underkendte i en bredere offentlighed. Og det er ’Loki’-tjansen jo en oplagt mulighed for at lave om på.

Amerikanske Moorhead og Benson er henholdsvis 36 og 40 år og har begge taget uddannelser inden for film, men det var først på Ridley Scotts produktionsselskab, RSA, at deres veje tilfældigvis krydsedes.

Benson var i praktik og havde egentligt planlagt at opgive sine filmdrømme og studere medicin, når han blev færdig. Moorhead arbejdede der som filmfotograf, og på hans sidste dag mødtes de tilfældigvis i kantinen. Siden har de været så godt som uadskillelige.

I sand DIY-ånd instruerer og klipper Moorhead og Benson deres film sammen, mens Benson skriver, og Moorhead agerer filmfotograf. Nå ja, og så spiller de også med i størstedelen af deres film.

For Moorhead-Benson-novicer er der intet bedre sted at starte end ved begyndelsen: Low budget-gyseren ’Resolution’ fra 2012.

Gruopvækkende billeder

I debutfilmen modtager Mike (Peter Cilella) en ildevarslende video med en GPS-lokation fra sin gamle ven, Chris (Vinny Curran), der har besat en halvfærdig hytte i et afsides sletteområde omkring San Diego. Her bruger han tiden på at skyde efter fugle og ryge rigtigt meget crack.

Mike efterlader sin gravide kone og besøger Chris for at give ham en sidste chance for at tage i rehab. Da han nægter, lænker Mike ham til et rør i huset. Lykkes den påtvungne kolde tyrker ikke efter syv dage, skal han nok lade ham være i fred.

Med et ydmygt budget på 20.000 dollars kunne ’Resolution’ nemt være blevet en halvdårlig b-film. Men Moorhead og Benson tilføjer til den simple præmis et originalt påfund. Som Mike udforsker området, finder han (udover medlemmer af en UFO-kult, spillet af instruktørerne selv) bøger, filmruller, kassettebånd og andre analoge medier.

Og hvad er der så på dem? Såmænd optagelser af mennesker, der dør på diverse gruopvækkende måder.

En grammofonplade indeholder en skrabende lyd og en kvindestemme, hvis mystiske sætninger hurtigt bliver til skrig. En billedserie viser en mand, der tilsyneladende amputerer begge sine arme (i autentisk low budget-stil har Moorhead selv stået for effekterne). Det er oprigtigt ubehageligt at overvære.

Paranoiaen stiger, da videoerne pludselig skildrer Chris og Mike fra vinkler, hvor der umuligt kunne have været et kamera. Mike bliver overbevist om, at »noget« er efter dem. Og »det« vil have en god historie.

Pludselig skifter filmen herfra karakter med lens flares i afgørende øjeblikke. I få sekunder kan man se, hvad der ligner kanterne af en filmrulle, lige i kanten af billedet. Hvilket vækker spørgsmålet ‒ er vi »det«?

Forbandet uhyggeligt

Det er fristende at betegne Moorhead og Bensons værker som Lovecraftian med tilstedeværelsen af dette »noget«, der betragter dem, og den paranoide stemning, der gennemsyrer hele filmen.

Men skal man tro deres eget udsagn, kendte de faktisk slet ikke til den amerikanske gyserforfatter H. P. Lovecraft.

Mytologien er da også helt deres egen. Monsteret ‒ hvad end det er ‒ er et selvstændigt påfund. Hvilket er det, der gør det så forbandet uhyggeligt. Her er ingen klichéer at trække på, ej heller måder at forudse, hvad der skal ske med det uheldige vennepar.

Når man først har set ’Resolution’, sidder man tilbage med en række spørgsmål. For sådan er det hos Moorhead og Bensons: De giver ingen definitive svar. Den egentlige trussel er aldrig noget håndgribeligt, man kan flygte fra eller kæmpe imod, og det er farligt at tro andet.

Det svarer næsten til, hvis Ridley Scott aldrig lod Xenomorphen træde ud af skyggerne i ‘Alien’. Det lyder måske frustrerende. Men er det ikke meget mere skræmmende at forestille sig et alvidende, oldgammelt uhyre, end hvad der kan fremtrylles med CGI og gummiproteser?

Faren ved at vide sig for sikker på noget er blevet et gennemgående tema hos duoen. Semi-efterfølgeren ’The Endless’ begynder meget passende med et citat fra, well, H. P. Lovecraft: »Den ældste og stærkeste følelse blandt menneskeheden er frygt, og den ældste og stærkeste form for frygt er frygten for det ukendte«.

Det må næsten være Moorhead og Bensons motto.

Truslen bliver kun forstærket af deres skildring af de mørkere aspekter af amerikansk kultur. ’Resolution’ kan føles som et virkelig syret afsnit af ’True Detective’. Hyttens placering i det methplagede nabolag, hvor loven håndhæves af et bundkorrupt lokalt politi, og patienter fra et psykiatrisk hospital ofte undslipper, danner et ildevarslende bagtæppe for den allerede utilregnelige skikkelse, der jager dem.

Glad på meth

Uhyggen virker desuden, fordi vi investerer os i Chris og Mikes forhold. Mike er en irriterende kontrolfreak, der nægter at forstå Chris’ afhængighed. Chris er en udbrændt taber, der lod sine problemer gå udover alle, han kendte, indtil der ikke var nogen tilbage.

Alligevel er der en stor kærlighed mellem de to. Under de mange »fuck you’s« rettet mod Mike gemmer Chris på en stille taknemmelighed for, at Mike overhovedet gider at bruge sin tid på ham.

Deres dialog er naturlig og virkelig sjov. Deres mundhuggeri resulterer i et par fantastiske replikker som »this mattress is like made by NASA or something, man«, hjulpet godt på vej af skuespillernes utrolige kemi. Det er nemt at købe, at de har været venner siden universitet og ved alt om hinanden, på godt og ondt.

Som så meget i livet balancerer deres forhold hele tiden på en knivsæg mellem det tragiske og det komiske. Portrættet af Chris’ afhængighed bruges lige så ofte til comic relief, som når Mike fortæller om den egern-bog, han er ved at skrive med sin hund.

Men det er lige så ofte utroligt rørende. Som når Chris bekender til Mike, at han aldrig var rigtigt glad, før han begyndte at tage stoffer. »Jeg så dig glad før«, indvender Mike. »Nej mand, jeg var bare høflig. Jeg er glad på meth«.

Siden 2017 har Moorhead og Benson haft deres eget produktionsselskab, og deres efterfølgende film fortsætter i de spor, ’Resolution’ lagde ud.

’Spring’ fra 2014 (som Guillermo del Toro kaldte én af årtiets bedste gyserfilm) er en kærlighedshistorie a la ’Before Sunrise’ tilsat en god portion tentakler. Deres seneste projekt, den utroligt seværdige ’Something in the Dirt’, kan nok bedst beskrives som en konspirations-mockumentary med et kosmisk horror-twist.

Også her oplever man et møde mellem unikke high concept-præmisser og jordnære forhold mellem to mennesker.

Deres relative succes med projekter som Marvel-serien ’Moon Knight’ (Moorhead og Benson instruerede afsnit to og fire) har heller ikke sat en stopper for DIY-ambitionerne. ’Something in the Dirt’ blev affødt af corona-pandemiens begrænsninger, er nærmest udelukkende optaget i Bensons lejlighed og har duoen selv i hovedrollerne, og de stod naturligvis for størstedelen af optagelserne selv.

Helt konkret vender Mike og Chris faktisk tilbage i den mesterlige ‘The Endless’ om to brødre, Aaron og Justin (spillet af ‒ you guessed it ‒ Moorhead og Benson), der vender tilbage den kult, de voksede op i. I den forbindelse stikker de hovedet forbi en hytte, beboet af et vennepar, som har det rimelig presset.

Instruktørduoen rammer ikke altid plet. ’Synchronic’, deres hidtil dyreste film, var lidt af et fejlskud. Men i en tid, hvor de større film bliver større, og de mindre indieproduktioner bliver mindre, er det en trøst at vide, at de og deres forskruede hjerner er derude.

Forhåbentligt kan de også være med til at løfte ’Loki’ til et højere plan.

‘Resolution’ kan lejes på Blockbuster og SF Anytime.

’Loki’ sæson 2 kan ses på Disney+ fra 6. oktober.