’The Last of Us’: Endelig har vi fået en noget nær perfekt spilfilmatisering

Man kunne håbe, at vi som mennesker ville være bedre udrustet til at klare en verdensomspændende pandemi efter de seneste års strabadser. Men hvad hvis der ikke var tale om en virus? Hvad hvis det i stedet var en svampeinfektion uden nogen vaccine eller kur?

Sådan går verden under i HBO’s nye hypede zombieserie ’The Last of Us’.

Singlefaren Joel (Pedro Pascal) bor med sin datter Sarah i udkanten af Austin, Texas, da verden kollapser omkring dem. Han overlever med nød og næppe takket være sin bror Tommy (Gabriel Luna) og finder sig 20 år efter i karantænezonen Boston.

Han smugler sammen med partneren Tess alverdens ting forbi militærstyret, der har overtaget byen og tager modvilligt opgaven, da terroristgruppen/frihedskæmperne The Fireflies beder dem om at smugle en 14-årig pige ud af byen. Det er alt andet end en rutineopgave, og Joel får en del mere, end hvad han regnede med, da han bliver nødt til at transportere Ellie (Bella Ramsey) på tværs af et postapokalyptisk USA.

Hvis historien lyder bekendt, er det selvfølgelig, fordi ’The Last of Us’ er baseret på spillet af samme navn fra 2013. Udvikleren Naughty Dog stod også bag ’Uncharted’-serien, som sidste år fik en rimeligt skuffende filmatisering. Manden bag begge spil, Neil Druckmann, har dog taget en mere aktiv rolle i den ambitiøse ’The Last of Us’-serie, og det kan mærkes.

Jeg har ledt længe efter den perfekte spilfilmatisering, og måske har vi endelig fået den med ’The Last of Us’, der i hvert fald gør mange ting rigtigt.

Først og fremmest passer serieformatet ikke overraskende godt til at fortælle en historie, der i spillet tager omkring 15 timer at gennemføre. Der er selvfølgelig skåret meget fra, men de største øjeblikke fra spillet er overført rimeligt 1:1. Det betyder, at der ikke er meget, der kommer bag på én, hvis man har spillet eller set spillet. Til gengæld byder serien samtidig på nogle relativt store, og gode, ændringer, så man undgår et komplet deja vu.

Sammen med ’Chernobyl’-forfatter Craig Mazin udnytter Neil Druckmann især formatskiftet ved at uddybe flere bikarakterer, som ikke får meget plads i spillet. Her styrer man Joel, men i serien er der adskillige scener (og næsten et helt afsnit), hvor vi følger andre karakterer med gunstigt resultat.

Fortællingen er dog stadig solidt forankret i det umage par Joel og Ellie og deres færd gennem et kollapset USA. Og både Pedro Pascal og Bella Ramsey genskaber fantastisk forholdet mellem de to karakterer. Især imponerer Pedro Pascals deprimerede, men drevne Joel, der langsomt åbner sig op for Ellie i løbet af seriens ni afsnit.

Det er ikke første gang, vi ser Pedro Pascal i en modvillig faderrolle, men modsat ’The Mandalorian’ kan man nu se hans ansigt og får derfor adgang til en dybere skuespilpræstation. Og Ellie som karakter kunne let være blevet skide irriterende, men Bella Ramsey rammer rollen perfekt som en hårdfør, men sjov teenager, der er tvunget til at blive voksen for tidligt. Man kan ikke kan end at elske dem.

De er værdige arvtagere til Troy Baker og Ashley Johnson fra spillene, som begge i øvrigt har fået betydelige roller, og uden deres troværdige relation var serien faldet sammen.

HBO rammer også hovedet på sømmet med seriens æstetik, med alt fra ’zombiernes’ bevægelser og udseende til de faldefærdige bygninger, som naturen er ved at sluge. Det føles distinkt som spillet og ikke bare som endnu en ’The Walking Dead’-efterligning.

Zombierne fylder relativt lidt. Der er hele afsnit, hvor de ikke optræder, hvilket måske kan skuffe ihærdige zombiefans, men både spillet og serien er alligevel bedst i portrættet af menneskene og deres gode og dårlige sider.

De værste skurke er ikke de menneskeædende inficerede, men menneskets overlevelsesinstinkt, som driver os til de mest forfærdelige ting.

Og cirka hvert andet afsnit blev jeg drevet til tårer over de tragiske tab, apokalypsen uundgåeligt medfører.

Det har også været nødvendigt at pakke de følelsesmæssige afsnit tæt, da serien sandsynligvis kun får to sæsoner. Og første sæson er i sig selv en helt afsluttet historie, så der er ikke fare for, at serien ender ligesom ’The Walking Dead’ med sæson efter sæson i faldende kvalitet.

Seriens sidste afsnit når desværre ikke helt spillets intensitet. Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg kendte slutningen på forhånd, men også bare det simple faktum, at man ikke er sat i karakterens sted på samme måde.

Det ændrer ikke på, at ’The Last of Us’ har så høj kvalitet, at den kan fange an hos folk, der intet kender til forlægget – og samtidig nyde stor respekt fra alle os, der kender det ud og ind.

---

Kort sagt:
’The Last of Us’ tilbyder måske ikke meget nyt til fans, men er perfekt til alle ikke-gamere, som gerne vil opleve Neil Druckmanns enestående historie om menneskelighed efter civilisationens forfald.

Anmeldt på baggrund af hele serien.