’Telemarketers’: Jeg måtte æde min gamle hat undervejs i HBO’s kaosdokumentar om vanvittigt telefonsælgerfirma

’Telemarketers’: Jeg måtte æde min gamle hat undervejs i HBO’s kaosdokumentar om vanvittigt telefonsælgerfirma
'Telemarketers'. (Foto: HBO)

Et håndholdt kamera zoomer ind på en søvndrukken Sam Lipman-Stern: nuværende telefonsælger og forhenværende gadedreng.

Han har længe villet lave en dokumentar om vanviddet på hans arbejdsplads CVG, Civic Development Group. En telemarketingsvirksomhed, der inddriver velgørenhedsdonationer til brandmænd, politi, veteraner og cancer-ramte.

Og bag facaden: Et vanvidsorgie i lavloftede kontorlokaler med flødefarvede vægge, hvor ekskriminelle og afvigende medarbejdere snyder velmenende borgere for deres hårdt optjente sparepenge, ryger joints i kabinerne, drikker bajere i arbejdstiden og tatoverer hinanden på hænderne.

Og bag bagkulissen: Et indblik i skyggesiden af den amerikanske totalkapitalisme, hvor griske pengemænd gang på gang hiver sejren hjem i et på forhånd aftalt spil, der tilgodeser brutalitet og politisk magt.

’Telemarketers’ – blandt andet produceret af Safdie-brødrene og Danny McBride – er samtidig en dokumentar, som gjorde mig opmærksom på, hvor skadet jeg er af formatets standardisering. Årtier med Michael Moore-moralisme og dokumentarisk forfærdelses-tv har vænnet mig til at blive ske-madet med historien om ’De gode’, ’De onde’ og ’Dem, hvis liv aldrig bliver det samme’.

Af samme grund havde traileren beredt mig på en dyrkelse af degenerationen: En slags homo-economicus-naturdokumentar om samfundsbundens jagt på penge og karriere – uanset prisen. Og af samme grund vrængede jeg munden, da Sam Lipman-Sterns kamera fanger et bleggulligt fjæs, gemt bag et truckeroverskæg, placeret på en udflydende dobbelthage: Pat Pespas, eller ’Pat the Tapper’ som kan snyde folk, så vandet driver, tager heroin på toilettet og ligner en blanding mellem Johnny Vegas og Fjeder fra Turbomodul.

Og sjældent har jeg måttet æde min gamle hat så meget, som da det viser sig, at Pat Pespas inkarnerer det menneske, som den amerikanske drøm oprindeligt havde til hensigt at bedyre: en helt igennem god mand.

‘Telemarketers’. (Foto: HBO)

Til at starte med begynder Sam-Lipman-Stern bare at optage adfærden i CVG, fordi kontorets alfaderlige bøllemis, ’Big Ed’, synes, det kunne være sjovt at lægge det daglige vanvid på YouTube. Det er Pat Pespas som får en anden idé: at optrevle vanviddets omfang.

Stille og roligt begynder Sam og Pat at gå dybere ned i CVG’s metodik. En organisationsmodel drevet af to brutale drengerøve, som kalkuleret udnytter almindelige menneskers tillid til at kradse penge ind til deres Lamborghinier, vinkældre og millionvillaer, mens de ansætter stiknarkomaner og mordere til at bedrive deres intrikate svindelnumre. Snart går det op for Sam og Pat, at korruptionen er langt mere omfattende, end man kan forestille sig.

Bortset fra at vi godt kan forestille os det. Vi har nemlig set det før i adskillige andre dokumentarer om systemisk korruption. Derfor er det ingen overraskelse, da politistyrkernes fagforening også spiller en aktiv rolle i den absurde løgnagtighed, eller at vores to hovedpersoner til sidst ender i Washington, over for en afmålt senator, der lover, at han vil gøre »… whatever we feel is appropriate«, hvilket er absolut ingenting, fordi økonomisk korruption er aflejret overalt i USA som en blanding af syfilis og skimmelsvamp.

Sagen er, at både Sam og Pat er forholdsvis dårlige til at lave journalistik. De støder konstant på grund, glemmer at tjekke vigtige dokumenter, mister forbindelsen til kilder og har i det hele taget svært ved at gennemtrænge magtens folie. De er jo ’bare’ telefonsælgere og gadedrenge. Eks-misbrugere og småkriminelle.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den store afsløring, som ’Telemarketers’ fisker efter, ville være forvaltet bedre og præsenteret klarere i mere professionelle hænder.

Og det er dokumentarens styrke. Fordi Sam og Pat ikke er professionelle, fremstår deres reaktioner og vidnesbyrd som ægte, menneskelig adfærd. ’Telemarketers’ persongalleri flyder over med en farvelademasse af idiosynkratiske karakterer, gadepushere, eksrappere, øldrikkende trailerparktyper og sorte kvinde med farvede negle og så meget sass, at de får Cardi B til at ligne en klosternonne med bondeanger.   

’Telemarketers’ egentlige historie handler i virkeligheden om Pat Pespas. Den ukuelige optimist, der konstant begår fejl. Da de lander en stor kilde flere stater væk, tør han ikke tage med flyet, og da de, som følge deraf, må køre 25 timer, stopper han op på halvvejen for at kaste brød efter alligatorerne.

»Look at those big fuckers«.

»We don’t have time for this man«.

Sam er heller ikke noget talent. Da Pat pludselig forsvinder, og projektet kuldsejler, lever han af at optage reklamefilm og fodfetich-porno og bliver først bragt tilbage på sporet, da de professionelle journalister baner en vej for opsporingen af telemarketingsbranchens bagmænd.

Problemet er bare, at Pat bliver ved med at klokke i det. Han render konstant rundt med solbriller og cowboyhat, fordi det er sådan, han forestiller sig, at en undersøgende journalist ser ud.

På et tidspunkt mister de en vigtig kilde, fordi Pat udtaler hans efternavn forkert. På et andet tidspunkt går de glip af et interview med en essentiel bagmand, fordi vedkommende træder ud af bygningen, mens de er i gang med at spise fastfood fra taget af deres bil, og Pats journalist-cowboyhat blæser af, og fordi han har mad i munden, når han ikke at stille sit spørgsmål, før døren er lukket, og slæden er kørt. Otte cylindre med firdobbelt udstødning.

Men Pat bliver ved. Det kan godt være, at systemet vinder til sidst, men ’Telemarketers’ er en fortælling om, at selvom dumme svin godt kan lave penge, så kan de ikke skabe håb.

Dertil kræves et bankende hjerte. En godmodig mands lønlige ønske om et bedre samfund, hvor vi forsøger at passe på hinanden.


Kort sagt:
’Telemarketers’ er en kaosdokumentar, der bekræfter din mistillid til systemets brutalitet og genvinder din tro på, at der findes gode mennesker, som en dag vil rive det hele ned og erstatte det med noget bedre.

’Telemarketers’ sæson 1. Dokumentarserie. Serieskabere: Sam Lipman-Stern, Adam Bhala Lough. Medvirkende: Sam Lipman-Stern, Pat Pespas. Spilletid: 3 afsnit á 60 min. Premiere: Kan ses på HBO Max.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af