’I’m a Virgo’: Ny serie om en fire meter høj teenager er som en feberagtig drøm – og fuldkommen enestående
I en dystopisk fremtid forviser Pia Kjærsgaard alle, der ikke spiser svinekød, til underverdenen, indtil en Blade-agtig daggænger gør op med tyranniet.
Sådan lød nogenlunde præmissen for en stil, jeg skrev i folkeskolen, og som poppede op i min erindring efter at have set serien ’I’m a Virgo’.
For det er med samme blanding af barnesindets fabulerende kreativitet og utilslørede politiske skyts, at den 52-årige Boots Riley – dog med væsentligt mere vid – har fremtryllet en af nyere tids mærkeligste og samtidig radikalt enestående serier.
Som en fire meter høj trojansk hest kører Riley kæmpebarnet Cootie (Jharrell Jerome fra ’Moonlight’ og ’When They See Us’) sødt, uskyldigt og næsten lidt for goofy i position i første afsnit. Cooties mor er død ved fødslen, og han vokser derfor op med sin senhippie tante (Carmen Ejogo) og onkel (Mike Epps) i isolation fra omverdenen. Cootie har superheltetegneserier og fjernsynets reklamer og realityprogrammer til at danne sit verdensbillede ud fra.
Udover selve præmissen om en kæmpe med dreadlocks i Oakland fremkaldes seriens indledende quirky fernis ikke mindst af det glade farveunivers og Rileys finurlige brug af praktiske effekter og stop-motion, som leder tankerne hen på Michel Gondrys drømmende virkeligheder i film som ’The Science of Sleep’ og ’Evigt solskin i et pletfrit sind’.
Lige da det hele føles for bizart og retningsløst, kommer 19-årige Cootie i kontakt med en gruppe unge aktivister på den anden side plejeforældrenes opstillede fort.
Til en start fortsætter skævhederne med Cooties nyfundne forkærlighed for subwoofers, biler og de såkaldte Big Bang-burgers fra reklamerne. Her får han også mere end et godt øje til den bogstavelig talt lynhurtige burgervender Flora (Olivia Washington) og har den muligvis mest groteske sexscene set i en amerikansk serie. I mødet med verden begynder Cootie dog som en anden Gulliver at se sit (medieskabte) verdensbillede smuldre.
Måske er byens tegneserieskaber, tech-milliardær og selvudnævnt superhelt, der slet og ret går under navnet The Hero (Walton Goggins), mere fascistoidt ophøjet ordensmagt end det klare retfærdighedssymbol, som Cootie idoliserede fra drengeværelset? Måske vil de store brands ikke Cootie noget godt, når de stiller ham til skue som stereotypiseret afroamerikansk reklamesøjle i supermarkeder?
Jeg stiller det her op som spørgsmål, men trods seriens metaforiske filmsprog er man aldrig i tvivl om Boots Rileys agenda. Hvis man syntes, at Rileys debutfilm ’Sorry to Bother You’ gik i (heste)kødet på den strukturelle racerelaterede ulighed og opslugende kapitalisme i dagens USA, er det intet imod det revolutionære batteri, han fyrer af i ’I’m a Virgo’.
Socialt udsatte sorte mennesker formindskes til ministørrelse, og en ung såret sort fyr afvises på hospitalet for manglende sygeforsikring og forbløder i sneen, mens naive Cooties sætter ord på det, alle tænker: »Det sker ikke. Jeg mener … han er et menneske«.
Havde Kendrick Lamar og Spike Lee hørt om Rileys mange vilde ideer, ville de formentlig have klappet bifaldende og samtidig foreslået den erklærede marxist at pakke tingene lidt ind.
Men det gør Riley bare ikke, og de surreelle påfund er på paradoksal vis kun med til at styrke hans hudfletning af det amerikanske samfunds problemer.
Mere end en stram lineær fortælling centreret omkring vores hovedkarakter opleves ’I’m a Virgo’ som et multilagret værk fyldt med udsyrede samfundskritiske allegorier over nutidens USA i stil med Allan Moores ’Watchmen’. Fra de vulgært anmassende reklamer og de statusquo-skabende superheltefortællinger til den tilbagevendende animationsserie, hvor Riley blandt andet har fået sin ideologiske åndsfælle, filosoffen Slavoj Žižek, til at lægge stemme til en misantropisk baby.
Nyhederne og de sociale medier som instrument til at frame vores virkelighedsforståelse udstilles også, da ellers harmløse Cootie tegnes op som skræmmebillede – »du er en fire meter høj sort person, de frygter dig«, som tanten forklarer – og skurk i kontrast til den hvide propaganderende helt. I Rileys revolution er svaret dog ikke en fantastisk frelserfigur som Cootie.
Det er et spørgsmål om at oplyse og aktivere arbejderklassen, hvilken eksemplificeres i den klarsynede veninde Jones (Kara Young) med »Liberation« tatoveret på halsen.
Jones benytter argumenter som våben, og i en række psykedeliske sekvenser overbeviser hun sin omverden (og dig?) om kapitalismens onde spiral, virksomhedernes grådige behov for merværdi, problemet med overproduktion og konsekvensen af ulige ejendomsforhold, så gamle Marx ville savle ned i skægget.
’I’m a Virgo’ er en kompromisløs størrelse, men man skal endelig give serien tid i stedet for hurtigt at afskrive den for dens abstrakte særheder eller indiskrete formsprog. For jo mere denne feberagtige drøm skrider frem, jo mere nuanceret, morsom og øjenåbnende alvorsfuld forekommer den, og hele castet med særligt en frygtløs Jharrell Jerome i spidsen spiller upåklageligt med på Rileys originale vision.
Hvor min folkeskolestil – formentlig for det bedste – forblev et ærinde mellem min dansklærer og mig, spår jeg, at ’I’m a Virgo’ med tiden ligesom førnævnte ’Watchmen’ vil opnå status som et kultdyrket værk, folk vil vende tilbage til for både at søge svar og spejle deres frustration over verden i.
Kort sagt:
Serien om den sorte gigant Cootie er som en trojansk hest, der fremstår uskyldig og udsyret, indtil systemkritiske pile pludselig kommer fra alle sider og i alle tænkelige former og for det meste rammer USAs voldsomme ulighedssituation lige i bullseye.
Anmeldt ud fra hele sæsonen.