’Succession’ sæson 4: Seriemesterværket bygger så eminent op til sit sidste fuck off, at man ønsker, det aldrig stopper
Hvordan afslutter man en serie, der er opkaldt efter sin egen grundkonflikt?
Lig ’Game of Thrones’ var der sjældent tvivl om, hvad ‘Succession’ i brede træk ville ende med. Spørgsmålet om overtagelsen af medieimperiet Waystar Royco måtte besvares i ét sidste farligt opgør, hvor nogen ville overtage Logan Roys plads for enden af bordet.
Indtil nu har Roy-børnene hver især været i gang med at tabe et giftigt slag rundt om bordet med papa Roy, en patriark der fører familie, som Leatherface fører motorsav.
‘Succession’s handling har altid været mønstergenkendelig, men tilsviningerne var så brillante, at man aldrig havde lyst til, det sluttede.
Vejen til slutmålet er dog fuld af den overrumplende originalitet og dramatiske nidkærhed, der har gjort ’Succession’ til den ubesejret stærkeste store seriefortælling i nyere tid.
Først vender sæsonen tilbage til ’Succession’-åstedet. »Let’s circle back«, som det hedder på business-newspeak af den slags, der snildt kunne blive spyet af en af Roy-klanens medlemmer.
I seriens allerførste afsnit var det Logan Roys fødselsdag, og der var et magtskifte på vej i mediekonglomeratet Waystar Royco. Før han altså fik en hjerneblødning, skiftede mening og besluttede sig for at gaslighte sine børn til at tro, at de var arvtageren.
Da finalesæsonen går i gang, er patriarken atter blevet et år ældre, og at hans firma endelig skal skifte hænder, er fejringens helt store samtaleemne.
Men hvor Kendall, Shiv og Roman før stod i kø for at kysse ringen, er ingen af dem til stede denne gang. Den svenske Lukas Mattson (Alexander Skarsgård) er i stedet 48 timer fra at indlemme Waystar Royco i tech-imperiet Gojo.
Da vi forlod Roy-børnene i sæson 3, holdt de nærmest hinanden i hænderne i forkrampet gadedrengehop mod et storstilet fadermord i Toscana. Den nyfundne nærhed mellem de tre søskende er intakt og taget hele vejen til Los Angeles.
Her har de travlt med en selvsmagende investerings-bukkake over hybrid-projektet ’The 100’. Medieinnovationens svar på en romkugle, der beskrives som »Substack møder Masterclass møder the Economist møder the New Yorker«.
Men da muligheden for at »kneppe« deres gamle far viser sig i form af hans forestående køb af konkurrenten Pierce, er startup’en også hurtigt droppet.
Logan er ikke tilpas med at stille træskoene. Efter at have råbt af sine fødselsdagsgæster (smiskende forretningsfæller) slutter han aftenen med en sært intim middag med sin rådgiver, der emmer af ’Godfather’. En sidste nadver før en ny krig går i gang, fornemmer man.
»Han ligner julemanden, hvis julemanden var en lejemorder«. Sådan lyder en af Cousin Gregs sært præcise beskrivelser af patriarkens humør i finalesæsonen, da Logan alligevel vil ud på gulvet i ATN-nyhedsrummet og gejle sine soldater op. »Det er ligesom ’Jaws’, hvis alle i ’Jaws’ arbejdede for Jaws«, lyder en anden.
Roy-krigsførelsen udspiller sig som altid i en dramatisk tåge af bandende telefonopkald, intrigesnak i tilfældige mødelokaler og vredesgang ned ad flyvepladser. Og som altid er der komisk pause, når Tom og Greg agerer hinandens blinde wingmans.
Forrige sæsons fantasi om et romersk Nero og Sporus-kup føles langt væk, da begge stadig mest duer til at jokke i magtspillets spinat – nu med Logans nåde som eneste rustning. Deres nye selvvalgte bromance-navn er passende »The Disgusting Brothers«.
Der er til gengæld en anden smerte på spil hos Tom, når det gælder hans næsten uundgåelige skilsmisse. Og som den helt store overraskelse er der decideret følelsesmæssig splittelse på spil hos Shiv.
Hvad blev der af klanens kashmirklædte barberblad? Sarah Snook satser hele sin dramatiske butik som anderledes grådkvalt og paranoid.
’Succession’ sår generelt frøene til en ny følsomhed. Der bliver øvet omfavnelser. Roman deler fyndige perversioner ud det ene øjeblik og komplet ærlighed det næste.
Intimiteten bliver dog holdt i et forvrænget hurlumhejhus-greb af manuskriptforfatter Jesse Armstrong, der har tegnet hvert enkelt åndedræt med stiftblyant.
Midt i sin radbrækkede præsidentkampagne og sit forestående transaktionsbryllup med ex-escorten Willa, siger halvbroren Connor stolt, at han heldigvis har lært at leve uden kærlighed. Hans desillusionerede omgang med sine sår går blandt andet ud på at synge Leonard Cohen på et karaokeanlæg til sin polterabend.
Roy-klanens familiehistorie er stadig en guldgrube af traumatiske eventyr, som bliver drysset ud mellem karakterernes arytmiske interaktioner og evindelige bandeord. Som da Connors bryllupskage viser sig at være »looney cake«. Den samme slags, som Logan forsøgte at trøste ham med som barn, da hans mor blev psykiatrisk indlagt.
Men har Kendall, Shiv og Roman også lært at leve uden kærlighed? Det giver de hver især svar på i harmdirrende topform.
Der har været palaver omkring Jeremy Strong og hans insisterende method acting, som medspiller Brian Cox beskrev som »fucking irriterende«.
Strongs præstation som Kendall er til gengæld alt andet. Han er et lille, men mærkbart luftlag over alle de andre. Metoden, når den faktisk virker. Kendalls identitetskrise som søgende dramaqueen lader til at være ovre. Når storebroren træder i karakter, er han mageløs, selv med ryggen til.
De første fire afsnit er ikke nødvendigvis de mest tempofyldte i ’Succession’s historie, men de er meningsfulde, fordi de fejrer alle seriens velkendte manerer, men samtidig slår dem en lille smule ud af kurs.
Indledningen vinder psykologisk terræn på en måde, der giver god grund til at tro, at det endelige kongespil bliver decideret legendarisk.
For ’Succession’ emmer af højtråbende følelser og ondskab, selvom dens udstråling er omtrent lige så prangende som de glasbure, der udgør dens førerrum.
Det er svært ikke at føle sig taknemmelig over, at seriens forening af grå bestyrelsesmøder, græsk familietragedie og eleverede frikvartersfornærmelser er blevet så fuldbyrdet et fænomen.
Græd ikke, fordi det er slut. Smil fordi det skete … ville ingen ’Succession’-fan nogensinde finde på at sige.
Men at dømme på afsnit 1-4 skal der lyde et triumferende tårevædet »fuck off!« herfra.
Kort sagt:
’Succession’-finalens cast spiller med livet som indsats, når tidens måske største stykke seriekunst sejler bandende ind i mørkets hjerte og skræller værdigheden af alt og alle. Et skarpt farvel og en fantastisk antitese til alt det i verden, der er gennemsyret af popæstetik og kommerciel glamour, er skudt fornemt i gang.
Anmeldelsen er baseret på de første fire afsnit.