’Uncharted’: Længe ventet spilfilmatisering er underholdende vås med charmerende Tom Holland
Et af universets helt store spørgsmål er: Hvorfor bliver der gang på gang kastet fede poser Hollywood-coins efter filmatiseringer af spilfranchises, når succesraten er så afsindig lav?
En lynhurtig googlesøgning afslører, at de spilbaserede film, der anses som blandt de bedste, inkluderer det skrækkelige ’Tomb Raider’-reboot fra 2018, den intetsigende ’Assassin’s Creed’ film fra 2016, ’Sonic the Hedgehod’ fra 2020 (som undertegnede tildelte to meget små stjerner) og ’Warcraft’ fra 2016, hvorom Soundvenues anmelder kunne berette, at den faldt »pladask i pølen af fejlslagne computerfilmatiseringer«.
Hvad angår den læææænge ventede (næsten 15 år undervejs) ’Uncharted’-film, kan jeg kun gentage nogenlunde samme skudsmål.
Lad os starte med plottet. Eller det var det, jeg ville have sagt, hvis filmen rent faktisk havde et.
Den har begivenheder, der leder videre til andre begivenheder, men at bruge ordet ’plot’ er næsten synd for alle de andre hårdtarbejdende manuskriptforfattere i branchen. Kort fortalt er det noget med en eller anden historisk person, der muligvis engang fandt en skat, og den vil vores hovedperson Nathan Drake (Tom Holland) og hans makker Sully (Mark Wahlberg), samt en halv snes bad guys (anført af Antonio Banderas’ til dato mest karikerede skurk), rigtigt gerne have fat på.
Undervejs er der naturligvis en håndfuld gåder, fælder og red herrings, som de må manøvre sig igennem, og som mestendels af tåkrummende dårligt tænkt (en af fælderne skyder pile afsted i hovedhøjde, selv om man skal sidde på hug for at aktivere den …).
Hvis man skal gøre filmen den bjørnetjeneste at sammenligne med spilserien, den nu engang baserer sig på, så underpræsterer den på samtlige af de grundelementer, der har gjort Amy Hennig og Naughty Dogs spil så populære. Hvor historien her er lidt noget vås, der havde passet bedre ind i et ’Dora the Explorer’-afsnit, er det altid lykkedes spillene at levere en herlig balance af spænding, action, historieundervisning og drama.
Selve skattejagten er måske lige absurd i begge formater, men når spillene bygger på et bundsolidt fundament af quirky, elskværdige karakterer, rap dialog, og (for en historienørd) spændende baggrundsviden, er det egentlig ligegyldigt, om det er El Dorado, E.T. eller den hemmelige opskrift på Coca-Cola, de prøver at finde.
Kigger man på ’Uncharted’ med lidt mindre skelen til forlægget, bliver dens kvaliteter en smule nemmere at spotte. For den er da sjov, og den er da underholdende – men den er det på samme måde, som Nic Cages ’National Treasure’ eller Michael Douglas’ ’Romancing the Stone’ var det.
Der er ikke så meget som antydningen af et dybere lag, hverken i historien eller karaktererne (om end de forgæves forsøger at pådutte Mark Wahlberg en masse ’karaktertræk’ – han er for eksempel, gammel hvilket vi erfarer, fordi han har glemt sine læsebriller og har ondt i knæet), men det betyder ikke, at man ikke kan slå hjernen fra og have det lidt skægt alligevel.
Tom Holland spiller (passende nok) en supercharmerende blanding af Spider-Man og Iron Man, der kan lige præcis nok parkour, MMA og kække replikker til at væve sig ud af enhver kattepine, og filmen byder på to ret lange og ekstremt underholdende (og komplet åndssvage) actionsekvenser, der leger med de fysiske love på en måde, som ville få Newton til vende sig i graven.
’Uncharted’ er næppe en film for parnasset – men det behøver den måske heller ikke være. Til gengæld leverer den et par timers familievenlig adspredelse og er et godt bud på vinterferieaktivitet for de af os, der ikke er så heldige at løbe ned ad en alpeside.
Kort sagt:
’Uncharted’-filmen lever langt fra op til de tårnhøje standarder, som den populære spilserie har lagt for dagen. Plottet er ikke mange dogecoins værd, og gåderne, vores hovedpersoner skal løse undervejs, mangler en vis wow-effekt. Til gengæld er Tom Holland sjov og charmerende, actionsekvenserne underholdende og plottet så nemt at følge, at hele familien kan være med.