Få horrorfans er lavet af samme støbning som dem, der tilbeder død og pinsel ved Jigsaws alter.
Det har ellers været lidt af en ørkenvandring for det gæve folkefærd, siden filmstudiet Twisted Pictures forkølet har prøvet at reboote den anmelderrevsede ’Saw’-serie to gange over de seneste fem år.
Først med den anonyme ’Jigsaw’, siden med Chris Rocks såkaldte vidunderbarn ’Spiral: From the Book of Saw’, som landede med en lige så stor maveplasker som et standup-set fra selv samme Rock.
Men nu skal det være. Jeg oplevede fænomenet på første hånd, da min egen kæreste reagerede på ankomsten af traileren til den kommende ’Saw X’ som Jesus’ genkomst. Filmen finder sted efter den originale ’Saw’, hvor John Kramer aka Jigsaw (Tobin Bell) i forbifarten fanger en gruppe svindlere i sit sadistiske spind, da de løj om at fjerne den cancerramte arkitekts tumor.
Hvor de to tidligere reboots hev foregangsfilmen for tortur og MTV-hurtig klipning ind i 10’ernes socialt bevidste, eleverede horrorklima, lover ’Saw X’ en genkomst til 00’ernes ubønhørlige fascination af vold-for-volds-skyld samt farven opkastgrøn.
Twisted Pictures har med andre ord fået den samme lyse ide som alle de andre filmstudier og markedsført den nyeste leg med torturremedier og svinemasker som en såkaldt legacy-efterfølger – en tilbagevenden til de gode gamle dage.
Alligevel skiller ’Saw X’ sig ud fra flokken af legacy-efterfølgere som ’Halloween’ (2018), ’Scream’ (2022) og den kommende ’The Exorcist: Believer’ ved samtidig at genoplive en af horrorhistoriens mest berygtede subgenrer:
Den såkaldte torture porn.
En stendød genre
Torturpornoens korte liv er efterhånden velbetrådt. I medielandskabet post-9/11 præget af billeder fra Abu Ghraib-fængslet og af truslen om selvmordsbomber i vestlige storbyer steg appetitten og tærsklen for uhæmmet vold og pinsel hos publikum.
Horrorskaberne bød chancen velkommen med kyshånd.
I den australske ’The Loved Ones’ laver en afvist prom queen sin udkårnes hjernemasse til grød ved hjælp af et elektrisk bor og en kogekedel. Brovtende amerikanske turister bliver indfanget og tortureret af eliten i Eli Roths ’Hostel’-serie. Og unge kvinder bliver ydmyget og mishandlet for at finde smertetærsklens euforiske loft i den bestialske New French Extremity-film ’Martyrs’.
Appellen ved disse film var chokfaktoren, og derfor forsøgte man gang på gang at søge nye grænser. Som resultat falmede genrens popularitet ved indgangen til 10’erne med røv-til-mund-farcen ’The Human Centipede’ samt den usmageligt grænseoverskridende ’A Serbian Film’.
Dødsstødet kom med den syvende ’Saw’-film, som higede efter et allerede døende 3D-marked.
Genrens hovedfolk Pascal Laugier (’Martyrs’), Eli Roth og Greg McLean (’Wolf Creek’) er enten forsvundet fra landkortet eller har forladt torturpornoens smudsige kælderrum. Og forsøg på at følge op på genrens lynende succes har været til at overse.
’3 From Hell’ fra 2019, som er Rob Zombies opfølger til ’The Devil’s Rejects’, eksisterer kun ligeved og næsten.
Det samme kan siges om Tom Six’ tredje og sidste ’The Human Centipede’-film, der blev mødt med brølende stilhed i 2015.
De danske pendanter til torturpornogenren, ’Breeder’ og ’Finale’, har heller ikke efterladt varige populærkulturelle aftryk.
En blodrød tsunami
Torturpornogenren åbnede elevatordørene af blod på vid gab, og billeder af blodige kraniebrud samt afflået hud er siden blevet normen snarere end undtagelsen inden for horror.
Slashergenren er blevet mere hårdfør end nogensinde før, når Michael Myers og Ghostface pulveriserer deres hjælpeløse ofre til uigenkendelige kødmasser. ’Evil Dead’-serien har nu over to remakes smidt ’Looney Toones’-løjerne på bålet og omfavnet en umætteligt nihilistisk blodtørst.
Og instruktøren S. Craig Zahler har taget ultravolden ind i westerngenren og konservative kulturkrige i sine tre film ’Bone Tomahawk’, ’Brawl at Cell Block 99’ og ’Dragged Across Concrete’.
Febervildskaben nåede sit frådende zenit sidste år med ’Terrifier 2’, hvis absolut eneste mål for øje var at rykke grænserne for, hvad der kan vises på det store sølvlærred af diabolske modbydeligheder. Og publikum slugte den makabre cocktail råt.
Imens blev torturscenarierne fra ’Saw’ overhalet inden om af de mange ’Escape Room’-film fra slut-10’erne, som springer over blodsudgydelserne og går direkte til de drabelige gådeløsninger.
I et sådant filmlandskab synes torturporno at have sejret sig selv ihjel. Så har subgenren overhovedet noget at byde på med hærdede 2023-øjne?
De gamle travere
Har man dyrket de originale, sadistiske værker vil man vide, at der er mere i dem end en infantil prikken til myretuen.
De seks originale ’Saw’-efterfølgere dyrker sine praktiske effekter og intrakante fælder i lige så høj grad, som Tom Cruise udfordrer døden med sine halsbrækkende stunts i ’Mission Impossible’. I ’Saw V’ låste filmskaberne vitterligt en skuespillers hoved inde i et fyldt akvarie, da effekten ellers ikke kunne fakes. Det er da dedikation til håndværket.
Ud over de ikoniske tortursekvenser fungerer de første to ’Hostel’-film også glimrende i sin egen ret som grusomme thrillere, hvor arrogante amerikanske turister fører sig frem som overmænd for resten af verden og bliver straffet med ildtang og motorsav som resultat. Især ’Hostel 2’ er nært beslægtet med de bedste giallo-film, da dens slibrige, kønnede vold tænder ild under en latent misogyni.
Og selvom disse torturfilm er uløseligt forbundet til Irakkrigen, gør det dem ikke mindre relevante i en nutidig kontekst.
Opblomstringen af rasende 70’er-splatterfilm som ’Dawn of the Dead’, ’Eksorcisten’ og ’Maniac’ kan trods alt heller ikke adskilles fra Vietnam-krigens forbrydelser, og deres indflydelse på det moderne horrorlandskab er ikke blevet formindsket af den grund.
En ny chance
Den gamle bølge af torture porn-film har således bevaret deres relevans, men hvad med moderne bud i genren?
Bodyhorror-genren har fornyet sig selv igennem queer-tematikker om transhumanisme i mesterværkerne ’Crimes of the Future’ og ’Titane’.
Og slasherfilmene har rejst sig fra graven med en kløgtig søgen efter virale hits i form af ’M3GAN’s girlboss babysitter/morder, ’Barbarian’s vanvittige twists, den førnævnte ’Terrifier 2’s udskejende mordscenarier samt Kevin Williamsons formfuldendte covid-slasher ’Sick’, som vi stadig venter på en dansk premiere på.
Folkene bag den aktuelle ’Saw X’ virker opmærksomme på udfordringen. Som ’Saw VI’ prikker den nye film til big pharma og den lille mands kamp for at opnå grusom retfærdighed i et fundamentalt uretfærdigt system.
Og i en vidunderligt dumfjollet parodivideo over Nicole Kidmans AMC-promoveringer tager Jigsaw-dukken plads i de røde kinosæder og konstaterer: »Selvamputation føles godt et sted som dette«.
Om en filmfranchises omgang 10 kan skabe en renæssance for torturpornoen, kan man måske godt være lidt skeptisk omkring. Men som Jigsaw-dukken konkluderer i AMC-parodien: »Fælder. De gør film bedre«.
Det er svært at være uenig.
’Saw 10’ får biografpremiere 28. september.