Allerede fra den første store spilfilmatisering i 90’erne stod det klart, hvor galt det kunne gå.
’Super Mario Bros’ var et af verdens bedst sælgende spil, og i 1993 blev det til en film med Bob Hoskins og John Leguizamo som de populære blikkenslagerbrødre.
Her flyttede man på topunderlig vis brødrene fra det farverige 2D-univers med dinosaurvenner, levende svampe og en ond skildpaddedæmon, der bortfører prinsesser, til samtidens New York, som så støder sammen med parallelunivers-byen Dinohattan.
Seriens ikoniske skurke fik latterlige kostumer, som på ingen måde lignede deres spilversioner. Bowser var blot Dennis Hopper med en afbleget Bart Simpson-frisure. Og værst af alt gjorde man – for at forklare titlen – Mario til brødrenes efternavn, så Marios fulde navn blev Mario Mario.
Filmen blev en kritisk såvel som finansiel fiasko. Alligevel startede den en trend med at filmatisere spil, som kun er vokset på trods af en meget lav succesrate.
Jean Claude Van Damme forsøgte sig i 1994 med ’Street Fighter’, som ligesom ’Super Mario Bros.’ ikke havde meget at gøre med spillet. En tand bedre gik det med ’Mortal Kombat’, som generelt blev vel modtaget af fans og blev en pæn succes ved billetlugerne, men stadig måtte overkomme dårligt skuespil og et tyndt plot.
I 2001 ændrede alt sig dog, da en ung Angelina Jolie med to pistoler og britisk accent sprang over skærmen som ’Lara Croft: Tomb Raider’.
Selvom nogle fans var sure over, at hendes bryster ikke var store nok til rollen (…), blev filmen en kæmpe kommerciel succes og den bedst indtjenende actionfilm med en kvindelig hovedrolle – en rekord,der først blev slået med ’Hunger Games’. ’Tomb Raider’ banede vejen for både spilfilmatiseringer og kvinder i action. Og på trods af den overgjorte seksualisering af Lara Croft står filmen stadig som en af de bedste spilfilm, som endda har fået både en sequel og et reboot.
Greenscreen-’Warcraft’
Året efter kom ’Resident Evil’ hvor Milla Jovovich fik lov til at sparke røv. Den fik hele fem efterfølgere, som mest bare var generisk zombie-action med betydeligt dårligere versioner af ikoniske scener fra spillene, som kampscenen mod Wesker i ’Resident Evil: Afterlife’.
Mark Wahlberg sikrede sig en Razzie-nominering for værste skuespil for sin titelrolle i ’Max Payne’ fra 2008. Samme år gav Razzie Awards en særpris til instruktør Uwe Boll for Worst Career Achievment, delvist for hans adskillige forsøg på med spilfilm, der er længe glemt i dag.
Boll lobbyede for at instruere ’Warcraft’-filmen fra 2016, hvortil spilstudiet bag franchisen sagde »ikke dig, især ikke dig«. Æren tilfaldt ’Moon’-instruktør Duncan Jones, som desværre endte med at lave en greenscreen-rutsjebanetur af en film. Underholdende for fans og nybegyndere, men overfladisk og forvirrende på grund af ’World of Warcraft’s kæmpemæssige mytologi.
Men udover at caste en 26-årig Angelina Jolie hvad kan filmproducere så i fremtiden gøre for at undgå, at deres spilfilmatiseringer flopper?
Man kan vælge et gammelt arkadespil som ’Rampage’ og så hyre Dwayne ’The Rock’ Johnson og nogle dygtige CGI-folk til at lave en film, som de færreste nok vidste var baseret på et spil.
Man kan også overtale Nintendo til at komme tilbage til filmbranchen, mere end 25 år siden de fejlagtigt sagde ja til ’Super Mario Bros.’-filmatiseringen. Sådan blev en af de mest indtjenende (og en af de bedste, efter min mening) spilfilmatiseringer til, nemlig ’Detective Pikachu’, som tjente fem millioner dollars mere end ’Rampage’. Tag den, Dwayne!
Baseret på de efterhånden talrige eksempler på overførslen fra spil til film kommer vi her med tre kriterier, som normalt skal være opfyldt, før en spilfilmatisering bliver vellykket.
1. Lad være med at fake interaktivitet
Den store forskel på spil og film er interaktiviteten. I spil styrer man selv hovedpersonen og nogle gange plottets gang. Man har godt nok eksperimenteret med interaktive film, senest og mest succesfyldt med Netflix’ ’Bandersnatch’, men den almene biografoplevelse kan næppe gøres interaktiv.
Så når ens yndlingsspilkarakter kommer op på det store lærred, skal man vænne sig til blot at være passiv tilskuer.
For stærkt historiedrevne tredjepersonspil er det ikke så stort et skift, men hvis man tager adrenalinfyldte actionspil som ’Doom’, får man nærmest piskesmæld, når filmversionen starter.
Spillet revolutionerede førstepersonsgenren i 1993 med blandt andet multiplayer og generel non-stop-action. Filmudgaven er mere inspireret af ’Alien’, med en langsom spændingsopbygning og et ukendt monster i rummet. Det er først til sidst, man kan genkende spillets klassiske action, når kameraet føres ind i Karl Urbans hoved i en scene, der prøver at emulere følelsen af at spille spillet. Her bliver manglen på interaktivitet kun endnu mere tydelig. En film som ’Hardcore Henry’ lykkedes bedre med førstepersonsoplevelsen, og den var ikke engang baseret på et spil.
Frem for at simulere interaktiviteten er det et bedre bud blot at referere til spillets mekanikker, som fans er bekendte med. Og det bedste eksempel på det må være ’Detective Pikachu’.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har spillet pokémon-spinoff’en af samme navn, men jeg har spillet de fleste hovedspil i serien, fra ’Pokémon: Red/Blue’ til ’Sword/Shield’. Selvom filmen er baseret på noir-inspirerede pokémondetektivspil, henter det meget inspiration fra hovedspillene.
Udover at være propfyldt med realistiske pokémon er der også masser af referencer til, hvordan det er at spille spillene. Tim Goodman starter filmen med at prøve at fange en pokémon, præcis som en af de første udfordringer spillet byder på.
I spillene kæmper man med sine små dyregladiatorer i turbaserede kampe, hvor man kan vælge mellem fire moves, hvilket flere gange refereres til i filmen, eksempelvis med Pikachus Volt Tackle. Når man har kæmpet nok, kan ens pokémon udvikle sig, hvilket tydeligt kan ses i filmen, når den uduelige fisk Magikarp udvikler sig til den mægtige Gyarados.
Det er desværre ikke så let, at filmskabere for fremtiden bare kan kopiere ’Detective Pikachu’, for alle spil er forskellige. Men det er vigtigt at formidle kildematerialets kendetegn og få filmen til at føles som en bro mellem to medier.
2. Fortæl os noget, vi ikke ved
Nogle gange kan det være svært at finde ud af, hvilken historie man skal fortælle. Det kan blive en direkte adaptation af spillets historie eller et amalgam af flere spil. Problemet er, at spilhistorier er skrevet til et andet medie, og der går ofte vigtige ting tabt, når det skal overføres til Hollywood.
Især ’Warcraft’ lider under dette med sin massive mytologi, og det samme gør ’Mortal Kombat’, som udelukkende foregår i en arena.
Andre spil er umulige at filmatisere direkte. Selvom definitionen af filmatisering strækkes til det yderste med animationsserien ’Arcane’, viser den, hvordan man kan adaptere et historieløst spil.
’League of Legends’, som serien er baseret på, er en MOBA eller Multiplayer Online Battle Arena, hvor to hold af fem spillere kæmper for at indtage fjendens base. Som et af de førende esport-spil ville en filmatisering svare til at lave en film over begrebet fodbold. ’League of Legend’s styrke ligger i de over 150 karakterer, man kan vælge at spille samt et nyligt ekspanderet fantasy/steampunk-univers.
’Arcane’ fungerer som en slags prequel for spillet, hvor man følger en række af spillets mest populære helte, heriblandt søsterparret Vi (Hailee Steinfeld) og Jinx (Ella Purnell). Hvor historien før var en eftertanke i ’League of Legends’, er det nu grunden til, at mange nye spillere prøver kræfter med det 13 år gamle spil.
Man kan dog også komme for langt væk fra spillets historie, som i ’Assassin’s Creed’-filmen. Her beholdt man temaerne og konflikten fra spillene, men med et helt nyt karaktergalleri trods et væld af interessante historiske figurer i spilfranchisen.
Selvom ’Assassin’s Creed’ har en meget dybdegående historie, med mange spændende sideveje, valgte man at fortælle den samme historie som de første spil, blot med nye karakterer. For fans blev det en genkendelig historie med karakterer, man ikke havde et særligt forhold til.
Måske forsøgte den at appellere mere til biografgængere, som ikke kendte spillene, men de fik så blot en underligt rodet film med ligegyldige referencer til en bedre version af historien.
Når man adapterer et spil, er det i de fleste tilfælde bedst at undgå at kopiere historien direkte. Hvis man fortæller en ny historie, bliver spilfans ikke skuffede over de kompromiser, man skal lave, og nye seere kan sandsynligvis bedre forstå handlingen. Der er ingen grund til at fortælle den helt samme historie igen, men det er stadig vigtigt, at der er nogle karakterer eller elementer, der går igen, så dedikerede fans føler, at filmen giver en ny vinkel på deres elskede spil.
3. Forstå spillets styrker
Da den danskproducerede ’Hitman’-franchise skulle filmatiseres i 2007, lød det som godt nyt for fans af den stoiske lejemorder Agent 47. Udover at fejlcaste den ellers karismatiske Timothy Olyphant som en følelseskold, skaldet morder var en af filmens største mangler spillets mørke humor.
I spillene skal Agent 47 infiltrere diverse højsikkerhedslokationer og har derfor ofte brug for at forklæde sig. Nogle gange som sikkerhedsvagt, andre gange som klovn til en gangsters søns fødselsdag. Kombineret med de opfindsomme drabsmetoder, som at kaste en stor bronze-elg ned over en svensk diplomat, og den overdrevne baggrundsdialog er spillene faktisk ret sjove. Hvilket understreges af den humorløse straight man, 47, som blot ser det som et job.
Ingen af ’Hitman’-filmatiseringerne (ja, de rebootede uden succes i 2015) forstår 47’s personlighed, men vigtigere endnu mangler de selvironien og humoren, som gjorde det danske spil til noget særligt.
Meget kan man sige om Angelina Jolies ’Lara Croft: Tomb Raider’, men den forstod ånden fra de oprindelige spil. Ligesom ’Uncharted’ var ’Tomb Raider’ inspireret af adventure-film som ’Indiana Jones’. Lara Crofts eventyr er dog mere fjollede og campy – en af hendes tilbagevendende fjender i de tidlige spil var en tyrannosaurus rex. Jolies film viderebringer den lette ånd med et fjollet plot, hvor hun kæmper mod Daniel Craig og Illuminati og rejser tilbage i tiden og tale med sin afdøde far.
Spilserien fik for nylig en mere seriøs reboot, som rodfæster Lara Croft mere i virkeligheden, hvilket filmatiseringen med Alicia Vikander også fangede. Plottet er mere jordnært, hvilket gavner filmen og gør den mere tilgængelig end forgængerens lidt rodede æstetik.
Ofte virker det, som om filmstudierne blot ser på spillets cover og udleder fortællingen derfra. Skaldet mand med to pistoler – det skal være med i filmen.
Til gengæld overser de temaerne, følelsen og humoren. Det er sjældent et spils ikonografi, der gør det ikonisk. Hvis studierne forstod, hvorfor spillene var populære, og bevarede deres styrker, ville de have en del lettere ved at tilfredsstille fans.
Hvad har vi så lært?
Det var ikke helt rigtigt, da jeg skrev, at man blot skulle opfylde disse tre kriterier for at lave en god spilfilmatisering. Men der er en lille ekstradetalje, der er meget vigtig. For ud over at skabe en filmatisering, der er tro mod spillet, skal man også huske, at filmen ganske simpelt skal være god.
Den Dwayne Johnson-bårne ’Rampage’ opfylder faktisk alle tre kriterier. I spillet styrer man et af tre monstre, som kravler op ad bygninger for at smadre dem, hvilket tydeligt kan mærkes, når man ser filmen. Filmen fortæller, hvordan monstrene blev til, hvilket spillet ikke rigtigt uddyber. Den fanger også spillets ånd, som ganske simpelt er ’ødelæggelse er fedt’.
Til gengæld er det ikke en god film.
Og måske skal de gode spilfilmatiseringer i fremtiden slet ikke findes på film. ’Arcane’ tog spilverdenen med storm, og ’The Witcher’ er blevet et stort fantasyfænomen (selvom den teknisk set er baseret på bøgerne, der inspirerede spillene).
I serierne er der mere tid til at fortælle de ofte lange historier og komme mere i dybden med karaktererne, ligesom i spillene.
Måske venter det første egentlige spil-til-film-mesterværk i den kommende ’Halo’-serie eller HBO’s ’The Last of Us’, så spilforbandelsen endegyldigt bliver brudt?