Når ‘The Last of Us’ lander på HBO Max 16. januar, bliver det årets første store globale tv-event.
Der er store forventninger til serieudgaven af det anerkendte spil, der for HBO på mange måder er dette års satsning i liga med ‘House of the Dragon’.
Men man skal ikke forvente, at HBO kommer til at vride lige så meget ud af ‘The Last of Us’ som af ‘Game of Thrones’-franchisen. Det slår seriens skabere Neil Druckmann og Craig Mazin fast i et interview med The Hollywood Reporter.
»Vi har ingen planer om at fortælle nogen historier ud over at adaptere spillene«, siger Druckmann, der også er manden bag ‘The Last of Us’-spillene.
»Vi kommer ikke til at løbe ind i samme problem som ‘Game of Thrones’, eftersom ‘Part II’ ikke slutter på en cliffhanger«.
Han refererer selvfølgelig til den udfordring, skaberne af ‘Game of Thrones’ stod med, da serien overhalede George R.R. Martins bøger – en udfordring, mange fans mente smittede negativt af på seriens udvikling.
Første sæson af ‘The Last of Us’ dækker det første spil, og det må antages, at en sæson 2 derved dækker det andet spil.
»Jeg har ingen interesse i et evighedsshow«, slår Craig Mazin, der tidligere stod bag HBO-hittet ‘Chernobyl’, fast over for The Hollywood Reporter og tilføjer, at en ordentlig slutning betyder alt for ham.
Neil Druckman har holdt en dør på klem for, at der kan komme en tredje udgave af spillet (»Jeg tror, der er flere historier at fortælle«, siger han i interviewet), hvilket vil åbne op for flere sæsoner af serien.
Og det er altid interessant at se, hvad der sker, hvis først ‘The Last of Us’-serien bliver et kæmpe fænomen – den slags har det med at aftvinge spinoffs, uanset hvor meget det ellers er blevet afvist tidligere.
Men foreløbigt tyder alt på, at vi kan se frem til to sæsoner, der holder sig loyalt til spillenes forlæg.