’The Bear’ sæson 2: Tidens måske mest hypede serie har fået fine fornemmelser – og endnu mere hjerte
Sidste år kom ’The Bear’ upåagtet ind fra siden og placerede sig blandt tidens mest omtalte og bedste serier, hvilket 13 Emmy-nomineringer vidner om. ’The Bear’ spillede sig lynhurtigt op i The Big League. Og den udvikling forplanter sig på symbolsk vis i seriens form.
For hvor den fortabte, hjemvendte søn Carmy (Jeremy Allen White) i sæson 1 med kniven for struben holdt sin afdøde storebrors Chicago-baserede sandwichbar ’The Beef’ oven vande med et temperament på kogeblusset, er der nu kommet helt andre boller på suppen.
Ja, faktisk er det slet ikke bøf eller kødboller, men frisk pasta med lammeragout og anden fine dining, som skal på menuen i Carmys nye, rebrandede restaurant ’The Bear’.
Et projekt, der ikke mindst finansieres af ’onkel’ Cicero (Oliver Platt) med et klart krav: at restauranten kommer op at køre på en måned. Nedtællingen bliver sæsonens plotmotor og en ny komponent til seriens tumultariske væsen. Ét er de fysiske udfordringer som skimmelsvamp og brandsikkerhed. Noget andet er den – med en vammel Djøf-betegnelse – ’opkvalificering’, som hele holdet bortset fra Carmy og den knivskarpe og stræbsomme Sydney (Ayo Edibiri) har brug for.
Den blide konditor Marcus (Lionel Boyce) får drømmen om København opfyldt i et for serien sjældent meditativt afsnit instrueret af Ramy Youssef, der ud over at levere et års arbejde for Visit Copenhagen (og en forunderlig cameo fra Martin Kongstad) også rummer en række delikate scener mellem Marcus og en britisk dessertkok, spillet med overbevisende minutiøs ro af Will Poulter.
Endnu bedre er afsnittet ’Fork’, hvor den sørgmodige taber og det indtil da fuldblodige kaoselement Richie (Ebon Moss-Bachrach) kommer i skole hos en Michelin-restaurant. Her finder Ritchie kollektiv forståelse og respekt og ikke mindst den tro på tilværelsen, han har efterspurgt, ved dag efter dag at gøre bestik rent.
Det er glimrende ’bottle’-episoder lige efter prestigeseriebogen. Der er dog noget kuriøst ved seriens semiglorificering af gourmetverdenen i en tid, hvor der går stærke bølger i den modsatte retning med en film som ’The Menu’, nyheder om ringe arbejdsforhold på Noma og den generelle forkastelse af det eksorbitante og elitære, mens store dele af menneskeheden bløder.
Serieskaber Christopher Storer synes dog upåvirket og lykkes langt hen ad vejen med sit projekt i kraft af den gennemgående oprigtige, realismesøgende fremstilling.
Stolte arbejderklassedyder og en stilen efter højere kulturel kapital væves sammen med den største selvfølge. Seriens gennemgående underdog-fortælling og Heartland-tone emmer af Bruce Springsteen, men sigende for seriens udgangspunkt (Storer er fra årgang 1981) serveres vi i stedet eftertænksom (hvid) Gen X/tidlig millennial dad-rock fra R.E.M., Eddie Vedder og Wilco.
Denne kulturelle panaché er blot én af de ting, der konstant skriger i maven på selvbebrejdende og angstfyldte Carmy. Mødet med barndomsveninden og quasi-manic pixie dream girl Claire (Molly Gordon) får ham for første gang i mange år ud af sin besættende kokkeboble. Men storebror Mikey (Joe Bernthal) og resten af familiens forkvaklede spøgelser presser sig konstant på.
I et spektakulært og stjernebesat afsnit får vi, hvad der føles som arnestedet for Carmys smerte. I en hel time placeres vi durk midt i en julemiddag hos familien Berzatto. Vi møder den storrygende og selvudslettende mor Donna (Jamie Lee Curtis har nu også en Emmy i vente), og forhastelse og forstemmelse gennemsyrer selskabet, indtil helvedes flammer bryder frem og stedfar Lee (Bob Odenkirk) tryner depressive Mikey.
Afsnittet er et blændende udført svendestykke, men altså også ulidelig hård kost med en dysfunktionalitet, der får ’Den tid på året’ til at ligne en bovlam Silvan-reklame.
Afsnittet er imidlertid symptomatisk for den kærlige nerve midt i kaosset, som ’The Bear’ udmærker sig med. Det handler om de små daglige sejre, den svære kollektive opretholdelse og medmenneskelige kærlighed med et stort ’K’.
Jeremy Allen White er med sit perfekt uglede hår, sine sovekammerøjnene og sit intense spil som en plaget splejsning af James Dean og en ung Dustin Hoffman, og Ebon Moss-Bachrach rammer lige i hjertekulen, da Ritchie endelig får forløsning til tonerne af Taylor Swifts ’Love Story’.
Selv med det glimrende skuespil over hele linjen, en surprise af gæsteoptrædener og de eminent orkestrerede og til tider flashy kamera- og klippevalg er det i sidste ende seriens imponerende helhedsfornemmelse, man sidder tilbage med.
På trods af sin PTSD-fremkaldende natur opleves ’The Bear’ som godt gammeldags feelgood-selskab, man får af at sætte sig på ’Sams Bar’ eller i sofaen på Central Perk med ’Friends’.
Det kan godt være, at ’The Bear’ har fået finere aspirationer og på overfladen fremstår som crème de la crème for hvide midaldrende mænd, men man må blot konstatere, at serien i sin kerne besidder en universel kvalitet, der er de færreste film og serier i dag forundt.
Kort sagt:
Anden sæson af en af tidens mest omtalte og elskede serier træder op i de finere rækker, men bevarer kaosset og det kærlige fundament, der gør den svær ikke at holde af.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.